Latest quotes | Random quotes | Vote! | Latest comments | Submit quote

Lady

'AL GAG BEVENEYN YESHAN LEVAD MITGORERET
'AL GAG B'LI M'ALYIT B'LI SH'KH'NYIM
SHANYIM ET HAMAD REGOT YOM YOM 'OD SUPEROT
SHANYIM B'LI YELADIM B'LI MILIM
BIRCHOVOT HA'IR HYA ROKEDET
MITZERAH EL TOCH TZARAH
V'EL ROSHAM LEMAZKERET
MIG BA'AT G'DOLAH V'SH'CHORAH
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, LADY 'IM HALOM
KOL YOM BAGAN HATZIBURI ET HACHEV'REH MESADERET
KOL YOM LO 'ASHAH SHUM CHESHVUNOT
LO YODA'AT SHE'ET HAROSH HYA RAK SHOVERET
KOL YOM BEMISCHAKIM SHEL DIMYONOT
AKH ET MI HYA MECHAPESHET
MI HISHYIR BAH TZALAKOT
MI HISHYIR BAH LEMAZKERET
MIGVA'A ROAH RAK SH'CHOROT
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, ROKEDET LAH LEVAD KOL HAYOM
HU, LADY, LADY 'IM HALOM
LADY 'IM HALOM
MAH ECHAD HAYOM
HASIFOR NIGMAR
AT 'ASAH LIMOR
LADY MUZARAH
LAMAH LAMAH RA'A
LADY,LADY, LADY

song performed by Ofra HazaReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Related quotes

The Hamadryad

RHAICOS was born amid the hills wherefrom
Gnidos the light of Caria is discern’d
And small are the white-crested that play near,
And smaller onward are the purple waves.
Thence festal choirs were visible, all crown’d
With rose and myrtle if they were inborn;
If from Pandion sprang they, on the coast
Where stern Athenè rais’d her citadel,
Then olive was entwin’d with violets
Cluster’d in bosses, regular and large;
For various men wore various coronals,
But one was their devotion; ’t was to her
Whose laws all follow, her whose smile withdraws
The sword from Ares, thunderbolt from Zeus,
And whom in his chill caves the mutable
Of mind, Poseidon, the sea-king, reveres,
And whom his brother, stubborn Dis, hath pray’d
To turn in pity the averted cheek
Of her he bore away, with promises,
Nay, with loud oath before dread Styx itself,
To give her daily more and sweeter flowers
Than he made drop from her on Enna’s dell.
Rhaicos was looking from his father’s door
At the long trains that hasten’d to the town
From all the valleys, like bright rivulets
Gurgling with gladness, wave outrunning wave,
And thought it hard he might not also go
And offer up one prayer, and press one hand,
He knew not whose. The father call’d him in
And said, “Son Rhaicos! those are idle games;
Long enough I have liv’d to find them so.”
And ere he ended, sigh’d; as old men do
Always, to think how idle such games are.
“I have not yet,” thought Rhaicos in his heart,
And wanted proof.
“Suppose thou go and help
Echion at the hill, to bark yon oak
And lop its branches off, before we delve
About the trunk and ply the root with axe:
This we may do in winter.”
Rhaicos went;
For thence he could see farther, and see more
Of those who hurried to the city-gate.
Echion he found there, with naked arm
Swart-hair’d, strong-sinew’d, and his eyes intent
Upon the place where first the axe should fall:
He held it upright. “There are bees about,
Or wasps, or hornets,” said the cautious eld,
“Look sharp, O son of Thallinos!” The youth
Inclin’d his ear, afar, and warily,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Rime-Djævelen

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Court Of Love

With timerous hert and trembling hand of drede,
Of cunning naked, bare of eloquence,
Unto the flour of port in womanhede
I write, as he that non intelligence
Of metres hath, ne floures of sentence;
Sauf that me list my writing to convey,
In that I can to please her hygh nobley.


The blosmes fresshe of Tullius garden soote
Present thaim not, my mater for to borne:
Poemes of Virgil taken here no rote,
Ne crafte of Galfrid may not here sojorne:
Why nam I cunning? O well may I morne,
For lak of science that I can-not write
Unto the princes of my life a-right


No termes digne unto her excellence,
So is she sprong of noble stirpe and high:
A world of honour and of reverence
There is in her, this wil I testifie.
Calliope, thou sister wise and sly,
And thou, Minerva, guyde me with thy grace,
That langage rude my mater not deface.


Thy suger-dropes swete of Elicon
Distill in me, thou gentle Muse, I pray;
And thee, Melpomene, I calle anon,
Of ignoraunce the mist to chace away;
And give me grace so for to write and sey,
That she, my lady, of her worthinesse,
Accepte in gree this litel short tretesse,


That is entitled thus, 'The Court of Love.'
And ye that ben metriciens me excuse,
I you besech, for Venus sake above;
For what I mene in this ye need not muse:
And if so be my lady it refuse
For lak of ornat speche, I wold be wo,
That I presume to her to writen so.


But myn entent and all my besy cure
Is for to write this tretesse, as I can,
Unto my lady, stable, true, and sure,
Feithfull and kind, sith first that she began
Me to accept in service as her man:

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Christabel

PART I

'Tis the middle of night by the castle clock
And the owls have awakened the crowing cock;
Tu-whit!- Tu-whoo!
And hark, again! the crowing cock,
How drowsily it crew.
Sir Leoline, the Baron rich,
Hath a toothless mastiff, which
From her kennel beneath the rock
Maketh answer to the clock,
Four for the quarters, and twelve for the hour;
Ever and aye, by shine and shower,
Sixteen short howls, not over loud;
Some say, she sees my lady's shroud.

Is the night chilly and dark?
The night is chilly, but not dark.
The thin gray cloud is spread on high,
It covers but not hides the sky.
The moon is behind, and at the full;
And yet she looks both small and dull.
The night is chill, the cloud is gray:
'T is a month before the month of May,
And the Spring comes slowly up this way.
The lovely lady, Christabel,
Whom her father loves so well,
What makes her in the wood so late,
A furlong from the castle gate?
She had dreams all yesternight
Of her own betrothed knight;
And she in the midnight wood will pray
For the weal of her lover that's far away.

She stole along, she nothing spoke,
The sighs she heaved were soft and low,
And naught was green upon the oak,
But moss and rarest mistletoe:
She kneels beneath the huge oak tree,
And in silence prayeth she.

The lady sprang up suddenly,
The lovely lady, Christabel!
It moaned as near, as near can be,
But what it is she cannot tell.-
On the other side it seems to be,
Of the huge, broad-breasted, old oak tree.
The night is chill; the forest bare;
Is it the wind that moaneth bleak?
There is not wind enough in the air

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Cōforte of Louers

The prohemye.

The gentyll poetes/vnder cloudy fygures
Do touche a trouth/and clokeit subtylly
Harde is to cōstrue poetycall scryptures
They are so fayned/& made sētēcyously
For som do wryte of loue by fables pryuely
Some do endyte/vpon good moralyte
Of chyualrous actes/done in antyquyte
Whose fables and storyes ben pastymes pleasaunt
To lordes and ladyes/as is theyr lykynge
Dyuers to moralyte/ben oft attendaunt
And many delyte to rede of louynge
Youth loueth aduenture/pleasure and lykynge
Aege foloweth polycy/sadnesse and prudence
Thus they do dyffre/eche in experyence
I lytell or nought/experte in this scyence
Compyle suche bokes/to deuoyde ydlenes
Besechynge the reders/with all my delygence
Where as I offende/for to correct doubtles
Submyttynge me to theyr grete gentylnes
As none hystoryagraffe/nor poete laureate
But gladly wolde folowe/the makynge of Lydgate
Fyrst noble Gower/moralytees dyde endyte
And after hym Cauncers/grete bokes delectable
Lyke a good phylozophre/meruaylously dyde wryte
After them Lydgate/the monke commendable
Made many wonderfull bokes moche profytable
But syth the are deed/& theyr bodyes layde in chest
I pray to god to gyue theyr soules good rest

Finis prohemii.

Whan fayre was phebus/w&supere; his bemes bryght
Amyddes of gemyny/aloft the fyrmament
Without blacke cloudes/castynge his pured lyght
With sorowe opprest/and grete incombrement
Remembrynge well/my lady excellent
Saynge o fortune helpe me to preuayle
For thou knowest all my paynfull trauayle
I went than musynge/in a medowe grene
Myselfe alone/amonge the floures in dede
With god aboue/the futertens is sene
To god I sayd/thou mayst my mater spede
And me rewarde/accordynge to my mede
Thou knowest the trouthe/I am to the true
Whan that thou lyst/thou mayst them all subdue
Who dyde preserue the yonge edyppus
Whiche sholde haue be slayne by calculacyon
To deuoyde grete thynges/the story sheweth vs

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Kirya

KIRYA YAFEFIAH MASOS LE'ARAYICH
KIRYA YAFEFIAH MASOS LE'ARAYICH
IR NE MANA'AT LE MALKECH VE'SARAYICH
IR NE MANA'AT LE MALKECH VE'SARAYICH
YOM EZ KERA YIFAT RABAT SEVA'AYICH
YOM EZ KERA YIFAT RABAT SEVA'AYICH
LACH KA LE'TA NAFSHI LISHKON HA'SERAYICH
LACH KA LE'TA NAFSHI LISHKON HA'SERAYICH
KIRYA YAFEFIAH
MI'OD YID MALACH MI
MI'OD YID MALACH MI
MI'OD YID MALACH MI
YOM, YOM NOF LIMBANIM
YOM, YOM NOF LIMBANIM
IR NE MANA'AT LE MALKECH VE'SARAYICH
IR NE MANA'AT LE MALKECH VE'SARAYICH
KIRYA YAFEFIAH MASOS LE'ARAYICH
MI'OD YID MALACH MI
MI'OD YID MALACH MI
YOM, YOM NOF LIMBANIM
YOM, YOM NOF LIMBANIM
KIRYA YAFEFIAH

song performed by Ofra HazaReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Den rædselfulde Time

Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?"
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!"
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.


Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Hjertetyven

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Bo Venagen Otti

KOL GUFI NACH'LASH
TIPAH ACHER TIPAH
V'MARI KACHASH
MIN HASREYFAH
LAMAH LIB'OR LEVAD?
MIN HASREYFAH
LAMAH LIB'OR LEVAD?
YADAY HOMKOT MIMCHA
V'MASTYROT HASOR
RAK HAMAVAT ITCHA
SOREK BI 'OD
LAMAH LIB'OR LEVAD
SOREK BI 'OD
LAMAH LIB'OR LEVAD
HALAYLAH?
KOL LAYLAH HUA MAKAV
KOL LAYLAH HUA HASOF
AZ BO VENAGEN OTI
BO VENAGEN OTI
AZ BO VENAGEN
BO VENAGEN B'ME'AT AHAVAH
RAGLAI HOLKHOT MIMCHA
BETZA'AR HAPRYIDAH
NUSHEMET ET KULKHA
AKH AVUDAH
LAMAH LIB'OR LEVAD
K'VAR 'AYAFAH
KACH LE'AVED OTCHA
KACH LE'AVED OTCHA
KOL LAYLAH

song performed by Ofra HazaReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

April

'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).

En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!

(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;

Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !

Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Flight of the Duchess

I

You're my friend:
I was the man the Duke spoke to;
I helped the Duchess to cast off his yoke, too;
So here's the tale from beginning to end,
My friend!


II

Ours is a great wild country:
If you climb to our castle's top,
I don't see where your eye can stop;
For when you've passed the cornfield country,
Where vineyards leave off, flocks are packed,
And sheep-range leads to cattle-tract,
And cattle-tract to open-chase,
And open-chase to the very base
Of the mountain where, at a funeral pace,
Round about, solemn and slow,
One by one, row after row,
Up and up the pine-trees go,
So, like black priests up, and so
Down the other side again
To another greater, wilder country,
That's one vast red drear burnt-up plain,
Branched through and through with many a vein
Whence iron's dug, and copper's dealt;
Look right, look left, look straight before—
Beneath they mine, above they smelt,
Copper-ore and iron-ore,
And forge and furnace mould and melt,
And so on, more and ever more,
Till at the last, for a bounding belt,
Comes the salt sand hoar of the great sea shore
—And the whole is our Duke's country.


III

I was born the day this present Duke was—
(And O, says the song, ere I was old!)
In the castle where the other Duke was—
(When I was happy and young, not old!)
I in the kennel, he in the bower:
We are of like age to an hour.
My father was huntsman in that day;
Who has not heard my father say
That, when a boar was brought to bay,

[...] Read more

poem by from Dramatic Romances and Lyrics (1845)Report problemRelated quotes
Added by Veronica Serbanoiu
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Flight Of The Duchess, The

I.

You're my friend:
I was the man the Duke spoke to;
I helped the Duchess to cast off his yoke, too;
So here's the tale from beginning to end,
My friend!

II.

Ours is a great wild country:
If you climb to our castle's top,
I don't see where your eye can stop;
For when you've passed the cornfield country,
Where vineyards leave off, flocks are packed,
And sheep-range leads to cattle-tract,
And cattle-tract to open-chase,
And open-chase to the very base
Of the mountain where, at a funeral pace,
Round about, solemn and slow,
One by one, row after row,
Up and up the pine-trees go,
So, like black priests up, and so
Down the other side again
To another greater, wilder country,
That's one vast red drear burnt-up plain,
Branched through and through with many a vein
Whence iron's dug, and copper's dealt;
Look right, look left, look straight before,---
Beneath they mine, above they smelt,
Copper-ore and iron-ore,
And forge and furnace mould and melt,
And so on, more and ever more,
Till at the last, for a bounding belt,
Comes the salt sand hoar of the great sea-shore,
---And the whole is our Duke's country.

III.

I was born the day this present Duke was---
(And O, says the song, ere I was old!)
In the castle where the other Duke was---
(When I was happy and young, not old!)
I in the kennel, he in the bower:
We are of like age to an hour.
My father was huntsman in that day;
Who has not heard my father say
That, when a boar was brought to bay,
Three times, four times out of five,
With his huntspear he'd contrive

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Shki'a

YOM SHEL 'AMAL SHOKE'A EL SOF HAYAM
RACHOK NASHEK HUA ET HAYAM NIR DAM
AZ MIN HADEREKH SHEV LO SHAV HA'ADAM
'AYEF KOL KACH V'HUA HULEM SHQI'AH
IL SH'KAV BEMETEK SFATAYIM
EL TOCH HA'ARBAYIM
LISHKAV 'AL GAV
LISHKAV LACHLOM ZUG 'EYNAYIM
LISHTOCH EL HALAYL
LISHKAV 'AL GAV
VELO LACHUSH MASA'
MOL DIM DUMIM HABEKHI 'OD NEFATEH
LEVAD LEVAD RACHOK MIN HA'OROT
KOL HATZ LALIM YORDIM ZEH 'AL ZEH
V'SHNEYNU MECHAFSHIM ET HASIVOT
IL SH'KAV BEMETEK SFATAYIM
EL TOCH HA'ARBAYIM
LISHKAV 'AL GAV
LISHKAV LACHLOM ZUG 'EYNAYIM
LISHTOCH EL HALAYL
LISHKAV 'AL GAV
VELO LACHUSH MASA'

song performed by Ofra HazaReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Sorcerer: Act II

DRAMATIS PERSONAE

Sir Marmaduke Pointdextre, an Elderly Baronet

Alexis, of the Grenadier Guards--His Son

Dr. Daly, Vicar of Ploverleigh

John Wellington Wells, of J. W. Wells & Co., Family Sorcerers

Lady Sangazure, a Lady of Ancient Lineage

Aline, Her Daughter--betrothed to Alexis

Mrs. Partlet, a Pew-Opener

Constance, her Daughter

Chorus of Villagers


(Twelve hours are supposed to elapse between Acts I and II)

ACT II-- Grounds of Sir Marmaduke's Mansion, Midnight


Scene--Exterior of Sir Marmaduke's mansion by moonlight. All the
peasantry are discovered asleep on the ground, as at the end
of Act I.

Enter Mr. Wells, on tiptoe, followed by Alexis and Aline. Mr. Wells
carries a dark lantern.

TRIO--ALEXIS, ALINE, and MR. WELLS

'Tis twelve, I think,
And at this mystic hour
The magic drink
Should manifest its power.
Oh, slumbering forms,
How little ye have guessed
That fire that warms
Each apathetic breast!

ALEXIS. But stay, my father is not here!

ALINE. And pray where is my mother dear?

MR. WELLS. I did not think it meet to see
A dame of lengthy pedigree,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Lady Lynda

Lady lady lady lady
Wont you come here and lie lady lynda with me
We can lie in the green canyon meadows
And well hear the birds sing in the spring
Dont you know if you;ll stay lady lynda with me
We can talk about love everafter
When you lie lady lynda with me
Lynda, wont you say that we can be near
Cannot deny thereve been hard times
Darlin, evolution is drawing us near
Look in my eyes whoa
Lynda, wont you say that I am your man
Your lips are dry (? ) its all in his past
But darlin, evolution is drawing us near
Lie lady lie
Oooh lady wont you lie lady
Now wont you stay lady lynda with me
We can talk about love everafter
When you lie lady lynda with me
Ohh lady wont you lie lady
Wont you ooh lady wont you stay lady with me
When you lie lady lynda
Come along with me
Ohh lady wont you lie lady
Wont you lie with me
Darlin you know you make my heart sing
Wont you come along and sing a song
Sing the sound of love
Ohh lady wont you lie lady
Wont you lie with me
Darlin your love is like the coming spring
Wont you come along and sing a song
Sing the song my love
Ohh lady wont you lie lady
Wont you lie with me darlin your love is like the coming spring
Wont you come along and sing a song
Sing the song my love
Ohh lady wont you lie lady
Wont you lie with me
Darlin your love is like the coming spring
Wont you come along and sing a song
Sing the song my love
Ooh lady wont you lie lady wont you marry me

song performed by Beach BoysReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Treat Her Like A Lady

Treat her like a lady
By: jimmy buffett, david loggins
1979
Chorus:
Some of us sailors call her home
Shes big and shes strong and shes mighty
Some of us sailors call her our own
Guess thats the reason why
I treat her like a lady
Just treat her like a lady
Now I dont like the sound of the ground movin round
Or winds spinnin out of control
California earthquakes, only seem to make a me
Shake, rattle, and roll
Ive been too long on the mainland
Hotels, rental cars, and phones
Time to cast em aside, catch the very next tide
And go back, where I belong
Chorus:
Some of us sailors call her home
Shes big and shes strong and shes mighty
Some of us sailors call her our own
Guess thats the reason why
I treat her like a lady
Treat her like a lady
Now great whales travel the rhumb lines
Dodging those deadly harpoons
Spawning their young, as their ancestors done
In the depths of her hidden lagoons
Therere times I find myself with them
And times I feel as they do
Were on a similar course, its just a different source
But Im in danger of extinction too
Chorus:
Some of us sailors call her home
Shes big and shes strong and shes mighty
Some of us sailors call her our own
Guess thats the reason why
I treat her like a lady
Treat her like a lady
Treat her like a lady
Treat her like a lady
And miss her when Im gone
(lady, lady) treat her like a lady
(lady, lady) treat her like a lady
(lady, lady) got to treat her like a lady
(lady, lady) treat her like a lady
Lady, lady
Lady, lady
Lady, lady

[...] Read more

song performed by Jimmy BuffettReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Christina Georgina Rossetti

Under The Rose

'The iniquity of the fathers upon the children.'

Oh the rose of keenest thorn!
One hidden summer morn
Under the rose I was born.

I do not guess his name
Who wrought my Mother's shame,
And gave me life forlorn,
But my Mother, Mother, Mother,
I know her from all other.
My Mother pale and mild,
Fair as ever was seen,
She was but scarce sixteen,
Little more than a child,
When I was born
To work her scorn.
With secret bitter throes,
In a passion of secret woes,
She bore me under the rose.

One who my Mother nursed
Took me from the first:—
'O nurse, let me look upon
This babe that costs so dear;
To-morrow she will be gone:
Other mothers may keep
Their babes awake and asleep,
But I must not keep her here.'—
Whether I know or guess,
I know this not the less.

So I was sent away
That none might spy the truth:
And my childhood waxed to youth
And I left off childish play.
I never cared to play
With the village boys and girls;
And I think they thought me proud,
I found so little to say
And kept so from the crowd:
But I had the longest curls
And I had the largest eyes
And my teeth were small like pearls;
The girls might flout and scout me,
But the boys would hang about me
In sheepish mooning wise.

Our one-street village stood
A long mile from the town,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
 

Search


Recent searches | Top searches