Bachoshech
MI SHAM BACHOSHEKH MI MEALEL MIGME'ASHESH NOHEM BACHOSHEKH
KOL KACH MAVHIL KOL KACH MAFCHID LO NOTEN LISHON
KULI RO'EDET ANI KAN LEVAD V'HUA VACHUTZ
V'MISHTOTEKET OLAY TIPOS KAZEH LACHUTZ SHEMULI YETZUTZ
ROTZAH LIVROACH RAGLAY EYNO ZAZOT
ROTZAH LISHKOACH ET HAKOLOT
ROTZAH LITZROACH KOLI EYNO NISHMA'
ROTZAH LITZROACH EL HADMAMAH MI ZEH 'OMED
SHAM BACHOSHEKH?!...
HOSHEKH OLAY DIMYON OLAY HALOM?
HOSHEKH MATAY YAYIR HAYOM?
HOSHEKH HOSHEKH
PITHOM HADELET NEPTACHAT LEVAD VEKAR LI KAR V'D'MUT BACHOSHEKH
'OMEDET MULI V'BE'ENEHA MAVAT MUZAR SHIMSHAH NISHVERET
V'YAD ARUCHAH NGA'AT BI ANI NIZREKET ROTZAH 'EZ RAH
ROTZAH MIT TOR MIN HACHASHEKHAH
ROTZAH LIVROACH RAGLAY EYNO ZAZOT
ROTZAH LISHKOACH ET HAKOLOT
ROTZAH LITZROACH KOLI EYNO NISHMA'
ROTZAH LITZROACH EL HADMAMAH MI ZEH 'OMED
SHAM BACHOSHEKH?!...
HOSHEKH OLAY DIMYON OLAY HALOM
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Related quotes
Bo Venagen Otti
KOL GUFI NACH'LASH
TIPAH ACHER TIPAH
V'MARI KACHASH
MIN HASREYFAH
LAMAH LIB'OR LEVAD?
MIN HASREYFAH
LAMAH LIB'OR LEVAD?
YADAY HOMKOT MIMCHA
V'MASTYROT HASOR
RAK HAMAVAT ITCHA
SOREK BI 'OD
LAMAH LIB'OR LEVAD
SOREK BI 'OD
LAMAH LIB'OR LEVAD
HALAYLAH?
KOL LAYLAH HUA MAKAV
KOL LAYLAH HUA HASOF
AZ BO VENAGEN OTI
BO VENAGEN OTI
AZ BO VENAGEN
BO VENAGEN B'ME'AT AHAVAH
RAGLAI HOLKHOT MIMCHA
BETZA'AR HAPRYIDAH
NUSHEMET ET KULKHA
AKH AVUDAH
LAMAH LIB'OR LEVAD
K'VAR 'AYAFAH
KACH LE'AVED OTCHA
KACH LE'AVED OTCHA
KOL LAYLAH
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Healthy Back Bag
animated bag of chips
amor dive bag
american eagle outfitters bags
ambag poly bags wholesale
american airlines bag limits
american beauty plastic bag theme mp3
amf bowling bag
aluminum tab weave bag
ampac tote bags
american trails atv bag
american tourister bonneville ii garment bag
alt ieri bassoon bag
almond flavored tea bags
ameribag shoulder bags
a mco saddel bags 1977
an enema bag for men
amulet bag book
analyse art falconers bag
amy butler sweet life bag
alto sax bag
alpha kappa alpha diva tote bag
amylou bag in eureka ca
ani hand bags
american west rodeo bags
amex insurance for delayed bags
an interchangeable foundation bag
al verio martini bags
animal bag mp3
american trail ventures atv cargo bags
aluminium coated plastic bags
amy butlet runaway bag pattern
angel bag
animae bop bag
allowed to carry on garment bag
a nimal bag print tote
an imal overnight bag
aloksak bags
amz bag fun src
ameribag microfiber bag
american tourister laptop bag
allied waste service blue bags
american indian medicine bags
alternative to plastic trash bags
amish buggy bag
alpha poly bag
ammo shoulder bag
american sign language tote bags
animated gif people with hand bags
amazing bag grace pipe
altieri bags
[...] Read more
poem by Rwetewrt Erwtwer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Lady
'AL GAG BEVENEYN YESHAN LEVAD MITGORERET
'AL GAG B'LI M'ALYIT B'LI SH'KH'NYIM
SHANYIM ET HAMAD REGOT YOM YOM 'OD SUPEROT
SHANYIM B'LI YELADIM B'LI MILIM
BIRCHOVOT HA'IR HYA ROKEDET
MITZERAH EL TOCH TZARAH
V'EL ROSHAM LEMAZKERET
MIG BA'AT G'DOLAH V'SH'CHORAH
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, LADY 'IM HALOM
KOL YOM BAGAN HATZIBURI ET HACHEV'REH MESADERET
KOL YOM LO 'ASHAH SHUM CHESHVUNOT
LO YODA'AT SHE'ET HAROSH HYA RAK SHOVERET
KOL YOM BEMISCHAKIM SHEL DIMYONOT
AKH ET MI HYA MECHAPESHET
MI HISHYIR BAH TZALAKOT
MI HISHYIR BAH LEMAZKERET
MIGVA'A ROAH RAK SH'CHOROT
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, LADY 'IM HALOM
LADY 'IM HALOM
MAH ECHAD HAYOM
HASIFOR NIGMAR
AT 'ASAH LIMOR
LADY MUZARAH
LAMAH LAMAH RA'A
LADY,LADY, LADY
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
The Canterbury Tales; the Wyves tale of Bathe
The Prologe of the Wyves tale of Bathe.
Experience, though noon auctoritee
Were in this world, were right ynogh to me
To speke of wo that is in mariage;
For, lordynges, sith I twelf yeer was of age,
Thonked be God, that is eterne on lyve,
Housbondes at chirche-dore I have had fyve-
For I so ofte have ywedded bee-
And alle were worthy men in hir degree.
But me was toold, certeyn, nat longe agoon is,
That sith that Crist ne wente nevere but onis
To weddyng in the Cane of Galilee,
That by the same ensample, taughte he me,
That I ne sholde wedded be but ones.
Herkne eek, lo, which a sharpe word for the nones,
Biside a welle Jesus, God and Man,
Spak in repreeve of the Samaritan.
'Thou hast yhad fyve housbondes,' quod he,
'And thilke man the which that hath now thee
Is noght thyn housbonde;' thus seyde he, certeyn.
What that he mente ther by, I kan nat seyn;
But that I axe, why that the fifthe man
Was noon housbonde to the Samaritan?
How manye myghte she have in mariage?
Yet herde I nevere tellen in myn age
Upon this nombre diffinicioun.
Men may devyne, and glosen up and doun,
But wel I woot expres withoute lye,
God bad us for to wexe and multiplye;
That gentil text kan I wel understonde.
Eek wel I woot, he seyde, myn housbonde
Sholde lete fader and mooder, and take me;
But of no nombre mencioun made he,
Of bigamye, or of octogamye;
Why sholde men speke of it vileynye?
Lo, heere the wise kyng, daun Salomon;
I trowe he hadde wyves mo than oon-
As, wolde God, it leveful were to me
To be refresshed half so ofte as he-
Which yifte of God hadde he, for alle hise wyvys?
No man hath swich that in this world alyve is.
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Hake'ev Haze
'AD 'AKHSHYAV LO NISH'AR DAVAR
TEN LI SIMAN
HAKE'EV SHEHAYAH NISH'AR
KEN KOL HAZMAN
ATAH MITRACHEK, K'MU GAL NE'ELAM
VE'AL HACHOL HACHAM
RAK HAMAVAT SH'MAKHE'EV KOL KACH
K'SHACHOM GUFCHA BI
OCHEZ BI V'MITRAGESH
LOHET BI V'MITFATEL
HAKE'EV HAZEH
MAKEH BI 'OD
BID MA'OT KOL HAKAYTZ TAM
BA LU HASTYAV
ZIKHRONOT MITZEYRIM 'ANAN
K'MU AZ KEN 'AKHSHYAV
ATAH MITKAREV V'MELATEF ET PANAI
V'NOSHEM OTI, MITLAHET MULI, V'EYNAH
RETUVOT KOL KACH
K'SHACHOM GUFCHA BI
OCHEZ BI V'MITRAGESH
LOHET BI V'MITFATEL
HAKE'EV HAZEH
ATAH EY SHAM BEYN SHEVER BEYN 'ANAN
BEYN DAM V'BEYN 'ASHAN
AVUD KOL KACH
V'LI EYN KOACH EYN KOACH 'OD LIR'OT
OTCHA NOFEL, EYN LI K'CHO 'OD
K'SHACHOM GUFCHA BI
OCHEZ BI V'MITRAGESH
KEN HAKE'EV, HAKE'EV...
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Shki'a
YOM SHEL 'AMAL SHOKE'A EL SOF HAYAM
RACHOK NASHEK HUA ET HAYAM NIR DAM
AZ MIN HADEREKH SHEV LO SHAV HA'ADAM
'AYEF KOL KACH V'HUA HULEM SHQI'AH
IL SH'KAV BEMETEK SFATAYIM
EL TOCH HA'ARBAYIM
LISHKAV 'AL GAV
LISHKAV LACHLOM ZUG 'EYNAYIM
LISHTOCH EL HALAYL
LISHKAV 'AL GAV
VELO LACHUSH MASA'
MOL DIM DUMIM HABEKHI 'OD NEFATEH
LEVAD LEVAD RACHOK MIN HA'OROT
KOL HATZ LALIM YORDIM ZEH 'AL ZEH
V'SHNEYNU MECHAFSHIM ET HASIVOT
IL SH'KAV BEMETEK SFATAYIM
EL TOCH HA'ARBAYIM
LISHKAV 'AL GAV
LISHKAV LACHLOM ZUG 'EYNAYIM
LISHTOCH EL HALAYL
LISHKAV 'AL GAV
VELO LACHUSH MASA'
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Dykker-Klokken
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Vision Of Piers Plowman - Part 12
' I am Ymaginatif,' quod he, 'ydel was I nevere,
Though I sitte by myself, in siknesse nor in helthe.
I have folwed thee, in feith, thise fyve and fo
And manye tymes have meved thee to [mlyn[n]e on thyn ende,
And how fele fernyeres are faren, and so fewe to come
And of thi wilde wantownesse [whan] thow yong were,
To amende it in thi myddel age, lest myght the faille
In thyn olde elde, that yvele kan suffre
Poverte or penaunce, or preyeres bidde
Si non in prima vigilia nec in secunda &c.
'Amende thee while thow myght; thow hast ben warned ofte
With poustees of pestilences, with poverte and with angres -
And with thise bittre baleises God beteth his deere children
Quem diligo, castigo.
And David in the Sauter seith, of swiche that loveth Jesus,
'' Virga tua et baculus tuus, ipsa me consolata sunt.
Although thow strike me with thi staf, with stikke or with yerde,
It is but murthe as for me to amende my soule.''
And thow medlest thee with makynges - and myghtest go seye thi Sauter,
And bidde for hem that yyveth thee breed; for ther are bokes ynowe
To telle men what Dowel is, Dobet and Dobest bothe,
And prechours to preve what it is, of many a peire freres.'
I seigh wel he seide me sooth and, somwhat me to excuse,
Seide, 'Caton conforted his sone that, clerk though he were,
To solacen hym som tyme - a[lso] I do whan I make
Interpone tuis interdum gaudia curis.
'And of holy men I herde,' quod I, 'how thei outherwhile
Pleyden, the parfiter to ben, in [places manye].
Ac if ther were any wight that wolde me telle
What were Dowel and Dobet and Dobest at the laste,
Wolde I nevere do werk, but wende to holi chirche
And there bidde my bedes but whan ich ete or slepe.'
'Poul in his pistle,' quod he, 'preveth what is Dowel
Fides, spes, caritas, et maior horum &c -
Feith, hope and charitee, and alle ben goode,
And saven men sondry tymes, ac noon so soone as charite.
For he dooth wel, withouten doute, that dooth as lewte techeth;
That is, if thow be man maryed, thi make thow lovye,
And lyve forth as lawe wole while ye lyven bothe.
' Right so, if thow be religious, ren thow nevere ferther
To Rome ne to Rochemador, but as thi rule techeth,
And holde thee under obedience, that heigh wey is to hevene.
'And if thow be maiden to marye, and myght wel continue,
Seke thow nevere seint ferther for no soule helthe!
For what made Lucifer to lese the heighe hevene,
Or Salomon his sapience, or Sampson his strengthe?
job the Jew his joye deere he it aboughte;
Aristotle and othere mo, Ypocras and Virgile,
[...] Read more
poem by William Langland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Damascus, What Are You Doing to Me?
1
My voice rings out, this time, from Damascus
It rings out from the house of my mother and father
In Sham. The geography of my body changes.
The cells of my blood become green.
My alphabet is green.
In Sham. A new mouth emerges for my mouth
A new voice emerges for my voice
And my fingers
Become a tribe
2
I return to Damascus
Riding on the backs of clouds
Riding the two most beautiful horses in the world
The horse of passion.
The horse of poetry.
I return after sixty years
To search for my umbilical cord,
For the Damascene barber who circumcised me,
For the midwife who tossed me in the basin under the bed
And received a gold lira from my father,
She left our house
On that day in March of 1923
Her hands stained with the blood of the poem…
3
I return to the womb in which I was formed . . .
To the first book I read in it . . .
To the first woman who taught me
The geography of love . . .
And the geography of women . . .
4
I return
After my limbs have been strewn across all the continents
And my cough has been scattered in all the hotels
After my mother’s sheets scented with laurel soap
I have found no other bed to sleep on . . .
And after the “bride” of oil and thyme
That she would roll up for me
No longer does any other 'bride' in the world please me
And after the quince jam she would make with her own hands
I am no longer enthusiastic about breakfast in the morning
And after the blackberry drink that she would make
No other wine intoxicates me . . .
5
I enter the courtyard of the Umayyad Mosque
And greet everyone in it
[...] Read more
poem by Nizar Qabbani
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
December
'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'
*
(Juleaften).
Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.
Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.
Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.
Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,
See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.
Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.
Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?
Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Pgisha Beshesh
AT HAKI LI HAKI 'OD ECHZOR
'OD ECHZOR ME'AVAK V'DRAKHIM
'OD ECHZOR ME'ASHAN V'MEKHOL
HUA HAYAH LI HAVU V'YADID
BAYAMIM RECHOKIM V'TRUFIM
B'YIM MILCHAMAH V'N'DUDIM
HUA HAYAH LI OROT RECHOKIM
LIFNEY LEKHTO RAK BI KESH
YALDATI VE'AD SHEASHOV
BEKHOL 'EREV ITI B'SHESH
TENAGNI ET SHIREY HA'AHAVU
AT HAKI LI HAKI 'OD ECHZOR
'OD ECHZOR ME'AVAK V'DRAKHIM
'OD ECHZOR ME'ASHAN V'MEKHOL
AT HAKI LI V'ECHZOR
HUA HALAKH VECHAKOR BALEYLOT
M'YILA' ET HABAYT HAREK
B'EYNA MILCHAMOT RECHOKOT
V'ELAY HUA TAMID TZOCHEK
MACH SHAVOT NODEDOT, MAHUMAH
ESH TZOLEVET ET SH'NEYNU EL KYR
BEYN YAMIM V'LEYLOT SHEL EYMAH
BEYINEYNU RAK HASHIR
AT HAKI LI HAKI 'OD ECHZOR
'OD ECHZOR ME'AVAK V'DRAKHIM
'OD ECHZOR ME'ASHAN V'MEKHOL
AT HAKI LI V'ECHZOR
HARUCHOT SHENASHOV LACHASHU
AT HASHIR HAYODE'A SAFOR
V'MIMENI CHAYIM LAKCHU
HUA HAYAM LI ACHUVEYADID
BAYAMIM RECHOKIM V'TRUFIM...
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Trains Of No Return
YEH, YEH, we need the rain,
YEH, YEH, to wash the trains,
Endless nights,
Tortured days,
Trains of no return.
LO'EL ANI AKRO ANENI
AVKA BACHOL LAILO ANENI
TEN TAL UMOTOR ANENI
HO, ANENI
Don't let them grow again,
Oh, no, not again!
Don't let them roll again,
The trains of no return!
YEH, YEH, we need the rain,
YEH, YEH, to wash the trains,
Endless nights,
Tortured days,
Trains of no return.
LO'EL ANI AKRO ANENI, ANENI, ANENI
SHAM ZA'AKU KOLOT ANENU
BA'ARU OROT ANENU
HU LO YESHAKER
KOL HA'OR, KOL HACHOSHE
SHE YOFER MIKOL RA'U EICH
DIN HA'ELOHIM MOLECH
HEM GAM ME VAKSHIM
YEH, YEH, we need the rain,
YEH, YEH, to wash the trains,
Endless nights,
Tortured days,
Trains of no return.
Don't let them grow again,
Oh, no, not again!
Don't let them roll again,
The trains of no return!
Don't let them grow again,
Oh, no, not again!
Don't let them roll again,
The trains of no return!
YEH, YEH, we need the rain...
song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
The Canterbury Tales; Prologue
Whan that Aprille, with hise shoures soote,
The droghte of March hath perced to the roote
And bathed every veyne in swich licour,
Of which vertu engendred is the flour;
Whan Zephirus eek with his swete breeth
Inspired hath in every holt and heeth
The tendre croppes, and the yonge sonne
Hath in the Ram his halfe cours yronne,
And smale foweles maken melodye,
That slepen al the nyght with open eye-
So priketh hem Nature in hir corages-
Thanne longen folk to goon on pilgrimages
And palmeres for to seken straunge strondes
To ferne halwes, kowthe in sondry londes;
And specially, from every shires ende
Of Engelond, to Caunturbury they wende,
The hooly blisful martir for the seke
That hem hath holpen, whan that they were seeke.
Bifil that in that seson, on a day,
In Southwerk at the Tabard as I lay,
Redy to wenden on my pilgrymage
To Caunterbury, with ful devout corage,
At nyght were come into that hostelrye
Wel nyne and twenty in a compaignye
Of sondry folk, by aventure yfalle
In felaweshipe, and pilgrimes were they alle,
That toward Caunterbury wolden ryde.
The chambres and the stables weren wyde,
And wel we weren esed atte beste;
And shortly, whan the sonne was to reste,
So hadde I spoken with hem everychon
That I was of hir felaweshipe anon,
And made forward erly for to ryse
To take our wey, ther as I yow devyse.
But nathelees, whil I have tyme and space,
Er that I ferther in this tale pace,
Me thynketh it acordaunt to resoun
To telle yow al the condicioun
Of ech of hem, so as it semed me,
And whiche they weren, and of what degree,
And eek in what array that they were inne;
And at a knyght than wol I first bigynne.
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Vision Of Piers Plowman - Part 13
And I awaked therwith, witlees nerhande,
And as a freke that fey were, forth gan I walke
In manere of a mendynaunt many yer after,
And of this metyng many tyme muche thought I hadde
First how Fortune me failed at my mooste nede,
And how that Elde manaced me, myghte we evere mete;
And how that freres folwede folk that was riche,
And [peple] that was povere at litel pris thei sette,
And no corps in hir kirkyerd ne in hir kirk was buryed
But quik he biquethe hem aught or sholde helpe quyte hir dettes;
And how this coveitise overcom clerkes and preestes;
And how that lewed men ben lad, but Oure Lord hem helpe,
Thorugh unkonnynge curatours to incurable peynes;
And how that Ymaginatif in dremels me tolde
Of Kynde and of his konnynge, and how curteis he is to bestes,
And how lovynge he is to bestes on londe and on watre
Leneth he no lif lasse ne moore;
The creatures that crepen of Kynde ben engendred;
And sithen how Ymaginatif seide, ' Vix iustus salvabitur,'
And whan he hadde seid so, how sodeynliche he passed.
I lay down longe in this thoght, and at the laste I slepte;
And as Crist wolde ther com Conscience to conforte me that tyme,
And bad me come to his court - with Clergie sholde I dyne.
And for Conscience of Clergie spak, I com wel the rather;
And there I [merkede] a maister - what man he was I nyste -
That lowe louted and loveliche to Scripture.
Conscience knew hym wel and welcomed hym faire;
Thei wesshen and wipeden and wenten to the dyner.
Ac Pacience in the paleis stood in pilgrymes clothes,
And preyde mete par charite for a povere heremyte.
Conscience called hym in, and curteisliche seide,
' Welcome, wye, go and wassh; thow shalt sitte soone.'
This maister was maad sitte as for the mooste worthi,
And thanne Clergie and Conscience and Pacience cam after.
Pacience and I were put to be mettes,
And seten bi oureselve at a side borde.
Conscience called after mete, and thanne cam Scripture
And served hem thus soone of sondry metes manye -
Of Austyn, of Ambrose, of alle the foure Evaungelistes
Edentes et bibentes que apud eos sunt.
Ac this maister ne his man no maner flessh eten,
Ac thei eten mete of moore cost - mortrews and potages
Of that men myswonne thei made hem wel at ese.
Ac hir sauce was over sour and unsavourly grounde
In a morter, Post mortem, of many bitter peyne -
But if thei synge for tho soules and wepe salte teris
Vos qui peccata hominum comeditis, nisi pro eis lacrimas et
oraciones effuderitis, ea que in deliciis comeditis, in tormentis evometis.
Conscience ful curteisly tho commaunded Scripture
[...] Read more
poem by William Langland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
August
'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.
See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.
Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.
- - -
Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.
- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Manden fra Paradiis
Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).
— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"
Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.
Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Marts
'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'
*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,
Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.
Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.
Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Terbang
Terbang lepas
Terbang bebas
Bila masih kulihat cahaya
Terpancar di depan sana
Aku kan segera
Bangkit dan membawa
Semua harapan di dada
Bila satu patah kata
Yang kutunggu tlah tiba
Aku kan segera
Meluncur bersama
Mimpi yang luar biasa
Terbang lepas
Terbang bebas
Jauh
Dan melayang
Di langit luas
Jauh
Kan kulihat semua
Dunia yang sangat indah
Kan kuingat dirinya
Dia sangat kucinta
Bila nanti langkahku terhenti
Kau tinggalkan ku sendiri
Aku takkan goyah
Tak pernah menyerah
Karena hidup belum berakhir
Dan ku kan
Terbang lepas
Terbang bebas
Jauh
Dan melayang
Di langit luas
Jauh
Kan kulihat semua
Dunia yang sangat indah
Kan kuingat dirinya
Dia sangat kucinta
Oh, terbang lepas
Terbang bebas
poem by Maria Sudibyo
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!