Citatepedia^®.com

Barumba (Daniel Maunick's Mix)

J.P. Maunick)
Barumba
Barumba
Barumba
Barumba
Onde e espirito danca esta vivo e alegre?
Barumba
Onde e que rola em londres o som da pesada?
Barumba
Onde e que a festa rola e as meninas dao bola?
Barumba
Onde e que a galera chega junto e comemora?
Barumba
Do be-bop ao new-hop onde e que se ouve?
Barumba
E cade o som da pesada em Londres?
Barumba
Onde e que o som e livre alegre batucada?
Barumba
Why don't you come with me tonight, where the rythm is unchained
And spirit of the dance is still alive
English translation/interpretation of Barumba
(This translation is made by Joao Berger. If you have any comments, send me a note. Note: Barumba is the name of a club in London.)
> Onde e espirito danca esta vivo e alegre?
> Barumba.
Where does the spirit dance? Where is it alive and happy?
Barumba
> Onde e que rola em londres a som da pesada?
> Barumba.
Where in London is the fat sound played?
Barumba
> Onde e que a festa rola e as meninas dao bola?
> Barumba.
Where does the party swing and the girls are receptive? =)
Barumba
> Onde e que a galera chega junto e come mora?
> Barumba.
Where does the gang meet and celebrate?
Barumba
> Do be-bop ao new-hop onde e que se ouve?
> Barrumba.
From be-bop to new-hop where can you hear it?
Barumba
> E cade o som de pesada em londres?
> Barumba.
And where is the fat sound in London?
Barumba
> Onde e que o som e livre alegre e batucada?
> Barumba.
Where is the sound free, joyful and batucada (beats).

[...] Read more

song performed by Incognito
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

English Translation/interpretation Of Barumba

(this translation is made by joao berger. if you have any comments, send me a note. note: barumba is the name of a club in london.)
> onde e espirito danca esta vivo e alegre?
> barumba.
Where does the spirit dance? where is it alive and happy?
Barumba
> onde e que rola em londres a som da pesada?
> barumba.
Where in london is the fat sound played?
Barumba
> onde e que a festa rola e as meninas dao bola?
> barumba.
Where does the party swing and the girls are receptive? =)
Barumba
> onde e que a galera chega junto e come mora?
> barumba.
Where does the gang meet and celebrate?
Barumba
> do be-bop ao new-hop onde e que se ouve?
> barrumba.
From be-bop to new-hop where can you hear it?
Barumba
> e cade o som de pesada em londres?
> barumba.
And where is the fat sound in london?
Barumba
> onde e que o som e livre alegre e batucada?
> barumba.
Where is the sound free, joyful and batucada (beats).
Barumba

song performed by Incognito
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Barumba

(j.p. maunick)
Barumba
Barumba
Barumba
Barumba
Onde e espirito danca esta vivo e alegre?
Barumba
Onde e que rola em londres o som da pesada?
Barumba
Onde e que a festa rola e as meninas dao bola?
Barumba
Onde e que a galera chega junto e comemora?
Barumba
Do be-bop ao new-hop onde e que se ouve?
Barumba
E cade o som da pesada em londres?
Barumba
Onde e que o som e livre alegre batucada?
Barumba
Why dont you come with me tonight, where the rythm is unchained
And spirit of the dance is still alive

song performed by Incognito
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Henrik Wergeland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Court Of Love

With timerous hert and trembling hand of drede,
Of cunning naked, bare of eloquence,
Unto the flour of port in womanhede
I write, as he that non intelligence
Of metres hath, ne floures of sentence;
Sauf that me list my writing to convey,
In that I can to please her hygh nobley.

The blosmes fresshe of Tullius garden soote
Present thaim not, my mater for to borne:
Poemes of Virgil taken here no rote,
Ne crafte of Galfrid may not here sojorne:
Why nam I cunning? O well may I morne,
For lak of science that I can-not write
Unto the princes of my life a-right

No termes digne unto her excellence,
So is she sprong of noble stirpe and high:
A world of honour and of reverence
There is in her, this wil I testifie.
Calliope, thou sister wise and sly,
And thou, Minerva, guyde me with thy grace,
That langage rude my mater not deface.

Thy suger-dropes swete of Elicon
Distill in me, thou gentle Muse, I pray;
And thee, Melpomene, I calle anon,
Of ignoraunce the mist to chace away;
And give me grace so for to write and sey,
That she, my lady, of her worthinesse,
Accepte in gree this litel short tretesse,

That is entitled thus, 'The Court of Love.'
And ye that ben metriciens me excuse,
I you besech, for Venus sake above;
For what I mene in this ye need not muse:
And if so be my lady it refuse
For lak of ornat speche, I wold be wo,
That I presume to her to writen so.

But myn entent and all my besy cure
Is for to write this tretesse, as I can,
Unto my lady, stable, true, and sure,
Feithfull and kind, sith first that she began
Me to accept in service as her man:

[...] Read more

poem by Anonymous Olde English
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Canterbury Tales; the Wyves tale of Bathe

The Prologe of the Wyves tale of Bathe.

Experience, though noon auctoritee
Were in this world, were right ynogh to me
To speke of wo that is in mariage;
For, lordynges, sith I twelf yeer was of age,
Thonked be God, that is eterne on lyve,

Housbondes at chirche-dore I have had fyve-
For I so ofte have ywedded bee-
And alle were worthy men in hir degree.
But me was toold, certeyn, nat longe agoon is,
That sith that Crist ne wente nevere but onis

To weddyng in the Cane of Galilee,
That by the same ensample, taughte he me,
That I ne sholde wedded be but ones.
Herkne eek, lo, which a sharpe word for the nones,
Biside a welle Jesus, God and Man,

Spak in repreeve of the Samaritan.
'Thou hast yhad fyve housbondes,' quod he,
'And thilke man the which that hath now thee
Is noght thyn housbonde;' thus seyde he, certeyn.
What that he mente ther by, I kan nat seyn;

But that I axe, why that the fifthe man
Was noon housbonde to the Samaritan?
How manye myghte she have in mariage?
Yet herde I nevere tellen in myn age
Upon this nombre diffinicioun.

Men may devyne, and glosen up and doun,
But wel I woot expres withoute lye,
God bad us for to wexe and multiplye;
That gentil text kan I wel understonde.
Eek wel I woot, he seyde, myn housbonde

Sholde lete fader and mooder, and take me;
But of no nombre mencioun made he,
Of bigamye, or of octogamye;
Why sholde men speke of it vileynye?
Lo, heere the wise kyng, daun Salomon;

I trowe he hadde wyves mo than oon-
As, wolde God, it leveful were to me
To be refresshed half so ofte as he-
Which yifte of God hadde he, for alle hise wyvys?
No man hath swich that in this world alyve is.

[...] Read more

poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Que Pasa?

Que paso pregunto yo
Pregunto yo que paso en el mundo hoy
Y que en todos los diarios yo leo las mismas noticias de horror
Vidas que callan sin razon
Porque sera que hay tanta guerra
Porque sera que hay tanta pena
Que sera que sera pergunto yo
Que sera pregunto yo
Pregunto yo que sera que no hay amor
Y que en vez de abrazarnos los unos a otros nos damos caon
Y olvidamos el amor
Porque sera que hay tanta guerra
Porque sera que hay tanta pena
Que sera que sera pergunto yo
La gente se esta matando
La gente se esta muriendo
Y yo sigo aqui sin comprender
Que pasa con el mundo que esta tan immundo
Que pasa pregunto que pasa pregunto
Pregunto yo que pasa hoy con el mundo
Que esta tan absurdo que esta taciturno
Que pasa que nada buenos nos pasa
Y que la paz por aqui nunca pasa
Que pasa que solo la guerra pasa
Que es lo que pasa pregunto yo
---guitar solo---
La gente se esta matando
La gente se esta muriendo
Y yo sigo aqui sin comprender
Que pasa con el mundo que esta tan immundo
Que pasa pregunto que pasa pregunto
Pregunto yo que pasa hoy con el mundo
Que esta tan absurdo que esta taciturno
Que pasa que nada buenos nos pasa
Y que la paz por aqui nunca pasa
Que pasa que solo la guerra pasa
Que es lo que pasa pregunto yo
Que pasa con el mundo que esta tan immundo
Que pasa pregunto que pasa pregunto
Pregunto yo que pasa hoy con el mundo
Que esta tan absurdo que esta taciturno
Que pasa que nada buenos nos pasa
Y que la paz por aqui nunca pasa
Que pasa que solo la guerra pasa
Que es lo que pasa pregunto yo

song performed by Juanes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Hej Gamle Man

Han str ptorget varje dag
En vnlig gammal man
Hans hr r lite grnat
Under mssans rda band
Med blanka knappor I sin rock
Och bssan I sin hand
Han vet nog ganska vl
Vad vi vill frga om ibland
Hej gamla man!
Kan du visa oss den vg som vi ska gfr at fkomma dit som vi vill n
Hej gamla man!
Kanske r det vi som gr ngot fel nddu har ju allt som vi har svrt att f
Han verkar kanske trtt ibland
Vem skulle vl rmed
Att lysa upp en vg fr ngon
Som aldrig kunnat se
Men trots att han har stott dr nu
I alla dessa r
Sverkar det phonom som har kommit dit igr
Hej gamle man!
Kan du visa oss den vg som vi ska gfr at fkomma dit som vi vill n
Hej gamle man!
Kanske r det vi som gr ngot fel nddu har ju allt som vi har svrt att f
Hej gamla man!
Kan du visa oss den vg som vi ska gfr at fkomma dit som vi vill n
Hej gamla man!
Kanske r det vi som gr ngot fel nddu har ju allt som vi har svrt att f

song performed by ABBA
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Mu? Eca Cruel

Un dia mas y tu no estas aqui
No me concentro tan solo pienso en ti
Dicen que basta
Que es hora de vivir
Y es imposible
Ves lo que queda de mi
Aqui esta mi cuerpo
Para que haga lo que quieras de el
Aqui esta mi alma
Para que sigas ensaandote
Aqui esta mi nombre
Para que pongas a su lado una cruz
Aqui esta el final
De mis suenos escrito en tu papel
Mueca cruel
Aqui esta mi sangre
Que aun se altera cuando me hablan de ti
Aqui esta por fin mi futuro
Y tu no estas en el
Mueca cruel
Vuelve a llover
Todo me sienta mal
Salgo a buscarte
No se como empezar
Hago que duermo
Porque no quiero hablar
Mira mi vida
Es un desastre total
Aqui esta mi cuerpo
Para que haga lo que quieras de el
Aqui esta mi alma
Para que sigas ensanandote
Aqui esta mi nombre
Para que pongas a su lado una cruz
Aqui esta el final
De mis suenos escrito en tu papel
Mueca cruel
Aqui esta mi sangre
Que aun se altera cuando me hablan de ti
Aqui esta por fin mi futuro
Y tu no estas en el
Mueca cruel

song performed by Enrique Iglesias
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Muneca Cruel (dance Remix)

Un dia mas y tu no estas aqui
No me concentro tan solo pienso en ti
Dicen que basta
Que es hora de vivir
y es imposible
Ves lo que queda de mi
Aqui esta mi cuerpo
Para que hagas lo que quieras de el
Aqui esta mi alma
Para que sigas ensanandote
Aqui esta mi nombre
Para que pongas a su lado una cruz
Aqui esta el final
De mis suenos escrito en tu papel
Muneca Cruel
Aqui esta mi sangre
Que aun se altera cuando
me hablen de ti
Aqui esta por fin mi futuro
Y tu no estas en el
Muneca Cruel
Vuelve a llover
Todo me sienta mal
Salgo a buscarte
No se como empezar
Hago que duermo
Porque no quiero hablar
Mira mi vida
Es un desastre total
Aqui esta mi cuerpo
Para que hagas lo que
quieras de el
Aqui esta mi alma
Para que sigas ensanandote
Aqui esta mi nombre
Para que pongas a su lado una cruz
Aqui esta el final
De mis suenos escrito en tu papel
Muneca Cruel
Aqui esta mi sangre
Que aun se altera cuando
me hablen de ti
Aqui esta por fin mi futuro
Y tu no estas en el
Muneca Cruel
------------------------------------------------------------
Cruel Doll
Another day and you're not here
I can't concentrate I only think of you
They say that's enough

[...] Read more

song performed by Enrique Iglesias
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Liber Secundus

Incipit Liber Tercius

Ira suis paribus est par furiis Acherontis,
Quo furor ad tempus nil pietatis habet.
Ira malencolicos animos perturbat, vt equo
Iure sui pondus nulla statera tenet.
Omnibus in causis grauat Ira, set inter amantes,
Illa magis facili sorte grauamen agit:
Est vbi vir discors leuiterque repugnat amori,
Sepe loco ludi fletus ad ora venit.

----------------------------------- ------------------------------------------------

If thou the vices lest to knowe,
Mi Sone, it hath noght ben unknowe,
Fro ferst that men the swerdes grounde,
That ther nis on upon this grounde,
A vice forein fro the lawe,
Wherof that many a good felawe
Hath be distraght be sodein chance;
And yit to kinde no plesance
It doth, bot wher he most achieveth
His pourpos, most to kinde he grieveth,
As he which out of conscience
Is enemy to pacience:
And is be name on of the Sevene,
Which ofte hath set this world unevene,
And cleped is the cruel Ire,
Whos herte is everemore on fyre
To speke amis and to do bothe,
For his servantz ben evere wrothe.
Mi goode fader, tell me this:
What thing is Ire? Sone, it is
That in oure englissh Wrathe is hote,
Which hath hise wordes ay so hote,
That all a mannes pacience
Is fyred of the violence.
For he with him hath evere fyve
Servantz that helpen him to stryve:
The ferst of hem Malencolie
Is cleped, which in compaignie
An hundred times in an houre
Wol as an angri beste loure,
And noman wot the cause why.
Mi Sone, schrif thee now forthi:
Hast thou be Malencolien?
Ye, fader, be seint Julien,
Bot I untrewe wordes use,
I mai me noght therof excuse:
And al makth love, wel I wot,

[...] Read more

poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Dame Dame Dame (Amor Esta Noche)

El reloj
ya marc medianoche
y otra vez encontr
que tan slo me acompaña la TV
El soplar
de ese viento afuera
vive la deolacin
me oprime con angustia el corazn
No hay mas que soledad
nadie, ni por piedad
Dame, dame, dame
amor esta noche
alguien que me ayude
a las sombras borrar
Dame, dame, dame
amor esta noche
hasta que amanezca
ver el dia aclarar
Tantos hay
con gran suerte y fortuna
todo pueden conseguir
tan distinto a lo que tengo que vivir
Aburrida me encuentro esta noche
y la gran oscuridad
es mi siempre obligada amistad
No hay mas que soledad
nadie, ni por piedad
Dame, dame, dame
amor esta noche
alguien que me ayude
a las sombras borrar
Dame, dame, dame
amor esta noche
hasta que amanezca
ver el dia aclarar
Dame, dame, dame
amor esta noche
Dame, dame, dame
amor esta noche
No hay mas que soledad
nadie, ni por piedad
Dame, dame, dame
amor esta noche
alguien que me ayude
a las sombras borrar
Dame, dame, dame
amor esta noche
hasta que amanezca
ver el dia aclarar
Dame, dame, dame

[...] Read more

song performed by ABBA
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Podemos Hacernos Dano

ya es tarde para que te vea, igual que lo hacia
en los dias lejanos de mi cotidiano eterno,
Mira que ya todo es mas distinto, estamos explotando
uno tan cerca del otro. Y de pronto mi amor...
Podemos hacernos dao
Podemos odiarnos tanto
podemos hacernos dao
Podemos perder las riendas
Y encontrarnos en la guerra.
Ves... el tiempo como cambia todo
Creiste usar al mundo
Pero fue el mundo quien te uso sin darte cuenta
Mira la vida tiene un solo aviso
Que dice que lo sigas
Y tu te lo estas pasando y de pronto mi amor...
Podemos hacernos dao
podemos odiarnos tanto
podemos hacernos dao
podemos perder las riendas
y encontrarnos en la guerra
podemos hacernos dao
podemos odiarnos tanto
podemos perder las riendas
y encontrarnos en la guerra (bis)
yo no quiero eso para ti
y yo no quiero eso para mi.
podemos hacernos dao
podemos odiarnos tanto
podemos perder las riendas
y encontrarnos en la guerra (bis)
Yo no quiero eso para ti
y yo no quiero eso para mi

song performed by Juanes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Podemos Hacernos Dao

ya es tarde para que te vea, igual que lo hacia
en los dias lejanos de mi cotidiano eterno,
Mira que ya todo es mas distinto, estamos explotando
uno tan cerca del otro. Y de pronto mi amor...
Podemos hacernos dao
Podemos odiarnos tanto
podemos hacernos dao
Podemos perder las riendas
Y encontrarnos en la guerra.
Ves... el tiempo como cambia todo
Creste usar al mundo
Pero fue el mundo quien te uso sin darte cuenta
Mira la vida tiene un solo aviso
Que dice que lo sigas
Y tu te lo estas pasando y de pronto mi amor...
Podemos hacernos dao
podemos odiarnos tanto
podemos hacernos dao
podemos perder las riendas
y encontrarnos en la guerra
podemos hacernos dao
podemos odiarnos tanto
podemos perder las riendas
y encontrarnos en la guerra (bis)
yo no quiero eso para ti
y yo no quiero eso para mi.
podemos hacernos dao
podemos odiarnos tanto
podemos perder las riendas
y encontrarnos en la guerra (bis)
Yo no quiero eso para ti
y yo no quiero eso para mi

song performed by Juanes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Juli

'- Alting svulmer, alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, Du stolte Hav'.
'- Armen jeg om Vennen slynger,
Hiertet sig til Hiertet klynger;
Hver en Sorg, som Barmen tynger,
Svinder hen i Blomsterduft!'
*
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.

Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.

Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!

Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!

Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!