Latest quotes | Random quotes | Vote! | Latest comments | Add quote

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"
- en lyd, som skar igjennom skogens brusen.
"Den falske hubro skriker som et barn.
Hvo slipper barn vel ut i sådant vær?
Det gjør ei selv ulven selv med sine." Og
den gamle stolper atter frem i sneen.
Da skrek det atter, så han mer ei tviler;
thi dette stormkast, som borte alt
et snoet snetårn hvirvler over skogen,
har ført et ord, et enkelt ord forbi;
og fluks han dreier dit hvorfra det kom,
arbeidende seg dypere i skogen
og dypere i sneen og i natten,
der som en kullsort fjellvegg reiste seg
mot hvert kans skritt, av fyk kun gjennomlyst,
som om den ene hele vide skog var full
av flyvende slørhyllete gespenster,
der hylende seg stillet ham i veien,
på luftig tå seg hvirvlet, vokste reddsomt,
og så forsvant imellom stammene.
Dog kjempet oldingen seg frem mot stormen.
Han vandrer når den vokser, når den saktner
og drager ånde, lytter han på kne.
Men fluks han springer opp, og går i mulmet,
som dvergen trenger gjennom, sorte, muld.
.... Han hører intet mer. Den gamle skjelver
ved tanken, at ham onde ånder gjekker,
og mumler frem de bønner, som han vet.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget rop mot stormen vender kun
tilbake i hans munn. Men hist, ja hist!
Ti skritt ennu! Der rører noe mørkt seg
på sneen, som om stormen lekte med
en stubbe, der var løsnet litt i roten.
"O Herre! en arm! O Herre!
et barn, et barn! Men dødt! - "
Akk, tenkte stjernene i denne natt,
da Betlehemsstjernen lyste mellom dem,
og intet godt på jorden kunne skje?
Thi ingen av dem så, at Gamle Jakob,
så glad som om en skatt han hadde funnen,
fluks kastet bort sin hele rikdom: Skreppen,
trakk av sin knappe kjole, hyllet den
om barnets lemmer, blott sitt bryst,
og la så dets kolde kinn derved
inntil det våknet av hans hjertes slag.
Da sprang han opp. Men nu hvorhen? Thi stormen
har blåst hans spor igjen. Det ei bekymret.

Thi han I tordenen i skogens topper
nu hørte Davids jubelharper kun;
ham fykene nu syntes som kjerurber,
der viste vei på svanehvite vinger,
og i det må og få, han fulgte, følte
han Herrens eget sterke fingertrekk.
Men hus på ville Tiveden å finne
I slik en natt, da lys ei turde brennes?
Og midtveis lå der kun en enkelt plass;
det lave tak ei skilles kan fra sneen,
den sorte vegg ei fra et klippestykke.
Dog stanstes ved et under han av den.
Der sank han ned. Han maktet ikke mere;
og mange vindstøt for før med sin byrde
han orkede å slepe seg til døren.
Han banket sakte først, thi barnet sov;
og nu først savnet han sin tapre skreppe,
fordi han intet eiede å give
de gode arme folk, som snarlig ville
med gjestfri hasten åpne døren. Akk,
han banket mange ganger før det svarte:
"I Jesu navn, hvem kommer der i slik en natt?"
"Den gamle Jakob. Kjenner i meg ei?
den gamle jøde?" "Jøde!" skrek forferdet
en manns- og kvinnerøst. "Da blir du ute!
Vi eier ingenting å kjøpe for,
og blott ulykke vil du bringe huset
i denne natt, da han ble født, du drepte."
"Jeg?"
"Ja, ditt folk, og det er synden, som
igjennom tusen ledd skal straffes."
"Akk!
I natt da hunden lukkes inn?"
"ja, hunden,
men ingen jøde i et kristent hus."
Han hørte ikke mer. De hårde ord
ham koldere enn vinden gjennomhvinte,
og slengte, sterkere enn dem, ham ned
i sneen, bøyet over barnets slummer.
Da syntes ham, mens han mot vinduet stirret,
om ei det hvite ansikt atter kom
til syne dog, som om han sank i dun,
at liflig varme gjennomfløt hans årer,
og at bekjente vesner, hviskende
som sommervindens eolsspill i gresset,
omsvevede hans leie, inntil en
med løftet finger sa: kom! han sover.
Og i en opplyst sal ved siden av
forsvant de alle; barnet kun forble der
ved foten av hans leie, dragende
hans puter stetse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov inn.
- Der sneen var, som vokste om den døde.
"O Jesus! Jøden sitter der ennu!"
skrek mannen, da han så om morgnen ut.
"Så jag ham bort! Det er jo juledag,"
falt konen inn. "Og se den jødeskjelm,
hvor fast han holder bylten klemt til brystet!"
"Han er påtrengende med sine varer.
Med stive blikk han ser herinn, som om
vi hadde penger nok å kjøpe for."
"Dog gadd jeg se hva han i bylten har."
"Vis frem da, jøde!"
Begge tren de ut.
Den frosne glans de så I likets øyne.
De bleknet mer enn det, de skrek av skrekk,
og skalv av angrens slag.
"O Jemini!
Hva uhell her er hendt!"
De opp ham reiste,
og bylten fulgte med. De åpnet kjolen.
Der hang, med armene om jødens hals,
Margrethe, deres barn - et lik som han.
Så slår ei lyn, så rappe orm ei biter,
som skrekk og smerte ekteparet slo.
Så blek som faderen var ei sneen,
så hylte stormen ei som moderen.
"O Gud har straffet oss! Ei stormens kulde,
vår egen grusomhet har drept vårt barn!
Forgjeves! akk, som jøden på vår dør
på nådens ville vi forgjeves banke."

Da skogen veibar ble, kom bud fra gården,
hvor lille Gretha fostredes i legd,
og hvorfra hun, da helgen inn ble ringet,
før været kom, var vandret av seg selv,
foreldrene å gjeste juleaften.
Dog kom det ei å spørre efter barnet,
men efter jøden fra bygdens piker,
hvis håp nu til å kunne gjeste kirken
kun stod til nyttårsdagen, om han fantes.
Der lå han død I stuen foran arnen,
hvor mannen med et blikk som jødens frosne,
og I en stilling krum som likets, satt,
I bålets røde aske stirrende
og stetse økende dets brann, at liket
dog kunne blive strakt og hånden korslagt.
Men foran lå på kne Margrethes moder,
sin lilles stive armer bøyende
bestandig fastere om likets hals.
"Hun ei tilhører mere oss" hun hulket,
"Han har vårt barn seg tilkjøpt for sin død.
Vi tør ei skille liten Greta fra ham;
thi hun for oss må bede Jesus om
hans forbønn hos sin fader; thi for ham
vil arme jøde klage - -"

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Hans Christian Andersen

Rime-Djævelen

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.
Liig hiin — — (ja Navnet har jeg glemt
Og det er slemt,
Men i Horatses Breve kan det findes,
Saavidt jeg mindes),
Der hvad han rørte, Klæder, Vand og Muld,
Forvandlede til Guld,
Saa gaaer det mig: hvorhen jeg end mig vender,
Med Vers det ender;
Derfor man skjænder,
Og raaber til mig vredt, i hver en Time:
„Lad vær' at rime!"
Ja Herre Gud! just det jeg vilde gjerne,
Men jeg er født ved en usalig Stjerne.
Bedrøvet,
Naar dit og dat er røvet,
Jeg skrive maa en Elegie med Jamber,
Og er jeg gladdet bliver Dithyramber.
O, hvis jeg dog min Djævel undflye kunde!
Men selv ei Døden vil han mig forunde:
Nys vilde jeg i Peblingsøen blunde,
Smukt paa Papiret stod min Svane-Sang;
Og alt jeg satte Fødderne i Gang,
Men som jeg nu, i Afstand, øiner Vandet,
Min Djævel sender mig en Ven fra Landet.
Der blev nu talt omIngenting, med Mere;
Ei vil jeg repetere
Den lange Snak, da der var Intet i,
Tilsidst kom Talen hen paa Poesie,
Da følte jeg en dyb, veemodig Længsel,
At tage frem min Sang af Lommens Fængsel,
Og læse ham min Afskeds-Elegie,
Mens Folk paa Veien gik os taust forbi,
Thi ærligt talt — for ei at sige Mere,
Jeg har den Feil med flere,
Og sikkerligt, den fra min Djævel kommer,
Har jeg et Vers i een af mine Lommer,
Da vee hver Ven, der kommer mig for Øie,
Han maa det døie! -
Saa gik det herja knap var Verset endt,
Før Tankerne var' bort fra Peblingsøen vendt;
Jeg følte det saa sødt i denne Time,
At kunne rime.
Men nu forleden
Kom jeg igjen i Heden,
Da stod mig Runde-Taarn som Trøstens Kjæmpe,
Der kunde mig min Rime-Djævel dæmpe;
Jeg foer forbi smaa Huse og Pauluner,
Saae ei til Livets brogede Kattuner,
Uldstrømper, Sokker, Shawler, røde Baand,
Der hang paa høire, som paa venstre Haand;
Ei Reitzels Bogskab paa den brune Muur,
Thi Gaden var mig som et Fangebuur;
Nu følte jeg mig kold, nu atter varm,
Som jeg steeg op i Taarnets Snirkel-Tarm;
Men da jeg nu var kommen i det Høie,
Med Graad i Øie,
Hvo dadler da, om før det store Spring
Jeg følte Lyst, at see mig lidt omkring?
De brune Tage smiilte mig imøde
I Aftenrøde,
Og hist
En Skrædder sad og sang paa Husets Qvist,
Og mens han syede paa Næstens Trøie,
Steeg Sang og Skorsteens-Røg imod det Høie;
Paa Søen Skibe fløi i hvide Frakker,
Og hist jeg skued' Sveas gule Bakker.
Paa Ære
Jeg maatte være
Lidt mindre følsom end en Kampesteen,
Hvis ikke Følelserne, hver og een
Var blevet
Rørt ved hvad nys jeg daarligt har beskrevet.
Jeg stirrede, jeg skrev, jeg stirred' om igjen
Paa Tage, Skrædder og paa Himmelen;
Vognlarmen bruste gjennem Byens Gader
Med lange catalaniske Roulader;
Snart paa Papiret jeg en Ode saae,
Hvoraf endnu jeg Intet kan forstaae.
Jeg skrev og skrev — jeg hørte Sphærer klinge,
Men glemte reent at springe.
Saa gik det da, saa vil det altid gaae,
En Rime-Djævel sagtens seire maa;
Ja voxte der paa Marken Hat og Frakke,
Var Morgenrøden noget Spiseligt,
Jeg lod den hele, vide Verden snakke;
Men sligt
Et Eldorado ei man finder.
Dog muligt alt man paa mit Liiglagn spinder,
Det sidste Bret til Kisten færdigt staaer;
Gid da, naar Laaget over mig man slaaer,
Det blive maa med denne Indskrift siret;
Han intet Ondt bedrev, kun klakkede Papiret."

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Stormen

Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?
Veed Du hans Længsel og Savn,
Hvad Hjertets Brændinger tone?

I Hytten hos min Moder
Der var dog ei mit Hjem
Bestandig vilde Hjertet,
Kun frem og altid frem.

Min Moders Hjord jeg græssed'
Da i den grønne Dal,
Men Hjertet følte Længsel
Til Skovens Bøgesal.

Først græd jeg høit af Glæde,
Saa længtes jeg igjen,
Og Hjertet fløi da atter
Til Hyttens Hjemstavn hen.

Nu misted' jeg min Moder,
Det knuste Barnets Lyst;
Jeg ene stod i Verden,
Med Smerten i mit Bryst.

I Dalen var saa snevert,
Jeg stræbte modigt frem,
Men oppe høit paa Bjerget
Var heller ei mit Hjem.

Da saae jeg Havet for mig,
Og Himlen var saa blaae,
Det var, som al min Længsel
Bag Horizonten laae.

Da foer jeg over Bølgen,
Til fjerne Lande frem,
Men ingen, ingen Steder
Fandt Hjertet der sit Hjem.

Og dog kan Hjemmet findes
Paa denne store Jord,
Men Hjertet tør ei sige
Det dybe Trolddoms Ord." -

Saa toner det dybt i hans Bryst, uden Ro, uden Fred.
Og Skibet flyver i Stormen, over Bølgen, afsted.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Havfruen ved Samsøe

Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -

2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.

3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
Den gamle Styrmand lytterhan hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi hanhan var Napoleon den Store.
Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,
Og glemte dog saa snart den Eneste — den Store!

Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,
For lidet ham det store Frankrig var;
Han var Europas Helt — Europa var hans Rige,
Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.

„Mod Moskov! — Moskov!" høit han bød,
Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,
Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,
Til Bjerge svulmed' Brandens røde Tunger,
Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,
Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.
Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,
Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!
Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,
Der røved' Frankrig sine bedste Krandse.
Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;
Ja Neglene fra Kjødet gik,
Mens Børn og Kvinder, Altdog taus jeg være maae;
Hvad Øiet dengang saae,
Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! -

Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;
Een Flod og Riger var imellem Fædrelandet;
Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet;
Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;
Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,
De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,
Man saae det ei, thi „hjemad! hjem!"
Det lød, det trængte i mit Hjerte;
Jeg styrted' mig fra Vognen i min Smerte,
Men Isen brast; — — dog Strømmen hæved' atter,
En Haand mig fatter -
Det var Napoleons — Han var min Redningsmand,
Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.
Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt;
Europas Sol bag Elbas Skove svandt.

Men synke kan ei det som Gud opreiser,
Og Folket selv ham kaarede til Keiser;
Der maatte til den hele Spurve-Vrimmel,
For at forjage Ørnen fra sin Himmel.

Han kom — — mit Hjerte vilde mig af Barmen!
Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;
Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,
Han kom igjenhan glemte Frankrig ikke!
Men Frankrig glemte hamdet gav ham bort til Havet;
Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.

— Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,
Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;
Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!
Europa glemmer ei min store Keiser!" -

Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.
„Hvad græder Du? —"
„Lidt vaade er de gamle Øienlaage,
Dog, det er mueligt Aft'nens kolde Taage ..."
„Tys, stille dog! glem nu den Store!
Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,
Derfor ei Mere!
Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere!"

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nuog Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.

*
(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tændes Lysene paa Juletræet,
Ved Døren Børneflokken lytter til;
Tæt ved hverandre halvt de bøie Knæet
Og gjennem Nøglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sødt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mørke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glæden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa stærkt i Øiet skjær'. -
Hvor deiligt dog nu Juletræet lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glæden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glæden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
'En gammel Pebersvend', mig Verden kalder;
'O, han har aldrig kjendt til Kjærlighed!'
Nei, det var kun en Drøm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drøm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog Øiet saae;
'Vær min!' jeg drømte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drømme falde paa!
I Rosens Rødmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.

*
De fattige Børn paa Gaden
(synge).
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!

Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!

Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjænker,
Alt aander Glæde, Kjærlighed og Sang,
Hvad tør jeg bringe Dig, som Hjertet tænker,
Hvad tør jeg bringe første, sidste Gang?
Min Glædens Palme blev en bladløs Tjørn,
Da den sig stolt til Solen vilde hæve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Børn,
I Kjærlighed de blev, i den de leve;
De nævne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tør ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjærlighed jeg følte Hjertet bæve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa døe! - hvo veed, om de skal leve?

*
(Julestuen).
Værten.
Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemærk, med hver især
Følger en Devise!

Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et ømt, et kjærligt Blik
Fulgte som Devise.

Studenten.
Granske, føle, muntert lee,
Aand og Skjønhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!

En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!

Mo'erlille.
Barn, betænk Du hver en Stund,
De Din Skjønhed prise:
'Sukkermund har Gift i Grund',
Men ei til Devise. -

En Søeofficeer.
Danske Sømands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!

En Enke.
Livets Held en Mand mig bød,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander død,
Det er min Devise!

Allesammen.
Man sig lidt fornøie maa,
Drikke godt og spise.
Glæden skal man holde paa,
Som en god Devise.

*
(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.
Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sæde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglæde.

Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at møde;
Hvo Kjærlighed i Hjertet bær',
Ei frygte kan for Gravens Døde.

De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hører dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.

*
De Døde.
(medens de dandse rundt om Gravene).
Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!

Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjælle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.

Dybt vi sove, Aar med Aar
Døer i Tidens Strømme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine stærke Drømme.

Let som Taage, hvid som Liin,
I de Dødes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!

At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svæve,
Det er kun en Drøm, vi har,
Døde kan ei leve!

Elskeren.
Nei, det er ei Drømmerie,
Jeg seer Eder svæve!

De Døde.
Det er kun Din Phantasie,
Døde kan ei leve!

Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.

De Døde.
Det er fælt at høre paa.
Ak! Du gjør os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spøgelse?
Skræk mig gjennembæver.
(de flygte ned i deres Grave):

Elskeren.
Kjærlighed forjager kjæk
Fra sit Stevnemøde
Hver en Frygt og hver en Skræk,
Ja, selv Gravens Døde.

Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tændes da
Glædens Jule-Stjerne!

Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.

Mit Gjenfærd.
(paa min Grav).
'Vær glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rækker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet følger med,
Du troer dog, det er Kjærlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjølig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Døde kjendt!'

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.

Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!

Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?

Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.
- Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
- Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.
- Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
- I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
- Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;
Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.
- Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
- Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.

Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -

Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
Hornets dybe Klage smelter hen deri.
Dersom hvert et Hjerte, hørligt, Toner fik,
Hver en Fryd og Smerte fremsteeg i Musik,
Hvilken Aandeverden, fuld af Poesie:
Saga har i Noder Stykkets Melodie;
Folkets Drøm om Frihed døer, som Hornets Klang,
Men selv den er Takter til en Friheds Sang.

Hvert Portrait paa Væggen, mens jeg gaaer forbi,
Aandes halvt tillive ved min Phantasie.
Sært Musikken klinger; Sang og Lystighed
Bruser gjennem Salen; dog ei dette Sted
Er det, vi vil gjæste! nei, her ganske nær
Tvende Smaabørn bygge; lad os komme der!

See, en lille Pige og en ældre Dreng,
De har her i Stuen hver sin egen Seng.
Barnehjertet drømmer uden dybe Suk -
Er Du, Barneverden, da saa stor og smuk?
Græder ikke Barnet bittert, tungt og haardt
For den pæne Dukke, man har taget bort?
Lige salt er Taaren, lige Hjertet slaaer,
Som hos os, naar Haabet isner i sin Vaar.
Men med Taaren triller ogsaa Sorgen hen,
Og paa Kinden sidder Smilet sødt igjen.

Naar en Brand man svinger lysteligt omkring,
Gløde der jo Ringe ved de raske Sving.
Ja, et enkelt Lyspunkt i sin snare Flugt
Skaber Barndoms Verd'nen dobbelt stort og smukt.
Lad Forstanden sige: 'det var simple Ting!'
Rundt om Verd'nen staaer det, en Saturnus Ring.
Taager, ved det Fjerne, selv som Skyer staae,
Hvor Erindrings-Solen maler Roser paa.

Ja, en Drøm saa deilig, fuld af Drømme selv,
Er' de korte Timer paa vor Barndoms Elv!
Alt har Liv og Hjerte paa vor første Vei,
Og vi er' uskyldig', thi vi veed det ei. -
Hjertet fast sig klynger til de kjære Smaae,
De er' just saa store, de kan Himlen naae!
See de to herinde, hver med Haand ved Kind,
Øinene halv lukked', de vil sove ind;
Men hvor kan de sove! Glæden vil det ei!
Tænk, imorgen skal de, o, saa lang en Vei!
Første Gang just er det, de skal til en By,
Og en stor, betænk dog! - Var det Morgengry!

'O, var det dog Morgen!' sukke begge to.
Hjertet vil iaften ikke gaae til Ro;
Tanke følger Tanke, skaber Alt saa smukt,
De er' alt paa Reisen med den første Flugt.
Øiet meer sig lukker; Pigen sover nu,
Hører ei, hvor Broder hvisker: 'sover Du?'
Hun om Reise drømmer, han har ingen Ro.
Sove? Han? Bevar' os! hvor kan Sligt man troe!
Vaagen Alt han skuer, o, var det dog Dag!
Anelse og Længsel driver Pulsens Slag. -
- Ha! det er alt Morgen, rask det gaaer afsted,
Barnehjertet synger høit af Salighed:

Ud i Verden! rask afsted!
Det er, see dog bare!
Ret som Mark og Eng løb med,
Os det er, der fare.

Nu paa Land og nu paa Sø,
Som det sig kan skikke,
Gid jeg dog maae aldrig døe!
Nei, det vil jeg ikke!

Reise bort med Faer og Moer -
Det er, som jeg svæver!
Verden er saa stor, saa stor!
Gud skee Lov, jeg lever!

Blomsterne under Sneen.
Gjennem Sneen Solens Guld
Falder paa min Pande,
Løfter mig fra sorten Muld
Op til Lysets Lande.

Sneen smelter for min Kind,
Kjærlighed jeg drømmer,
Men den kolde, skarpe Vind
Død mig gjennemstrømmer!

Børnene i Vognen.
Intet Træ har Blade paa,
Hvid' er Mark og Enge!
Men, hvor kan dog Krattet staae
Med sit Løv saa længe?
See, med bruunt og gule Haar,
I den hvide Snee det staaer!

Løvet.
Engang deeltes Verden ud
Mellem Djævelen og Gud;
Da til Mennesket de kom,
Blev' de begge enig' om,
At saalænge, som eet Blad
Endnu fast paa Grenen sad,
Skulde Sjælen Gud tilhøre,
Ingen turde ondt den gjøre;
Djævelen sin Deel først fandt,
Naar det sidste Blad forsvandt.
Derfor lod den gode Gud
Først, naar Krattet springer ud,
Og det nye Grønt vi finde,
Alt det gamle Løv forsvinde.
Fast det staaer fra Top til Rod;
Thi vor Herre er saa god! *
* et Sagn.

Postkarlen.
Her i denne lille By,
Der har næsten reist sig ny,
Skal engang - naar, har jeg glemt -
Fjenden have hærget slemt;
Alting sank i Brand og Gruus.
- Yderst laae et lille Huus,
Det var Aften, Lys man tændte,
Fjenden var mod Nat i Vente. -
Hvilken Jammer! hvilken Nød!
Bittre, salte Taare flød.
Kun den gamle Bedstefaer
Sad taalmodig, taus i Krogen;
Intet Suk hans Læbe bar,
Fromt han sang af Psalmebogen:
'Herren i vor Nød og Vaade [rettet fra Baade]
Kan en Skandse om os slaae!'
Sønnen hørte mørkt derpaa,
Hvor var der vel Hjælp og Naade?
'Aldrig meer', det var hans Ord,
'Skee Mirakler paa vor Jord!'
Men den Gamle, from og rolig,
Psalmen sang i Sorgens Bolig;
Og de lytted' til hans Sang,
Folded' Hænderne og bade,
Sang med ham endnu en Gang.
Som de da i Kredsen sadde,
Graaden svandt fra deres Kind,
Og de sov saa stille ind.
- Natten gik, de vaagned' trøsted',
Der var Fred og Ro i Brystet.
Taus de lytte. Alt er stille.
Døren nu de aabne ville,
Men den viger ei, thi see,
Huset ligger skjult i Snee!
Det har fyget stærkt i Nat,
Men ei Byen man kan kjende,
Alt i Gruus og Ild er sat
Af den kaade, grumme Fjende;
Kun det lille Huus i Sneen
Saae de ei - det Frelse fik,
Medens Døden grumt med Leen
Gjennem mangt et Hjerte gik.
Herren selv, som kjender Trangen,
Havde under Psalmesangen
Dækket det mod Ild og Landse,
Bag ved Sneens hvide Skandse. *
* Et Folkesagn.

Fuglene.
Smaabørn, kjør kun rask afsted!
See, qvivit! vi komme med.
Det er Fastelavn i Dag,
Vi skal til et lystigt Lag;
Katten, som vil faae os fat,
Har de nu i Tønden sat.
Fare! Fare! Krigsmand!
Døden skal han lide,
Han kom dog til allersidst
I den sorte Gryde!

Børnene.
Snart vi nu til Byen naae!
Der er' mange Taarne paa.
O, den er saa stor, saa stor!
O, men see, Du søde Moer!
See, en levende Husar,
Som Du os ham tegnet har!
Levende med Hest og Spiir,
Ikke malet paa Papiir!
Her er Byen! søde Gud!
Saadan seer vist Himlen ud.

Digteren.
Byen er snæver, Barmen mig trang!
Hvad siger Verden og hun om min Sang,
Mit Hjertes blodige Straale?

Drengene paa Gaden.
'Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale?!'

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,
Erindringen med Fredens Palmegreen
Beskytte vil, hvad Tid ei kan henveire,
Kun Formerne kan døe, og Aanden seire!
Stolt er Du Hav, og dog saa svag en Skranke; -
Dig Mennesket betvinger ved sin Tanke;
Du, Kraftens stolte Kjæmpe, her maa stande,
En St. Christoffer mellem Verdens Lande,
Og os henbringe, hvor vi ønske vil,
Thi Formen er for Aanden kun et Spil.
Lavinen styrter ned fra Bjerg og Fjeld,
Snart sprudler der det stærke Kildevæld,
Og Hytterne med Bruunt det Hvide spætte,
Alt rører Livet sig paa Dødens Slette.
Om Laplands Bjerge snoer sig Sumpelandet,
Men frodigt groe de røde Bær paa Vandet;
Tilintetgjørelsen sit Banner svinger,
Men engang ogsaa Tiden her den tvinger.
Urskovens Dynd med Sumpene forgaae,
Og Byer der i Dalene skal staae,
Hvor Karavanen smægtede i Sandet,
Skal Mennesket fremtrylle: Kanaans-Landet!
Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde!
*

Menneskelivet.
For den vilde Syndflods Vande
Svinde Bjerge, Byer, Lande,
Men ei Snillet den betvinger -
Frelste Slægter Arken bringer;
Høit paa Ararat de dale;
Jorden snart er Blomster-Sale.
- Lænket fast til Døgnets Klipper
Ei Prometheus Faklen slipper.
Stjernens Rige, Bølgens Hjem
Vise maa sin Guddom frem;
Hvad er Formen uden Livet?
Derfor Alt en Gud blev givet.
Over Bølgen Vei de finde,
Aandens gyldne Skind at vinde,
Ingen Baand den Stærke skrække;
Cecrops lander paa sin Snekke.
Taagen synker, Lyset stiger,
Cyrus reiser sine Riger,
Gjennem Floder, over Fjelde
Viser Aanden kjækt sin Vælde;
Alexanders stolte Sind
Slutter Verdens Lande ind;
Kraften gaaer sin stolte Gang,
Roma synger Seierssang;
Medens Stormen over
Bringer Aandens Blomster Frø.
Og det groer paa Land og Ø!
Dog maa Sværdets Flamme-Tunge
Tidt sit stolte Drapa sjunge,
Sprænge Formens Klippemuur
I den kjæmpende Natur.
Hør, et dybt Halleluja
Tonede fra Golgatha!
Høit i Nord hvert Billed falder,
Klokkens Aande-Tone kalder
Folket fra den dunkle Skov.
Aanden kun skee Priis og Lov!
Ei for Formen skal Du knæle,
Aand kan Aanden kun besjæle! -
Ridderen, i Kampens Færd,
Troer paa Gud og paa sit Sværd,
Men bestandigt Døgnets Haand
Slynger Formens faste Baand,
Virker dem i Heltens Pantser;
Pigen selv med dem sig krandser.
Adskilt staaer i hvert et Land
Adel-, Borger-, Trællestand,
Medens høit i Guddoms-Flammen
Straaler: vorder Eet tilsammen.
Det har Kraft, meer end Du tænker,
Derfor bort med Formens Lænker,
Kun Fornuften, stor og fri,
Danne Verdens Harmonie! -
- Nutid, Du Prometeus saae,
Han er kjendt selv af de Smaae!
Aanden sig mod Himlen svang,
Kjækt han Formerne betvang;
Døgnets Dværge sammen fore
Ved Napoleon den store!
Paa den nøgne Klippe-Ø,
I den dybe, salte Sø
Havde de ham lænket ned -
Niddets Grif hans Rygte sled,
Men det voxed' meer og meer,
Verden har, som ham, ei fleer! -
Mindes Du, hvad Skjalden sang
Om den Vilde, som engang
Landede ved Themsens Høie?
Skjalden vilde ham fornøie,
Nævned Navnet paa hans Gud;
Høit i Jubel hiin brød ud,
Taarer strømmed' fra hans Øie,
Gjerne vilde han fornøie
Atter ham, som Fryd ham bragde,
Og 'Napoleon', han sagde;
Thi det Navn gik over Klipper,
Hvor den sidste Tange slipper.
Navnet selv paa Kraftens Aand,
Sprængte Sprogets snevre Baand!
*

Poesien.
En Guddoms Tanke er Du, Poesie,
Udsprungen fra det store Fader-Hjerte,
Din Sjæl er Kraft, din Tale Melodie,
Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.
Dit Klædebon er hver en Skov, der groer,
Den røde Lava, Bjerget svøbt i Skyer,
Det dybe Hav, hvor Liviaten [senere rettet til: Leviaten] boer,
Selv Verdens-Vrimlen i de store Byer.
For Dig er ikke Livets Bibel lukt,
Dit Hjem er alle Jorderiges Lande,
Igjennem Universet gaaer din Flugt
Med Stjerne-Diademet om din Pande!
Saadan Du staaer for hvert begeistret Sind,
Og Sjæl og Tanke klart din Guddom fatte,
Du lukker Barnet i din Himmel ind,
Og viser Manden dine Guddoms-Skatte. -
Imellem skotter Verden til din Flugt,
Skjøndt Verden har saa meget at bestille,
Og mangen Lærd beskriver Dig ret smukt
Og lærer dem, som gjerne lære ville;
De faae, hvad Mester da har tænkt og meent,
Det store Kæmpelegem' man trancherer,
Og seer, at Poesie er noget pænt,
Og Digteren en flittig, god Polerer,
En velstuderet Mand, en dygtig En,
Der ærlig Døgnets Middags Suppe laver,
Der kunstig skjærer ud en Ferskensteen,
Og ride kan Spidsfindighedens Traver,
Der siger, 'Poesie er Formelys,
Der støbes udenfra og smukt skal tindre,
Men ei en Væxt, der under Nattens Gys
Og Dagens Ild udvikles fra sit Indre.'
Den voxer ikke kunstig til en Muur,
En Væxt, der under Saxen Form blev [rettet fra: bliv] givet,
Men griber ved sin stolte Kraft-Natur,
Og viser, fra det Indre strømmer Livet!
- Naar Solens Straale gjennem Ruden gaaer,
Dit Øie Millioner Støv-Gran finder,
Dog, det er ikke Blomsterstøv Du faaer,
Nei, Hverdags-Fnuget er det, som forsvinder,
Blæs kun derpaa, da hvirvler Støvet smukt,
Og der er Form og Runding, smukke Bølger,
Men Døgnets Sol gaaer ned, et dødt Produkt,
Er Alt, hvad af den hele Stræben følger.
Prometheus liig, staaer Skjalden paa vor Kyst,
Med Tidens store Uhr hans Hjerte banker,
En Verdens Taarer bølge i hans Bryst,
Cherubers Flugt blev skjænket til hans Tanker,
Han klipper ikke Stads og springer Buk,
Og skjælder ud paa skjønne Melodier,
Thi da vil Musen flygte med et Suk,
Og Guddoms-Stemmen dybt i Hjertet tier.
Løs Formens Baand, den ægte Poesie
I Prosa selv som Poesie vil straale,
Men Hverdags-Tanken i sin Form-Magie,
Er et Metal, der ikke Ild kan taale.
Lad Mængden glædes ved det Stads, han [senere rettet til: den] seer,
Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,
Det morer her at finde Poul og Peer,
Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter. -
Nei, Musen flyver stolt mod Himlens Sol,
Hun seer til Havets Ørken som til Bækken,
Til Digterhjertet i en Martsviol,
Og til hver Fugl, der qviddrer mildt fra Hækken.
Hun tier ved sin kjære Digters Grav,
Han lever jo der, hvor hun selv har hjemme;
Men det, som han den hele Verden gav,
Det nævner ham, thi det ved ham fik Stemme.
Og Vaaren viser ved sin Kamp og Strid,
At Liv maa gjennem Dødens Iis fremspringe,
Saa var, saa bliver det til evig Tid,
Den stærke Aand skal Formerne betvinge.
Ei Solens Straale i den frie Luft
Formaaer at danne Blomstens fine Bæger,
Det er ei den, der fylder den med Duft,
Nei, fra det Indre Kraften sig bevæger!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
Tause sad de, Alt var stille;
Ingen Luftning krused' Havet.
Dybt jeg dykkede, dernede
Jog jeg Hvalerne af Søvnen;
Deres sorte Ryg de reiste
Over Fladen, sprøited' Vandet
Høit i Luften rundt om Vraget,
Hvor de tause Dødsindviede
Dybt og langsomt droge Aande,
Men endnu om Livet drømte; -
Mere Vandet steg i Rummet,
Lystigt hylte det derinde.
- Vraget sank, rev Baaden med sig -
Bølgen steg i vilde Hvirvler,
Sydede i store Kredse.
Saa blev atter alting stille,
- Ingen seer hvad Dybet gjemmer.
Ingen veed om Skibets Skjæbne;
Bange vente de der hjemme,
Uger, Maaneder og Aar,
Medens Hvalens sorte Finner
Slaae de hvide Dødningben.

Den Fjerde.
Intet stort Du der udretted',
Nei, hør kun, hvad jeg har gjort. -
Nær ved Genfersøens Bredder,
Hvor lavinen laa paa fjeldet,
Purpurfarvet smukt af solen,
Svang jeg mig i Aftenskumring.
Dybt i Dalen alt var Stilhed;
Ingen Luftning rørte Træet.
- ved den lille, lave Hytte
Sad en tre Aars Dreng og leged'.
Hæslig var han som en Engel!
Brune øjne, smil paa Kinden -
Se, nu kom en mægtig Rovfugl,
Der paa sine sorte Vinger
Rask slog ned og greb den Lille.
Højt den skreg; han fløj med Byttet.
Moderen kom ud fra Huset.
Uden Ord og uden Stemme
Stirred' hun med Dødens Blikke.
Først den satte sig paa Taget,
Fløj saa op ad Fjeldets Side;
Hvilte der, til hun var ved ham,
Atter fløj han da - ha, glæde!
Længer kunne hun ej følge -
Mellem Graner, Sne og Skyer,
Sad han i sin stolte Rede;
Slukked Øiets Stjerne-flamme,
Leged' med de gule Lokker,
Drak de varme, friske Draaber,
Og istemte højt sin Sang. -
- under Reden laa et Snelag.
Ved min Aande blev det løsnet,
Thi jeg bævede af Lyst,
Og den lette Snebold trilled',
Svulmede til en Lavine,
Skjulte Hytten dybt i Dalen,
Hvor den bange Moder drømte,
Hendes mindste Barn laa trygt.

Den femte.
Dorske vagabonder er i.
Ikkun ét - ét eventyr?
Nej, som snogehammen broget,
Maa det med Bedrifter veksle.
Med den blege Maanestraale
Leged' jeg i Midnatsstunden
Om hver stærk og saftfuld Urt,
Suged' Kræfter op af Jorden,
Lagde Gift i Rod og Blade,
Krydret med mit Flammekys! -
Højt imellem Norges Fjelde
Traf jeg paa en Trup af Ulve;
Jeg med Vinterkulden slog dem,
Drev dem bort med Storm og Hagl,
Fra hvert Rov, de kunde finde,
Og de kom til Bondens Hytte;
Let blev Pinden brudt fra Døren,
Der var ingen Folk i Stuen,
Kun en Unge laae i Vuggen,
Ret en deilig Ulvebrad.
- Ene, i den dybe Granskov
Sad en Pige, hun var deilig!
Alle kaldte hende dydig.
Med en nyfødt Lille sad hun,
Væded' ham med Kys og Taarer,
Men fortvivled' over Skammen;
Selv jeg fandt, det klædte ilde;
Derfor, som en Hvirvelvind,
Greb jeg en af Skovens Graner,
Knuste den i mine Arme,
Snoede Barken til en Strikke,
Kasted' den for hendes Fødder, -
Og den gjorde herlig Nytte. -
Barnet grov' vi ned i Mosen -
Nu er Pigen atter dydig.
Derpaa gik min Vei til Havet,
Jeg blev Bølge mellem Bølger.
Stormen Steg, der kom en Snekke,
Fire Mand, en niaars Gut,
Var Besætningen derinde,
Gutten gik just i Kahytten,
Men de fire Mænd var' oppe.
Som en Braa-Sø jeg mig reiste,
Gjorde ryddeligt paa Dækket.
- Nu er Drengen ene Herre,
Skibet gaaer for Storm og Vinde.
See, nu kommer da det Sidste,
Skade, det er ei det Bedste! -
Nær ved Edinburg jeg landed';
Useet, sneg jeg mig i Hytten,
Hvor den syge Moder blunded'.
Hendes Søn, en ni-aars Dreng
Sad med Bibelen og læste;
Men da Søvnen qvæged' hende,
Taug han stille, folded' Haanden,
Saae paa hende fromt og barnligt.
Som en Luftning greb jeg hurtig
I det lette Senge-Omhæng,
Lod det kysse Lampe-Flammen.
Snart det blussede. Jeg brændte
I den røde, vilde Lue!
Drengen styrted' ud af Huset,
For at søge Hjelp for hende. -
Udenfor - et lystigt Møde!
See, der stod' to vilde Knægte,
Muskelstærke, klædt, i Pjalter,
Efter Bytte kun de lured';
Og de greb og qvalte Drengen,
Bragte Liget hen til Lægen,
Der betalte med Guineer,
Thi han fik et smukt Kadaver.
Men igjennem Hyttens Rude
Løfted' jeg min Flamme-Vinge,
Hvirvled' Røgen høit mod Skyen
I den maaneklare Nat.

Den Første.
Ha, jeg hører gjennem Stormen,
Hører gjennem Havets Brænding
Hist fra Hytten Fredens Toner.
Hør, den gamle Qvinde synger!
Gid jeg kunde blæse Psalmen
Ud af hendes fromme Hjerte.
Dorske Bølge, reis dig mere!
Ryst November-Storm din Vinge,
At jeg hendes Sang ei hører.

Psalmetoner fra Fiskerhytten.
'Vor Gud lod en Rose opskyde,
Alverden burde sig fryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
At Rosen til Verden er kommen.

Ak, søger de ydmyge Steder,
I Støvet, hvor [skulle være: for] Frelseren græder,
Saa faae I vor Jesum i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale.

Lad Verden mig Alting betage,
Lad Tornene rive og nage.
Lad Hjertet daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste!' **

De onde Aander.
Fæle, frygtelige Toner!
Kom, vi vil' som Hvirvelvinde
Stige i Novembernatten.
Men først her en Daad vi øve;
Vi vil lægge os paa Bølgen,
Suge Taage op af Havet,
Sprede denne rundt om Kysten.
Da den stolte Søemand gruer,
Mens paa nye Eventyr
Hver gaaer hen, hvor bedst ham synes.

Den Første.
Jeg vil rase vildt i Skoven,
Rykke Træer op med Roden;
Hvirvle Bladene mod Skyen;
Hvidske Mennesket i Hjertet:
'Efter Løvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grønne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfødt Vaar Dig venter.
Slægter fødes, Skoven grønnes,
Men husk paa det Løv, som falder,
Aldrig dette grønnes mere.
Det er kun i nye Slægter
Livet groer for Evigheden'.

Den Anden.
Jeg vil flyve ned til Sjælland,
Jage Fuglene fra Skoven,
Skræmme dem, at hæst de skrige;
Da vil Bonden i sin Hytte,
Grue for den vilde Jæger,
Det er Waldemar som jager!

Den Tredie.
Ja, ved Vordingborg i Taarnet
Hyler jeg med Natte-Blæsten
Gjennem Murens dybe Revner.
'Kongen har ei Ro i Graven!'
Hvisker da den bange Fisker,
Og med Eet han bli'er gudfrygtug,
Mens han seiler over Bugten.

Den Fjerde og Femte.
Kom, vi flyve op paa Heden,
Der en lystig Fest vi feire!
Nu i Finnerup de sove.
- Luftens Taage vil vi forme
Til en gammel gothisk Kirke,
Ret som den, der fordum stod der.
Døren aabne vi til Laden.
Jeg vil være Dannerkongen,
Erik Glipping. Du er Ranild.
Luftig' lette, skabt' af Taage,
Stige vi som deres Aander.
Tingen kjende vi til Grunden,
Selv vi vare med ved Legen,
Og har siden tidt af Bonden
Hørt det i hans gamle Vise.

'Lukked' Du Ranild den Dør med Stang,
Som jeg Dig dertil troer?
Undsagt mig har Marsk Stig engang,
Mindes Du vel hans Ord.

Jeg sætter for Døren Pind og Stang,
Og dertil Bjelke hiin tykke,
Ikke fødtes af Qvinde den Mand,
Der skal den med Hænder oprykke.

Viben vil værge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae,
Hun kan ei værge den lille Tue,
Som hun skal bygge paa.

Det var ei anden Pind eller Stang,
Som monne for Døren staae,
Det vil jeg Eder sige for sandt,
Det var kun to Halmstraae.

Det var ei anden Bjelke tyk,
Som han for Døren opreiste,
Det var et Halmneeg let og blødt,
Som Veiret strax frablæste'.

Ja saaledes klinger Visen!
Saadan var det, maae vi sande,
Kaade Trolde lystigt spøgte;
Een var Straaet, Een var Neget,
Det var Pinden, det var Bjelken. -
Men afsted! - Nu er jeg Kongen!
Bedst Du forestiller Ranild.
Og I Andre, som vil følge,
Vorder Taage! kom som Munke,
Mens bag Kappen Sværdet blinker.
Saadan vi den glade Blodnat,
Vor November-Farce spille,***
Mens en Natmand med Familie
Gaaer i Storm og Blæst paa Heden,
Og forfærdes, naar han seer os
Kogle i den vilde Midnat.

(Det oprørte Hav. - Et Skib flyver frem i Stormen).

Kapitainen (giver Befalinger).
Tredie Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! - ha alle Djævle, hvilken Nat!
(Skrig af Passagererne).

Kapitainen.
Ryddelig Dæk! - For Satan, hvilken Taage! - holla! ikke legere [fejl for: længere?]! - - heis Storm-Aben!

Bølgerne.
Menneskeaand, som byder os Skranke,
Ha skjælv bag den skjøre Planke,
Frygt den sorte, skummende Sø,
'Du skal døe!'

Kapitainen.
Kap luv Mesans Vanter! - ha, rør jer Gutter! - - Vi drive ind! - op med Roret!

Skrig af Matroser.
Vi sidde fast - Søen gaaer ind i Rummet! Herre Jesus! vi forgaae.

Don Juan.
Mephistopheles! jeg synker!

Mephistopheles.
Grib min Haand! Paa denne Planke
Vi paa Bølgen ride Ranke.
Gjennem Brændingen Du stiger,
Frelst, til Kystens smukke Piger,
Og paa Skrækken Dig fornøier.
Alt er kun November-Løier.
Den ei Aarets Død forkynder.
Ballet er det, som begynder.
Stormen her er Musikanten;
See, hvor lystigt Dandsen gaaer!
Seent først Vintergubben staaer
Kold og hvid, som Kommandanten.

(De drive i Land)..

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
Hist laae en Skov halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,
Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.
Smaa-Piger gik paa Gaderne med Shawler superfine,
Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.
Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,
Et Luft-Syn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;
Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,
Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.
Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;
Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.
Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,
Men stiger den syv Favne op, den bli'er en Fisk behænde.
Da Sligt jeg saae, blev jeg saa sær, jeg hørte Hjertet banke,
Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,
Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,
Naar han i Himlen trækkes op, som Flynder debuterer.
Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,
Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.
Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet,
Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokke-Spiret strandet.
Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,
Vand-Piller bar det hele Hav — (det Syn endnu jeg skuer).
Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,
I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.
Man følte paa mig, undred sig, men snarlig man opdager,
Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager. -
De raadslog', ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,
(Tilgiv at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):
Du er den første, som til os vi levende saae vandre,
Nu kan Du see at Torsk og Sild er meer end Du og andre.
Frygt ei at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;
Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,
Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,
Som fordum eders Adelsmænd og de catolske Præste.
Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,
Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.
Ha! Hævn er sød. — Vi har en Flod som bruser frem med Torden,
Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;
Der skal nu ned hver Draabe der har Himmelen forbandet,
Tidt har den næsten druknet os, som dog er vant til Vandet!" -
Han taug, — og nu lød der et Brøl, saadan à la Spontini!
En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.
Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,
Min Dommer sagde mig Farvel og gik — (det var en Flynder). -
Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;
Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: „Gud os bevare!"
Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,
Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.
Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,
En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.
Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maae græde;
Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.
Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,
Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.
Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;
Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var og gule.
Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,
Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.
Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,
Dog følte jeg til intet Vand — (at sige, af det klare).
Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,
Jeg laae i deiligt blødt Papiir og lugted Trykker-Sværte.
Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!
Den hele Flod, det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.
Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,
Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. -
Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,
Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.
Boghandlere — at sige Skrog — som Fiske flød i Vandet,
Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked eet og andet. -
En Time gik — man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,
Hvor alle nu som Stene stod fordi jeg var i Live.
Et Underværk! en hellig Mand!" saa raabte alle Munde,
Man faldt paa Knæ, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,
Thi Fod og Haand jo bundne var, men snart min Lænke springer,
Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.
Man snakkede nu ud og ind, som jo Enhver kan vide,
Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.
En mægtig Haand beskjærmer Dig," saa talede de begge,
„Sligt alt vi anede den Gang vi saae dig i din Snekke;
Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,
At i det ægte Vand du var lys levende en Time!
Bliv her hos os, ifald du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,
Naar du det ønsker, bringe Dig til dine Brødres Række!"
Glad blev jeg, som en Candidat der venter Non, den Stakkel!
Men faaer et Præ, o søde Fryd! — Alt var som et Mirakel.
Jeg loved ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,
Men siden vilde rigtignok jeg allerhelst tilbage. -
Man viiste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,
Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.
Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,
Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.
Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,
De vare stopped ud med Tang, og holdtes meget dyre.
Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,
Træk, Regn og Slud allene kom ved visse Norden-Vinde.
Korsridderne man spillede (det overalt behager).
Til Efterspil: Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,
Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.
Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,
Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.
Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,
Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;
Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,
To Andre førte lærd Dispyt, det klang, som Sanscrit-Sproget.
Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,
Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Françaisen. -
Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,
En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken;
— Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,
For Fugle hang Snuus-Daaser der, og spilled smukke Sange. -
Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleeg, nei grøn som Sivet,
Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.
Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,
Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.
„Gaae ei tilbage," sagde hun, „bliv her, tøm Elskovs Bæger,
Hist ændses ei dit lille h med sine tvende Streger.
Hør hvad jeg spaaer: gaaer du derop og vover Vers at lave,
Da venter dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;
En Plage-Aand vil følge dig og nøde til at skrive,
Men troe du mig, din Digter-Krands vil kun af Tidsler blive.
Vær min! siig, du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,
Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;
Jeg lafontainisk elsker Dig — Farvel! jeg gaaer at græde." -
Nei, tænkte jeg, nu maa du op, hun skræmmede din Glæde;
Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,
Dog Himlen staaer med Stjerner smaa, som før i bedre Dage.
Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,
Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.
Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,
Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.
Farvel du Hav! — Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune
Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.
Tilbage-Reisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,
Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog hvad end mig kunde møde.
Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke,
Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfrue-Flokke,
Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.
Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.
Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,
I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.
Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,
(Tillad, jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):
„Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! ein gräßlich Wunder!"
Al Fiske-Pynten, „Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder."
Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler
Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.
Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,
Dog beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).
Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.
Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Konen med Æggene

Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Studier efter Naturen

Vort Landskab her er næsten fladt;
Men Maanen skinner jo i Nat!
Dog, hvad vi ved dens Lys har seet,
Er kun, at Alt gaaer ud i Eet.
Forgrunden maae vi blive ved;
Der er lidt høit paa dette Sted;
Veirmøllen, som vi skal forbi,
Gjør, at vi faae et Malerie.

Saa lystigt alle Hjul nu gaae;
Et Lys man seer bag Lugen staae,
Og Svenden bærer Sækken bort;
Hans Kammerater spille Kort;
Ølkanden midt paa Bordet staaer.
See, Møllevingen, hvor den gaaer!
Men mellem Skyer Maanen leer,
Og fornemt paa det Hele seer.

Nu kommer der en Byge-Regn,
Den skygger os den halve Egn,
Og hver en Hest og hver en Ko
Forstyrres i sin søde Ro;
Og da paa Marken ei er Læ,
De staae, som var de gjort af Træ.
Dog, Maanens Lys er ikke slukt,
Thi see, en Regnbue hvælver smukt.

Regnbuen over Møllen staaer,
Det er, som Vingen mod den slaaer,
Og under Mølle-Husets Tag,
Der sover til den lyse Dag
Vor Møllers lille syvaars Dreng;
Høit under Bjelken er hans Seng;
Han ene sover der, som sagt,
Thi Moder er i Jorden lagt.

Han hører Hjulene at gaae,
Og deres Støi kan han forstaae;
Han titter gjennem Rudens Glar,
Og seer det store Vinge-Par.
Høit vil de stige mod det Blaae,
Men kan kun i en Cirkel gaae;
De flyve Dag og Nat og Aar -
Men Møllen dog paa Bakken staaer.


III

Hvad jeg skued' med mit Øie,
Tegned' jeg med Blæk og Pen.
Christian Winther

Den gothisk-gamle Kirke er sjunken for vort Blik,
Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik.
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen,
Men i Graabrødrelille gaaer Taarnet her igjen.
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By.
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertens Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.

Ja Fyen er ret et herligt Land!
Det kan dog ingen nægte.
Der vexler Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet her er ægte!

Selv Navnet Fyen, betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen, det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige!

Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed,
Dog een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed;
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Hjertetyven

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor varog med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nuja, vil I bare høre Resten! -
Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

October

'- Du har ei Ro, ei Smerte
Tomt er der i dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat! -.'
*
Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.

I Vaar Din Sol sig tændte,
Dit unge Hjerte brændte,
Alt blev til Blomst og Blade,
Og Fuglene sang glade -
Din Sjæl var Kjærlighed.
Med Liv Du Alt omsno'ede.
Selv paa Ruinen gro'ede
Den grønne Vedbend'-Ranke;
Og Troskab var Din Tanke,
Lyksalighed Dit Meed.
Alt aanded' Liv og Varme,
Du holdt i Dine Arme
Din skjønne Blomsterpige;
Din Drøm var uden Lige.
Nu har hun Dig forladt!
Og Blomsterne er' døde,
Dybt i Dit Bryst er øde,
Du har ei Ro, ei Smerte,
Tomt er der i Dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drømme.
O svulm, I vilde Strømme!
Ryst Storm din stærke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne sløve Hvile!
Send Dødens skarpe Pile,
Dig Straa-Død er forhadt!

Stille! see, hvor Taagen løfter sig høit fra den vaade Vang;
Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleg og lang.
Sit 'Lev vel' den stille hvidsker til sit Hjertes Troubadour;
Med det gule Løv, som falder, svarer sorgfuldt Guds Natur.
Endnu een Gang, men den sidste, Solen Afskeds-Kysset sender,
Underligt, see hist i Byen, paa en Rude Straalen brænder.
Ogsaa der October bygger bag den nøgne hvidgraae Muur,
Men det eier her et Hjerte, dødt det er i Guds Natur.
See, det lille lave Kammer er saa hyggeligt, saa reent,
Alt for kort er Gulveteppet, men det pynter dog saa peent.
Ambra-Træet staaer i Vinduet i det blege Aftenskjær,
Hvor en halv afbladet Rose Efteraarets Billed bær.
Rokken snurrer, der hun sidder; - 'Er, som Himlen, Øiet blaat?'
Det er kun en gammel Jomfru! bleg er Kinden, Haaret graat.
Her hun lever eensomt stille ved sin Rok og sine Minder.
Dagen gaaer, og Dagen kommer. Saadant afmaalt Aaret svinder.
Ogsaa her var Vaar og Sommer, friske Blomster, Rosenrødt.
Kjærlighed fik dette Hjerte, og end er ei Hjertet dødt!
Haab og Længsel, Ungdoms Drømme, er nu Veemods Melodie; -
Det er kun en gammel Jomfru - hende Verden gaaer forbi.
- Stille! hør fra Kirketaarnet Klokken dybe Toner gav.
Tause Mænd i sorte Klæder staae rundt om den aabne Grav;
Kisten sænkes ned med Snore, Præsten kaster Jorden paa;
'Fred' det toner. - - Gid mit Hjerte bag de fire Bræder laae!
Uden om mig, selv i Haabet, Livet som October staaer!
Digterdrømme, Livets Lykke, Alt jo til sit Løvfald gaaer!
Eventyret vel jeg mindes om den stolte Fiskerviv,
Som bestandigt ønsked' Mere, og det stod ved Ønskets Bliv.
'Konge, Keiser, selv Gud Fader' - da tilsidst, som ved Magie,
Atter i den dybe Leergrav sad hun - Drømmen var forbi!
Flamme-Ønsker, Haab og Længsel stige, medens Hjerter slaae,
Men tilsidst den dybe Leergrav bliver Alt, hvad her de faae!

Spillemand, spil paa Strænge,
Barmen er mig trang,
Hvo kan savne længe
Barnets simple Sang?
Ride, ride Ranke!
Flyv afsted min Tanke,
Flyv hen over Bjerg og Elv,
Hjertet bliver først sig selv
I sin Barneverden!

Spillemand, spil paa Strænge,
Grib med stærke Slag!
Haabet gaaer i Enge
Den lange Livets Dag,
Finder, selv i Moser,
Krusemynt og Roser,
Synger: 'Ro til Fiskeskjær,
Mange Fiske faae vi der,
Aldrig Haabet slipper!

Spillemand, spil paa Strænge,
Livet er saa smukt,
Ei det varer længe,
Snart er Lampen slukt.
Klappe, klappe Kage!
Graven er tilbage -
Giv hver Grille kort Besked,
Qvist den op, og qvist den ned,
Saa falder den i Asken!

Spillemand, spil paa Strænge,
En October-Sang;
Taagen staaer paa Enge,
Barmen er saa trang.
Visselul mit Hjerte!
Vug' i Søvn din Smerte!
Bedst i Graven Vuggen staaer,
Om end ikke Gængen gaaer,
Der ei Barnet græder!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Juli

'- Alting svulmer, alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, Du stolte Hav'.
'- Armen jeg om Vennen slynger,
Hiertet sig til Hiertet klynger;
Hver en Sorg, som Barmen tynger,
Svinder hen i Blomsterduft!'
*
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.

Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.

Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!

Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!

Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,
Til, hvor Nordens Bjerg-Pynt slipper
Ved den iisomkrandste Pol.
Snart igjen vi vexle dette,
Vi det tunge Anker lette,
Havet ligger, som en Slette,
Palme-Øer Fladen spætte [komma slettet]
I den hede Middags-Sol.

Vildt de grønne Bølger kaage;
Høit paa Seilet slaaer en Maage,
Og i Maan'skin, som en Taage,
Dødningskibet gaaer forbi.
Men i Stavnen paa sit Anker,
Sidder Skipperen i Tanker;
Fra de tangomvundne Planker,
I de hvide Skjær og Banker,
Toner Dybets Melodie.

Glad vi følge Hjemmets Svale,
flyve over Bølge-Dale
Til de danske Bøgesale,
Tiden svandt, men som et Blund.
Alt opløser sig i Minder,
Verdens-Havet [bindestreg indsat] selv hensvinder.
Ei det kjendte Hjem Du finder,
Engang, som en Bæk kun, rinder
Du, mit stolte Øresund!

Sildigt da, mens Stjerner stige,
Mødes Ungersvend og Pige,
Rige bindes fast til Rige,
Ved en bladfuld Bøgegreen.
Høit paa Luftens friske Strømme,
Skyer hen mod Maanen svømme,
Og de to, med Blikke ømme,
Sidde taus i søde Drømme
Tæt ved Bækken paa en Steen! -

Tiden løfter stolt sin Vinge!
Hvad dens Storme nu os bringe,
Da, som gamle Sagn skal klinge
Over Slægters muldne Been.
- Mægtigt hæver sig min Tanke!
Hierte, Du saa vildt ei banke,
Selv af Drømmens grønne Ranke
Vil jeg modne Druer sanke,
Søge Frugt paa hver en Green. -

- Aftenen er skjøn og rolig.
I den lille Fisker-Bolig,
Hos Familien, fortrolig,
Sidder jeg og lytter til.
Loftet stærkt paa Bjælken tynger,
Hvor sig en Sanct-Hans-Urt slynger,
Og den stakkels Flue synger,
Der paa Spindelvævet gynger;
Sange snart vist ende vil.

Gubben her jeg hører heller,
End hvad Cooper selv fortæller.
Raske, lystige Noveller
Kan han fra den vilde Sø.
Nu i Masten, nu i Rummet,
Alt jeg med ham har fornummet;
Hørt, hvor Bølgen harmfuldt brummed',
Mens den vasked' mig med Skummet,
Ude, langt fra Land og Ø.

Djærvt fra Søens raske Gutter
Nok saa lystigt Videt sprutter;
Time svinde som Minutter,
Ved at høre paa ham her. -
- Det er sildigt, skal jeg mene!
Thi god Nat! jeg vandrer ene.
Bag de tætte Hasselgrene,
I den tause Aftenscene,
Mødes jeg med Vennen der!

Ludvig, lad os med hverandre
Arm i Arm ved Stranden vandre,
See hvor Skyerne forandre
Deres Form i Nattens Luft.
Armen jeg om Vennen slynger,
Hjertet sig til Hjertet klynger,
Venskab, Dig min Sjæl besynger,
Hver en Sorg, som Hjertet tynger,
Svinder da i Blomster-Duft.

Du mit Hjertes Dyb vil fatte;
Dine Aandens rige Skatte,
Og det Uskylds-Præg, Gud satte
I dit Blik, mit Hjerte vandt.
Broder, lad vort Løsen være:
'Venskab, Viden, Kunst og Ære',
Hjertets friske Træ det bære
Vil som Blomst og Frugt, du Kjære!
Gud jeg takker, Dig jeg fandt!

Tanken flagrer i Naturen,
Flyver over Bølge-Furen,
Til hvor Linden, smukt ved Muren,
Voxer i den store Stad;
Der jeg Eduard besøger;
Livsglad, mellem sine Bøger,
Sidder han og lystigt smøger;
Snillet efter Kundskab søger;
Han mit Hjerte er saa kjær!

Selv hos Dig jeg ham kan savne,
Hjertet Eder vil omfavne,
Eders kjære, kjære Navne
Leve, aande i mit Bryst.
I til Daad mit Liv indvier!
Hver en Mismods Stemme tier,
Øiet seer kun Harmonier.
Barnlig' fromme Melodier
Gjennembæve mig med Lyst.

*

Havet staaer saa blankt og stille,
Himlen speiler sig deri,
Som de Hjertet kysse ville,
Smelte det i Melodie.

Hvorfor tør jeg ei udsige
Hver en Tanke i mit Bryst?
Strækker sig ei Barnets Rige
Selv ud over Himlens Kyst?

Hen ad Livets Strøm vi seile,
Sorg er Baglast i vor Baad,
Medens Smiil af Engle speile
Sig i hver Uskyldigs Graad.

Ved hvert Hjerte vil jeg blunde,
Halv i Drømme lytte der,
Vist jeg da fortælle kunde,
Om hvor meget godt der er.

Jorden staaer som Brudesale,
Hver en Luftning aander Fred,
Hjertet maa sig høit udtale,
Svulme, døe i Kjærlighed!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange forja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv
I Geographien var meget stiv,
At hende klang paa ligeviis
De Navne: Paris og Paradiis.
Thi faldt han strax i Talen ind:
Jeg kjender ham, det gode Skind." -
— „Ak!" udbrød da hans Hjertenskjær:
I altsaa før har været der!
Hvor lever dog den søde Skat?" -
— „Ak det er ilde med ham fat!
Jeg var der for en Maaned siden;
Da sleed han meget suurt paa Tiden,
Stod tidlig op, kom seent i Seng,
Og var de Andres Hunde-Dreng!
Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,
Gik strax itu det tynde Pjat!
Af Kjoler har han ikke een,
Og tænk, han gaaer med bare Been!" -

De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,
Og hun begyndte gyseligt ar hyle,
Fik nu, og det i største Hast,
En Byldt af baade løst og fast;
Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,
(Og jeg veed Pokker), -
Og bad, mens Øiet stod i Vand:
O bring det til min salig Mand,
Og siig: jeg sender meer afsted,
Naar jeg kun seer en Leilighed!
Ak ja! ak ja! det er dog haardt,
Han der skal gaae til Spot og Tort!"

Da Knøsen havde spiist sig mæt,
Han loved' at besørge det,
Tog Bylten, takkede og gik;
Men Konen sad med vaade Blik;
Thi vil vi springe nogle Timer frem
Til hendes Mand kom hjem,
(Jeg mener han, den sidste,
Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste). -

Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis,"
(Saa heed den første Mand; o det er slemt,
Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) -
Her var nys Een, der gik til Paradiis! —"
Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,
Og hvad han havde med paa Reisen faaet.
Men Manden fatted' snart den hele Ting,
Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,
Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.
Han vilde, sagde han til Konen,
Dog tale selv en Smule med Personen.

Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,
Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt,
Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!
Og hvad der her var bedst — den rette Vei han fandt,
Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.
(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) -

Nu vil vi da med Tyven gaae!
Saasnart han saae
Een foer afsted som bare Fanden,
Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,
Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,
Og satte sig derved, thi han var fattet.
Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,
Og sang om grønne Jomfru-Krandse,
Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,
Til Manden kom og standsede sin Skimmel,
Og spurgte, uden megen anden Snakken,
Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,
Og for at give Sagen mere Vægt,
En Tyveknægt. -
„Jovist!" var Svaret: „nylig saae jeg Een,
Der gjorde lange Been,
Saasnart han saae, I vilde ham indhente,
Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente;
Men skynd jer lidt, saa kan I Knægten fange;"
Den anden takkede ham mange Gange,
Og bad ham holde lidt paa Hesten.
(Nu veed I Resten) -
Den gode Mand i Skoven sprang,
Men Tyven sig paa Hesten svang,
Tog Bylten med, „hyp, — vil du gaae!"
Det var en Lyst at see derpaa. -

Udmattet, stønnende og bister
Kom Manden som en vred Philister,
Men tænk jer nu hans store Skræk,
Da ogsaa Hesten her var væk.
Han raabte: „hov!" han raabte: „hei!"
Men Tyven løbet var sin Vei.
Da ingen anden var tilstede,
Fik Maanen hele Mandens Vrede.
„Paa slig en Daad Du skinne kan;
O tvi Dig an!
Har Du ei hørt, en Tyvehæler
Rangerer lige med en Stjæler.
Jo, jo, Du er en deilig Een!" -
Saa gik han hjem paa sine Been.

„Naa, traf Du ham?" saa spurgte Konen;
Men Manden havde nedstemt Tonen,
Og sagde: „Jo, min kjære Skat,
Jeg fik ham dog til Lykke fat!
Vor bedste Hest jeg gav ham med,
At han kan komme lidt afsted!"
Da blev hans Kone ganske mild:
O lille Mand, hvor Du er snild!
Det maa man dog de Mandfolk skjænke,
At de kan tænke!"


Moralen, som man finder,
Er, at der gives dumme Qvinder;
Dog — Mændene i samme Farve spille,
Men, de kan bedre tie stille!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.


Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
- Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
- Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
- O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
- Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*

Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
- Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
- Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.

*

Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.

Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?

Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?

Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.

Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
- Er det noget godt?

Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!

Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!

Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
- Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!

Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!

Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?

Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.

Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.

Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder! -
- Skal vi nu gaae op til Moder?

Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -

Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -

Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.

En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
- Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Vision Of Piers Plowman - Part 07

Treuthe herde telle herof, and to Piers sente
To taken his teme and tilien the erthe,
And purchaced hym a pardoun a pena et a culpa
For hym and for hyse heirs for ever oore after-

And bad hym holde hym at home and erien hise Ieyes,
And alle that holpen hym to erye, to sette or to sowe,
or any [man]er mestier that myghte Piers availe -
Pardon with Piers Plowman Truthe hath ygraunted.
Kynges and knyghtes that kepen Holy Chirche
And rightfully in remes rulen the peple,
Han pardon thorugh purgatorie to passen ful lightly,
With patriarkes and prophetes in paradis to be felawe.
Bysshopes yblessed, if thei ben as thei sholde
Legistres of bothe lawes, the lewed therwith to preche,
And in as muche as thei mowe amenden alle synfulle,
Arn peres with the Apostles - this pardon Piers sheweth -
And at the day of dome at the heighe deys to sitte.
Marchaunts in the margyne hadde manye yeres,
Ac noon A pena et a culpa the Pope nolde hem graunte.
For thei holde noght hir halidayes as Holy Chirche techeth,
And for thei swere 'by hir soule' and-so God moste hem helpe'
Ayein clene Conseience, hir catel to selle.
Ac under his secret seel Truthe sente hem a lettre,
[And bad hem] buggen boldely what hem best liked
And sithenes selle it ayein and save the wynnyng,
And amende mesondieux thermyd and myseise folk helpe;
And wikkede weyes wightly amende,
And do boote to brugges that tobroke were;
Marien maydenes or maken hem nonnes;
Povere peple and prisons fynden hem hir foode,
And sette soolers to scole or to som othere craftes;
Releve Religion and renten hem bettre.
'And I shal sende yow myselve Seynt Michel myn angel,

That no devel shal yow dere ne [in youre deying fere yow],
And witen yow fro wanhope, if ye wol thus werche,
And sende youre soules in saufte to my Seintes in joye.'
Thanne were marchaunts murie - manye wepten for joye-
And preiseden Piers the Plowman, that purchaced this bulle.
Men of lawe leest pardon hadde that pleteden for mede,
For the Sauter saveth hem noght, swiche as take yiftes,
And nameliche of innocents that noon yvel ne konneth
Super innocentem munera non accipies.
Pledours sholde peynen hem to plede for swiche and helpe;
Princes and prelates sholde paie for hire travaille
A regibus et principibus erit merces eorum.
Ac many a justice and jurour wolde for Johan do moore
Than pro Deipietate - leve thow noon oother!
Ac he that spendeth his speche and speketh for the povere
That is innocent and nedy and no man apeireth,
Conforteth hym in that caas, coveit[eth noght hise] yiftes,
And [for Oure Lordes love lawe for hym sheweth] -
Shal no devel at his deeth day deren hym a myte
That he ne worth saaf and his soule, the Sauter bereth witnesse
Domine, quis habitabit in tabernaculo tuo ?
Ac to bugge water, ne wynd, ne wit, ne fir the ferthe -
Thise foure the Fader of Hevene made to this foold in commune
Thise ben Truthes tresores trewe folk to helpe,

That nevere shul wex ne wanye withouten God hymselve.
Whan thei drawen on to the deth, and indulgences wolde have,
His pardon is ful petit at his partyng hennes
That any mede of mene men for hir motyng taketh.
Ye legistres and lawieres, [if I lye witeth Mathew]
Quodcumque vultis ut faciant vobis homines, facite eis.
Alle libbynge laborers that lyven with hir hondes,
That treweliche taken and treweliche wynnen,
And lyven in love and in lawe, for hir lowe herte
Haveth the same absolucion that sent was to Piers.
Beggeres and bidderes beth noght in the bulle
But if the suggestion be sooth that shapeth hem to begge
For he that beggeth or bit, but it he have nede,
He is fals with the feend and defraudeth the nedy,
And also gileth the gyvere ageynes his wille;
For if he wiste he were noght nedy he wolde [that yyve]
Another that were moore nedy than he - so the nedieste sholde be holpe.
Caton kenneth me thus, and the Clerc of the Stories
Cui des, videto is Catons techyng;
And in the Stories he techeth to bistowe thyn almesse
Sit elemosina tua in manu tua donec studes cui des.
Ac Gregory was a good man, and bad us gyven alle

That asketh for His love that us al leneth
Non eligas cui miserearis, ne forte pretereas illum qui meretur
accipere; quia incertum est pro quo Deo magis placeas.
For wite ye nevere who is worthi-ac God woot who hath nede.
In hym that taketh is the trecherie, if any treson walke-
For he that yeveth, yeldeth, and yarketh hym to reste,
And he that biddeth, borweth, and bryngeth hymself in dette.
For beggeres borwen everemo, and hir borgh is God Almyghty-
To yelden hem that yeveth hem, and yet usure moore
Quare non dedisti pecuniam meam ad mensam, ut
ego ueniens cum usuris exegissem utique illam?
Forthi biddeth noght, ye beggeres, but if ye have gret nede.
For whoso hath to buggen hym breed-the Book bereth witnesse-
He hath ynough that hath breed ynough, though he have noght ellis
Satis dives est qui non indiget pane.
Lat usage be your solas of seintes lyves redyng;
The Book banneth beggerie, and blameth hem in this manere
Iunior fui etenim senui, et non vidi iustum derelictum nec
semen eius querens panem.
For [thei] lyve in no love, ne no lawe holde
[Thei] ne wedde no womman that [thei] with deele,
But as wilde bestes with 'wehee' worthen uppe and werchen,
And bryngen forth barnes that bastardes men calleth.
Or the bak or som soon their breketh in his youthe,

And goon [and] faiten with hire fauntes for everemoore after.
Ther is moore mysshapen amonges thise beggeres
Than of alle [othere] manere men that on this moolde walketh.
Tho that lyve thus hir lif mowe lothe the tyme
That evere he was man wroght, whan he shal hennes fare.
Ac olde men and hore that helplees ben of strengthe,
And wommen with childe that werche ne mowe,
Blynde and bedreden and broken hire membres,
That taken this myschief mekeliche, as mesels and othere,
Han as pleyn pardon as the Plowman hymselve.
For Iove of hir lowe hertes Oure Lord hath hem graunted
Hir penaunce and hir Purgatorie upon this [pure] erthe.
' Piers,' quod a preest thoo, ' thi pardon moste I rede;
For I shal construe ech clause and kenne it thee on Englissh.'
And Piers at his preiere the pardon unfoldeth -
And I bihynde hem bothe biheld al the bull
In two lynes it lay, and noght a le[ttre] moore,
And was writen right thus in witnesse of truthe
Et qui bona egerunt ibunt in vitam eternam.
Qui vero mala, in ignem eternum.
' Peter! ' quod the preest thoo, ' I kan no pardon fynde
But '-Do wel and have wel. and God shal have thi soule,'
And ' Do yvel and have yvel, and hope thow noon oother
That after thi deeth day the devel shal have thi soule!'
And Piers for pure tene pulled it atweyne
And seide,-Si ambulavero in medio umbre mortis
Non timebo mala, quoniam tu mecum es.

'I shal cessen of my sowyng,' quod Piers, 'and swynke noght so harde,
Ne aboute my bely joye so bisy be na moore;
Of preieres and of penaunce my plough shal ben herafter,
And wepen whan I sholde slepe, though whete breed me faille.
'The prophete his payn eet in penaunce and in sorwe,
By that the Sauter seith - so dide othere manye.
That loveth God lelly, his lifiode is ful esy
Fuerunt michi lacrime mee panes die ac nocte.
'And but if Luc lye, he lereth us by foweles
We sholde noght be to bisy aboute the worldes blisse
Ne soliciti sitis, he seith in the Gospel
And sheweth us by ensamples us selve to wisse.
The foweles in the feld, who fynt hem mete at wynter?
Have thei no gerner to go to, but God fynt hem alle.'
'What!' quod the preest to Perkyn, 'Peter! as me thynketh,
Thow art lettred a litel - who lerned thee on boke?'
'Abstynence the Abbesse,' quod Piers,-myn a.b.c. me taughte,
And Conscience cam afterward and kenned me muche moore.'
' Were thow a preest, Piers,' quod he, ' thow myghtest preche where thow sh
As divinour in divinite, with Dixit insipiens to thi teme.'
' Lewed lorel!' quod Piers, 'litel lokestow on the Bible;
On Salomons sawes selden thow biholdest -
Eice derisores et iurgia cum eis ne crescant &c.'
The preest and Perkyn apposeden either oother -
And I thorugh hir wordes awook, and waited aboute,
And seigh the sonne in the south sitte that tyme.
Metelees and moneilees on Malverne hulles,
Musynge on this metels a my[le] wey ich yede.
Many tyme this metels hath maked me to studie
Of that I seigh slepynge - if it so be myghte;
And for Piers the Plowman ful pencif in herte,

And which a pardon Piers hadde, al the peple to conforte,
And how the preest inpugned it with two propre wordes.
Ac I have no savour in songewarie, for I se it ofte faille;
Caton and canonistres counseillen us to leve
To sette sadnesse in songewarie - for sompnia ne cures.
Ac for the book Bible bereth witnesse
How Daniel divined the dremes of a kyng
That was Nabugodonosor nempned of clerkes . . .
Daniel seide, 'Sire Kyng, thi dremels bitokneth
That unkouthe knyghtes shul come thi kyngdom to cleyme;
Amonges lower lordes thi lond shal be departed.'
And as Daniel divined, in dede it fel after
The kyng lees his lordshipe, and lower men it hadde.
And Joseph mette merveillously how the moone and the sonne
And the ellevene sterres hailsed hym alle.
Thanne Jacob jugged Josephes swevene
' Beau fiz,' quod his fader, ' for defaute we shullen -
I myself and my sones - seche thee for nede.'
It bifel as his fader seide, in Pharaoes tyme,
That Joseph was Justice Egipte to loke
It bifel as his fader tolde - hise frendes there hym soughte.
Al this maketh me on metels to thynke -
And how the preest preved no pardon to Dowel,
And demed that Dowel indulgences passed,
Biennals and triennals and bisshopes lettres,
And how Dowel at the Day of Dome is digneliche underfongen,
And passeth al the pardon of Seint Petres cherche.
Now hath the Pope power pardon to graunte
The peple, withouten penaunce to ja into [joye];
This is [a leef of] oure bileve, as lettred men us techeth
Quodcumque ligaveris super terram erit ligatum et in celis &c.

And so I leve leelly (Lord forbede ellis!)
That pardon and penaunce and preieres doon save
Soules that have synned seven sithes dedly.
Ac to trust on thise triennals - trewely, me thynketh,
It is noght so siker for the soule, certes, as is Dowel.
Forthi I rede yow renkes that riche ben on this erthe,
Upon trust of youre tresor triennals to have,
Be ye never the bolder to breke the ten hestes;
And namely ye maistres, meires and jugges,
That have the welthe of this world and wise men ben holden,
To purchace yow pardon and the Popes bulles.
At the dredful dome, whan dede shulle arise
And comen alle bifore Crist acountes to yelde -
How thow laddest thi lif here and hise lawes keptest,
And how thow didest day by day the doom wole reherce.
A pokeful of pardon there, ne provincials lettres,
Theigh ye be founde in the fraternite of alle the foure ordres
And have indulgences doublefold - but Dowel yow helpe,
I sette youre patentes and youre pardon at one pies hele!
Forthi I counseille alle Cristene to crie God mercy,
And Marie his moder be oure meene bitwene,
That God gyve us grace here, er we go hennes,
Swiche werkes to werche, while we ben here,
That after oure deth day, Dowel reherce
At the day of dome, we dide as he highte.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Vision Of Piers Plowman - Part 13

And I awaked therwith, witlees nerhande,
And as a freke that fey were, forth gan I walke
In manere of a mendynaunt many yer after,
And of this metyng many tyme muche thought I hadde
First how Fortune me failed at my mooste nede,
And how that Elde manaced me, myghte we evere mete;
And how that freres folwede folk that was riche,
And [peple] that was povere at litel pris thei sette,
And no corps in hir kirkyerd ne in hir kirk was buryed
But quik he biquethe hem aught or sholde helpe quyte hir dettes;
And how this coveitise overcom clerkes and preestes;
And how that lewed men ben lad, but Oure Lord hem helpe,
Thorugh unkonnynge curatours to incurable peynes;
And how that Ymaginatif in dremels me tolde
Of Kynde and of his konnynge, and how curteis he is to bestes,
And how lovynge he is to bestes on londe and on watre
Leneth he no lif lasse ne moore;
The creatures that crepen of Kynde ben engendred;
And sithen how Ymaginatif seide, ' Vix iustus salvabitur,'
And whan he hadde seid so, how sodeynliche he passed.
I lay down longe in this thoght, and at the laste I slepte;

And as Crist wolde ther com Conscience to conforte me that tyme,
And bad me come to his court - with Clergie sholde I dyne.
And for Conscience of Clergie spak, I com wel the rather;
And there I [merkede] a maister - what man he was I nyste -
That lowe louted and loveliche to Scripture.
Conscience knew hym wel and welcomed hym faire;
Thei wesshen and wipeden and wenten to the dyner.
Ac Pacience in the paleis stood in pilgrymes clothes,
And preyde mete par charite for a povere heremyte.
Conscience called hym in, and curteisliche seide,
' Welcome, wye, go and wassh; thow shalt sitte soone.'
This maister was maad sitte as for the mooste worthi,
And thanne Clergie and Conscience and Pacience cam after.
Pacience and I were put to be mettes,
And seten bi oureselve at a side borde.
Conscience called after mete, and thanne cam Scripture
And served hem thus soone of sondry metes manye -
Of Austyn, of Ambrose, of alle the foure Evaungelistes
Edentes et bibentes que apud eos sunt.
Ac this maister ne his man no maner flessh eten,
Ac thei eten mete of moore cost - mortrews and potages
Of that men myswonne thei made hem wel at ese.
Ac hir sauce was over sour and unsavourly grounde
In a morter, Post mortem, of many bitter peyne -
But if thei synge for tho soules and wepe salte teris
Vos qui peccata hominum comeditis, nisi pro eis lacrimas et
oraciones effuderitis, ea que in deliciis comeditis, in tormentis evometis.
Conscience ful curteisly tho commaunded Scripture
Bifore Pacience breed to brynge and me that was his mette.
He sette a sour loof toforn us and seide, 'Agite penitenciam,'
And siththe he drough us drynke'Dia perseverans -

As longe,' quod he,-'as lif and lycame may dure.'
' Here is propre service,' quod Pacience, 'ther fareth no prince bettre!'
And he broughte us of Beati quorum of Beatus virres makyng,
And thanne he broughte us forth a mees of oother mete, of Miserere mei, Deus
Et quorum tecta sunt peccata
In a dissh of derne shrifte, Dixi et confitebor tibi.
'Bryng Pacience som pitaunce,' pryveliche quod Conseience;
And thanne hadde Pacience a pitaunce, Pro hac orabit ad te
omnis sanctus in tempore oportuno.
And Conseience conforted us, and carped us murye tales
Cor contritum et humiliatum, Deus, non despicies.
Pacience was proude of that propre service,
And made hym murthe with his mete; ac I mornede evere,
For this doctour on the heighe dees drank wyn so faste
Ve vobis qui potentes estis ad bibendum vinum !
He eet manye sondry metes, mortrews and puddynges,
Wombe cloutes and wilde brawen and egges yfryed with grece.
Thanne seide I to myself so Pacience it herde,
' It is noght foure dayes that this freke, bifore the deen of Poules,
Preched of penaunces that Paul the Apostle suffrede -
In fame et frigore and flappes of scourges
Ter cesus sum et a Iudeis quinquies quadragenas &c;
Ac o word thei overhuppen at ech a tyme that thei preche
That Poul in his Pistle to al the peple tolde -
Periculum est in falsis fratribus!'

(Holi Writ bit men be war - I wol noght write it here
In Englissh, on aventure it sholde be reherced to ofte
And greve therwith that goode men ben - ac gramariens shul rede
Unusquisque a fratre se custodiat, quia, ut dicitur,
periculum est in falsis fratribus.
Ac I wiste nevere freke that as a frere yede bifore men on Englissh
Taken it for his teme, and telle it withouten glosyng!
They prechen that penaunce is profitable to the soule,
And what meschief and maleese Crist for man tholede).
'Ac this Goddes gloton,' quod I, 'with hise grete chekes,
Hath no pite on us povere; he parfourneth yvele.
That he precheth, he preveth noght,' to Pacience I tolde,
And wisshed witterly, with wille ful egre,
That disshes and doublers bifore this doctour
Were molten leed in his mawe, and Mahoun amyddes!
'I shal jangle to this jurdan with his juste wombe
To telle me what penaunce is, of which he preched rather!'
Pacience parceyved what I thoughte, and [preynte] on me to be stille,
And seide, 'Thow shalt see thus soone, whan he may na moore,
He shal have a penaunce in his paunche and puffe at ech a worde,
And thanne shullen his guttes gothele, and he shal galpen after;
For now he hath dronken so depe he wole devyne soone
And preven it by hir Pocalips and passion of Seint Avereys
That neither bacon ne braun ne blancmanger ne mortrews
Is neither fissh ne flessh but fode for a penaunt.
And thanne shal he testifie of a trinite, and take his felawe to witnesse
What he fond in a f[or]el after a freres lyvyng;

And but the first leef be lesyng, leve me nevere after!
And thanne is tyme to take and to appose this doctour
Of Dowel and Dobet and if Dobest be any penaunce.'
And I sat stille as Pacience seide, and thus soone this doctour,
As rody as a rose ruddede hise chekes,
Coughed and carped; and Conscience hym herde,
And tolde hym of a trinite, and toward us he loked.
'What is Dowel, sire doctour?' quod I; 'is Dobest any penaunce?'
' Dowel?' quod this doctour - and drank after -
' Do noon yvel to thyn evencristen - nought by thi power.'
'By this day, sire doctour,' quod I, 'thanne [in Dowel be ye noght]!
For ye han harmed us two in that ye eten the puddyng,
Mortrews and oother mete - and we no morsel hadde.
And if ye fare so in youre fermerye, ferly me thynketh
But cheeste be ther charite sholde be, and yonge children dorste pleyne!
I wolde permute my penaunce with youre - for I am in point to dowel.'
Thanne Conscience ful curteisly a contenaunce he made,
And preynte upon Pacience to preie me to be stille,
And seide hymself, 'Sire doctour, and it be youre wille,
What is Dowel and Dobet? Ye dyvynours knoweth.'
'Dowel?' quod this doctour; 'do as clerkes techeth;
And Dobet is he that techeth and travailleth to teche othere;
And Dobest doth hymself so as he seith and precheth
Qui facit et docuerit magnus vocabitur in regno celorum.'
'Now thow, Clergie,' quod Conscience. 'carpe us what is Dowel.'
' I have sevene sones,' he seide, 'serven in a castel
Ther the lord of lif wonyeth, to leren hem what is Dowel.
Til I se tho sevene and myself acorde
I am unhardy,' quod he, 'to any wight to preven it.
For oon Piers the Plowman hath impugned us alle,
And set alle sciences at a sop save love one;
And no text ne taketh to mayntene his cause

But Dilige Deum and Domine quis habitabit;
And seith that Dowel and Dobet arn two infinites,
Whiche infinites with a feith fynden out Dobest,
Which shal save mannes soule - thus seith Piers the Plowman.'
' I kan noght heron,' quod Conscience, 'ac I knowe wel Piers.
He wol noght ayein Holy Writ speken, I dar x el undertake.
Thanne passe we over til Piers come and preve this in dede.
Pacience hath be in many place, and paraunter knoweth
That no clerk ne kan, as Crist bereth witnesse
Pacientes vincunt &c.'
'At youre preiere,' quod Pacience tho, 'so no man displese hym
Disce,' quod he, ' doce; dilige inimicos.
Disce, and Dowel; doce, and Dobet;
Dilige, and Dobest - [do] thus taughte me ones
A lemman that I lovede - Love was hir name.
''With wordes and with werkes,'' quod she, 'and wil of thyn herte
Thow love leelly thi soule al thi lif tyme.
And so thow lere the to lovye, for the Lordes love of hevene,
Thyn enemy in alle wise eveneforth with thiselve.
Cast coles on his heed of alle kynde speche;
Bothe with werkes and with wordes fonde his love to wynne,
And leye on him thus with love til he laughe on the;
And but he bowe for this betyng, blynd mote he worthe!'
'Ac for to fare thus with thi frend - folie it were;
For he that loveth thee leelly, litel of thyne coveiteth.
Kynde love coveiteth noght no catel but speche.
With half a laumpe lyne in Latyn, Ex vi transicionis,
I bere ther, in a bou[s]te, faste ybounde Dowel,
In a signe of the Saterday that sette first the kalender,
And al the wit of the Wodnesday of the nexte wike after;
The myddel of the rnoone is the myght of bothe.
And herwith am I welceme ther I have it with me.
' Undo it - lat this doctour deme if Dowel be therinne;

For, by hym that me made, myghte nevere poverte,
Misese ne mischief ne man with his tonge,
Coold, ne care, ne compaignye of theves.
Ne neither hete, ne hayl, ne noon helle pouke,
Ne neither fuyr, ne flood, ne feere of thyn enemy.
Tene thee any tyme, and thow take it with the
Caritas nichil timet.
'And ek, have God my soule! and thow wilt it crave,
Ther nys neither emperour ne emperesse, erl ne baroun,
Pope ne patriark, that pure reson ne shal make thee
Maister of alle tho men thorugh myght of this redels -
Nought thorugh wicchecraft but thorugh wit; and thow wilt thiselve
Do kyng and quene and alle the comune after
Yyve thee al that thei may yyve, as thee for best yemere,
And as thow demest wil thei do alle hir dayes after
Pacientes vincunt.'
' It is but a dido,' quod this doctour, 'a disours tale!
Al the wit of this world and wight mennes strengthe
Kan noght [par]formen a pees bitwene the Pope and hise enemys,
Ne bitwene two Cristene kynges kan no wight pees make
Profitable to either peple - and putte the table fro hym,
And took Clergie and Conscience to conseil, as it were,
That Pacience tho most passe - for pilgrymes konne wel lye.'
Ac Conscience carped loude and curteisliche seide,
' Frendes, fareth wel,' and faire spak to Clergie,
' For I wol go with this gome, if God wol yeve me grace,
And be nilgrym with Pacience til I have preved moore.'
'What! ' quod Clergie to Conscience, 'are ye coveitous nouthe
After yeresyeves or yiftes. or yernen to rede redels?
I shal brynge yow a Bible, a book of the olde lawe,
And lere yow, if yow like, the leeste point to knowe,
That Pacience the pilgrym parfitly knew nevere.'
' Nay, by Crist!' quod Conscience to Clergie, ' God thee foryelde.

For al that Pacience me profreth, proud am I litel;
Ac the wil of the wye and the wil of folk here
Hath meved my mood to moorne for my synnes.
The goode wil of a wight was nevere bought to the fulle
For ther nys no tresour therto to a trewe wille.
'Hadde noght Marie Maudeleyne moore for a box of salve
Than Zacheus for he seide, ' Dimiaium bonorum meorum do pauperibus,'
And the poore widewe for a peire of mytes
Than alle tho that offrede into gazophilacium ?'
Thus curteisliche Conscience congeyed first the frere,
And sithen softeliche he seide in Clergies ere,
'Me were levere, by Oure Lord, and I lyve sholde,
Have pacience parfitliche than half thi pak of bokes! '
Clergie of Conscience no congie wolde take,
But seide ful sobreliche, 'Thow shalt se the tyme
Whan thow art wery forwalked, wilne me to counseille.'
'That is sooth,' seide Conscience, 'so me God helpe!
If Pacience be oure partyng felawe and pryve with us bothe,
Ther nys wo in this world that we ne sholde amende,
And conformen kynges to pees, and alle kynnes londes -
Sarsens and Surre, and so forth alle the Jewes -
Turne into the trewe feith and intil oon bileve.'
'That is sooth,' quod Clergie, 'I se what thow menest.
I shall dwelle as I do, my devoir to shewe,
And confermen fauntekyns oother folk ylered
Til Pacience have preved thee and parfit thee maked.'
Conscience tho with Pacience passed, pilgrymes as it were.
Thanne hadde Pacience, as pilgrymes han, in his poke vitailles
Sobretee and symple speche and soothfast bileve,
To conforte hym and Conscience if thei come in place
There unkyndenesse and coveitise is, hungry contrees bothe.
And as thei wente by the weye, of Dowel thei carped;
Thei mette with a mynstral, as me tho thoughte.

Pacience apposed hym first and preyde he sholde telle
fo Conscience what craft he kouthe, and to what contree he wolde.
'I am a mynstral,' quod that man, 'my name is Activa Vita.
Al ydel ich hatie, for of Actif is my name,
A wafrer, wol ye wite, and serve manye lordes -
And fewe robes I fonge or furrede gownes.
Couthe I lye and do men laughe, thanne lacchen I sholde
Outher mantel or moneie amonges lordes mynstrals.
Ac for I kan neither taboure ne trompe ne telle no gestes,
Farten ne fithelen at festes, ne harpen,
Jape ne jogele ne gentilliche pipe,
Ne neither saille ne sautrie ne synge with the gyterne,
I have no goode giftes of thise grete lordes
For no breed that I brynge forth - save a benyson on the Sonday,
Whan the preest preieth the peple hir Paternoster to bidde
For Piers the Plowman and that hym profit waiten -
And that am I, Actif, that ydelnesse hatie;
For alle trewe travaillours and tiliers of the erthe,
Fro Mighelmesse to Mighelmesse I fynde hem with wafres.
'Beggeris and bidderis of my breed craven,
Faitours and freres and folk with brode crounes.
I fynde payn for the Pope and provendre for his palfrey,
And I hadde nevere of hym, have God my trouthe,
Neither provendre ne personage yet of the Popes yifte,
Save a pardon with a peis of leed and two polles amyddes!
Hadde ich a clerc that couthe write I wolde caste hym a bille
That he sente me under his seel a salve for the pestilence,
And that his blessynge and hise bulles bocches myghte destruye
In nomine meo demonia eicient et super egros manus imponent et bene habebunt.
And thanne wolde I be prest to the peple, paast for to make,
And buxom and busy aboute breed and drynke
For hyrn and for alle hise, founde I that his pardoun

Mighte lechen a man - as I bileve it sholde.
For sith he hath the power that Peter hadde, he hath the pot with the salve
Argentum et aurum non est michiquod autem habeo,
tibi doIn nomine Domini surge et ambula.
'Ac if myght of myracle hym faille, it is for men ben noght worthi
To have the grace of God, and no gilt of the Pope.
For may no blessynge doon us boote but if we wile amende,
Ne mannes masse make pees among Cristene peple,
Til pride be pureliche fordo, and that thorugh payn defaute.
For er I have breed of mele, ofte moot I swete,
And er the commune have corn ynough many a cold morwenyng;
So, er my wafres be ywroght, muche wo I tholye.
'Al Londoun, I leve, liketh wel my wafres,
And louren whan thei lakken hem; it is noght longe ypassed
There was a careful commune whan no cart com to towne
With bake breed fro Stratford; tho gonnen beggeris wepe,
And werkmen were agast a lite - this wole be thought longe;
In the date of Oure Drighte, in a drye Aprill,
A thousand and thre hundred, twies thritty and ten,
My wafres there were gesene, whan Chichestre was maire.'
I took greet kepe, by Crist, and Conscience bothe,
Of Haukyn the Actif Man, and how he was yclothed.
He hadde a cote of Cristendom as Holy Kirke bileveth;
Ac it was moled in many places with manye sondry plottes -
Of pride here a plot, and there a plot of unbuxom speche,
Of scornyng and of seoffyng and of unskilful berynge;
As in apparaill andin porte proud amonges the peple;
Ootherwise than he hath with herte or sighte shewynge;
Hym wilnyng that alle men wende he were that he is noght,

Forwhy he bosteth and braggeth with manye bolde othes;
And inobedient to ben undernome of any lif lyvynge;
And so singuler by hymself as to sighte of the peple
Was noon swich as hymself, ne noon so pope holy;
Yhabited as an heremyte, an ordre by hymselve -
Religion saunz rule and resonable obedience;
Lakkynge lettrede men and lewed men bothe;
In likynge of lele lif and a liere in soule;
With inwit and with outwit ymagynen and studie
As best for his body be to have a bold name;
And entremetten hym over al ther he hath noght to doone;
Wilnyge that men wende his wit were the beste,
Or for his crafty konnynge or of clerkes the wisest,
Or strengest on stede, or styvest under girdel,
And lovelokest to loken on and lelest of werkes,
And noon so holy as he ne of lif clennere,
Or feirest of feitures, of forme and of shafte,
And most sotil of song other sleyest of hondes,
And large to lene lo[o]s therby to cacche;
And if he gyveth ought to povere gomes, [go] telle what he deleth;
Povere of possession in purs and in cofre,'
And as a lyoun on to loke and lordlich of speche;
Boldest of beggeris, a bostere that noght hath,
In towne and in tavernes tales to telle
And segge thyng that he nevere seigh and for sothe sweren it,
Of dedes that he nevere dide demen and bosten,
And of werkes that he wel dide witnesse and siggen,

'Lo! if ye leve me noght, or that I lye wenen,
Asketh at hym or at hym, and he yow kan telle
What I suffrede and seigh and somtymes hadde,
And what I kouthe and knew, and what kyn I com of.'
Al he wolde that men wiste of werkes and of wordes -
Which myghte plese the peple and preisen hymselve
Si hominibus placerem, Christi servus non essem. Et alibi
Nemo potest duobus dominis servire.
'By Crist!' quod Conseience tho, 'thi beste cote, Haukyn,
Hath manye moles and spottes - it moste ben ywasshe!'
'Ye, whoso toke hede,' quod Haukyn, 'bihynde and bifore,
What on bak and what on body half and by the two sides -
Men sholde fynde manye frounces and manye foule plottes.'
And he torned hym as tyd, and thanne took I hede;
It was fouler bi fele fold than it first semed.
It was bidropped with wrathe and wikkede wille,
With envye and yvel speche entisynge to fighte,
Lying and lakkynge and leve tonge to chide;
Al that he wiste wikked by any wight, tellen it,
And blame men bihynde hir bak and bidden hem meschaunce;
And that he wiste by Wille, [to Watte tellen it],
And that Watte wiste, Wille wiste it after,
And made of frendes foes thorugh a fals tonge
'Or with myght of mouth or thorugh mannes strengthe
Avenged me fele tymes, other frete myselve withinne
As a shepsteres shere, ysherewed men and cursed hem.'
Cuius malediccione os plenum est et amaritudine; sub lingua
eius labor et dolor. Et alibiFilii hominum dentes eorum
arma et sagitte et lingua eorum gladius acutus.

'Ther is no lif that I lovye lastynge any while;
For tales that I telle no man trusteth to me.
And whan I may noght have the maistrie, swich malencolie I take
That I cacche the crampe, the cardiacle som tyme,
Or an ague in swich an angre, and som tyme a fevere
That taketh me al a twelvemonthe, til that I despise
Lechecraft of Oure Lord and leve on a wicche,
And seye that no clerc ne kan - ne Crist, as I leve -
To the Soutere of Southwerk, or of Shordych Dame Emme,
And seye that [God ne] Goddes word gaf me nevere boute,
But thorugh a charme hadde I chaunce and my chief heele.'
I waitede wisloker, and thanne was it soilled
With likynge of lecherie as by lokynge of his eighe.
For ech a maide that he mette, he made hire a signe
Semynge to synneward, and somtyme he gan taste
Aboute the mouth or bynethe bigynneth to grope,
Til eitheres wille wexeth kene, and to the werke yeden,
As wel fastyng dayes as Fridaies and forboden nyghtes,
And as lef in Lente as out of Lente, alle tymes yliche
Swiche werkes with hem were nevere out of seson,
Til thei myghte na moore - and thanne hadde murye tales,
And how that lecchours lovye laughen and japen,
And of hir harlotrye and horedom in hir elde tellen.
Thanne Pacience parceyved, of pointes his cote
Was colomy thorugh coveitise and unkynde desiryng.
Moore to good than to God the gome his love caste,
And ymagynede how he it myghte have
With false mesures and met, and [mid] fals witnesse
Lened for love of the wed and looth to do truthe,
And awaited thorugh w[itte]s wyes to bigile,

And menged his marchaundise and made a good moustre
'The worst withinne was - a greet wit I let it!
And if my neghebore hadde an hyne, or any beest ellis,
Moore profitable than myn, manye sleightes I made
How I myghte have it - al my wit I caste;
And but I it hadde by oother wey, at the laste I stale it,
Or pryveliche his purs shook, unpikede hise lokes;
Or by nyghte or by daye, aboute was ich evere
Thorugh gile to gaderen the good that ich have.
'If I yede to the plowgh, I pynched so narwe
That a foot lond or a forow fecchen I wolde
Of my nexte neghebore, nymen of his erthe;
And if I rope, overreche, or yaf hem reed that ropen
To seise to me with hir sikel that I ne sew nevere.
'And whoso borwed of me aboughte the tyme
With presentes pryvely, or paide som certeyn -
So wolde he or noght wolde he, wynnen I wolde;
And bothe to kith and to kyn unkynde of that ich hadde.
'And whoso cheped my chaffare, chiden I wolde
But he profrede to paie a peny or tweyne
Moore than it was worth, and yet wolde I swere
That it coste me muche moore - swoor manye othes.
'In haly daies at holy chirche, whan ich herde masse
Hadde I nevere wille, woot God, witterly to biseche
Mercy for my mysdedes, that I ne moorned moore
For losse of good, leve me, than for likames giltes;
As, if I hadde dedly synne doon, I dredde noght that so soore
As whan I lened and leved it lost or longe er it were paied.
So if I kidde any kyndenesse myn evencristen to helpe,
Upon a cruwel coveitise my conscience gan hange.
'And if I sente over see my servaunts to Brugges,
Or into Prucelond my Prentis my profit to waiten,

To marchaunden with moneie and maken here esehaunges,
Mighte nevere me conforte in the mene tyme
Neither masse ne matynes, ne none maner sightes;
Ne nevere penaunce parfournede ne Paternoster seide
That my mynde ne was moore on my good in a doute
Than in the grace of God and hise grete helpes.'
Ubi thesaurus tuus, ibi et cor tuum.
Yet that glotoun with grete othes his garnement hadde soiled
And foule beflobered it, as with fals speche,
As, there no nede ne was, Goddes name an idel -
Swoor therby swithe ofte and al biswatte his cote;
And moore mete eet and dronk than kynde myghte defie -
'And kaughte siknesse somtyme for my surfetes ofte;
And thanne I dradde to deye in dedlich synne' -
That into wanhope he w[orth] and wende nought to be saved,
The whiche is sleuthe, so slow that may no sleightes helpe it,
Ne no mercy amenden the man that so deieth.
Ac whiche ben the braunches that bryngen a man to sleuthe?
Is whan a man moorneth noght for hise mysdedes, ne maketh no sorwe,
Ac penaunce that the preest enjoyneth parfourneth yvele,
Dooth non almesdede, dred hym of no synne,
Lyveth ayein the bileve and no lawe holdeth.
Ech day is halyday with hym or an heigh ferye, '
And if he aught wol here, it is an harlotes tonge.
Whan men carpen of Crist, or of clennesse of soule,
He wexeth wroth and wol noght here but wordes of murthe.
Penaunce and povere men and the passion of seintes -
He hateth to here therof and alle that it telleth.

Thise been the braunches, beth war! that bryngen a man to wanhope.
Ye lordes and ladies and legates of Holy Chirche
That fedeth fooles sages, flatereris and lieris,
And han likynge to lithen hem [in hope] to do yow laughe -
Ve vobis qui ridetis &c -
And yyveth hem mete and mede, and povere men refuse,
In youre deeth deyinge, I drede me soore
Lest tho thre maner men to muche sorwe yow brynge
Consencientes et agentes pari pena punientur.
Patriarkes and prophetes, prechours of Goddes wordes,
Saven thorugh hir sermon mannes soule fro helle;
Right so flatereris and fooles arn the fendes disciples
To entice men thorugh hir tales to synne and harlotrie.
Ac clerkes, that knowen Holy Writ, sholde kenne lordes
What David seith of swiche men, as the Sauter telleth
Non habitabit in medio domus mee qui facit superbiam; qui loquitur iniqua . . .
Sholde noon harlot have audience in halle ne in chambre
Ther wise men were - witnesseth Goddes wordes -
Ne no mysproud min amonges lordes ben allowed.
Clerkes and knyghtes welcometh kynges minstrales,
And for love of hir lord litheth hem at festes;
Muche moore, me thynketh, riche men sholde
Have beggeres bifore hem, the whiche ben Goddes minstrales,
As he seith hymself - Seynt Johan bereth witnesse
Qui vos spernit me spernit.
Forthi I rede yow riche, reveles whan ye maketh,
For to solace youre soules, swiche minstrales to have -
The povere for a fool sage sittynge at th[i] table,
And a lered man to lere thee what Oure Lord suffred
For to save thi soule fram Sathan thyn enemy,
And fithele thee, withoute flaterynge, of Good Friday the storye,

And a blynd man for a bourdeour, or a bedrede womman
To crie a largesse bifore Oure Lord, your good loos to shewe.
Thise thre maner minstrales maketh a man to laughe,
And in his deeth deyinge thei don hym gret confort
That bi his lyve lithed hem and loved hem to here.
Thise solaceth the soule til hymself be falle
In a welhope, [for he wroghte so], amonges worthi seyntes,
There flatereres and fooles thorugh hir foule wordes
Leden tho that loved hem to Luciferis feste
With turpiloquio, a lay of sorwe, and Luciferis fithele.
Thus Haukyn the actif man hadde ysoiled his cote,
Til Conscience acouped hym therof in a curteis manere,
Why he ne hadde wasshen it or wiped it with a brusshe.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
 

Search


Recent searches | Top searches