Otoya en Oslo
Heer, in afgryse luister ons na ‘n verhaal van haat
‘n Verhaal wat ons verbuisterd laat
Hoe kan mens hierdie dade in woorde omsit?
Heer, ‘n hele nasie staan in pyn en smart
Die letters van swart op die wit papier kan nooit die pyn uitdruk
En ‘n groot gat is saam met gebou se mure uit ons hart geruk
En elke lyk van elke kind op daardie eiland voel soos ons eie
Die verlies wat ‘n ouer voel sal nooit beksryf kan word
Heer, Heer, ons uitroepe van smart en seer is so oorverdowend soos die bom
Heer, Heer, ons gevoelens lê soos die bakstene verstrooid
‘n Ramp uit ‘n mens se hand?
Heer, die vrae oor die toekoms van elkeen in daardie land
Heer, U alleen sal kan berusting bring, want troos is nie moontlik
Heer, U alleen sal kan oordeel oor so ‘n daad
Heer, vergelding is al waaraan mens kan dink
En tog sal dit ons plaas waar hy staan
Vergelding sal ons plaas in die hand van die duiwel
Heer, ons bid vir hierdie mense dat U hul sal beskerm
poem by Amanda Boucher
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Related quotes
Afrikaans: Sterregordels, Stilsonjare, Tydsbroekspypdinge, Haarsliert
Sterregordels
Cosmology in Afrikaans is an ode to joy, the
terms form sing-song strings with delightful
sounds “ewigbewegende elektron”
continuously spinning electron
“elektron in die hart van die atoomkorrel”
electron in the centre of the atom particle
- what a song!
“Triljoene Melkwegstelsels waaromheen ons
Melkweg elke tweehonderdmiljoenjaar
wentel – ‘n mallemeule van sterregordels…”
“Dobberende patrone, mesone en elektrone,
'n konfigurasie van konvekse novae”…
- these terms are singing to me!
A merry-go-round of star systems
Quotes from Adriaan Snyman “Die Messias Kode” (The Messiah Code) pp.9,10
Bombardement Van Frekwensies (English Explanation)
Waarmee sal ek hierdie leë oomblikke,
ankerloos, betekenisloos; aan die ewigheid
vasmaak - die gevoelsruimte in my hart
Is leeg, alle gevoel en denke het gesamentlik
in die donker duisternis van my brein ingeval
‘n laserbrein wat die hologramwêreld
Self moet konsituteer uit ‘n bombardement
van betekenislose frekwensies – maar
vandag is die ligstraalfokus uit
My pendulumgedagtes swaai ongefokus rond
die opgerolde, ingevoude ses-en-twintig of
meer dimensies van die virtuele werklikheid
Wil nie vir my oopgaan nie…
All thought and feeling fell into the black hole in my brain and the twenty-six or more rolled-up frequencies of reality does not want to open for me today…
Geloof In Liefde - Faith In Love
[...] Read more
poem by Margaret Alice
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Twin State
university of chicago summer basketball
university of chicago summer camp
university of cincinati baseball camp
university of cincinnati basketball camp
university of cincinnati football camp
university of cincinnati lacrosse camp
university of cincinnati soccer camp
university of cincinnati youth basketbal
university of cinncinati football camp
university of colorado basketball camp
university of colorado basketball camps
university of colorado cross country cam
university of colorado football camp
university of colorado soccer camp
university of colorado soccer camps
university of colorado sports camps
university of colorado summer camp
university of colorado summer camps
university of colorado team lacrosse cam
university of connecticut basketball cam
university of connecticut football camp
university of connecticut girls volleyba
university of connecticut soccer camp
university of connecticut volleyball sum
university of ct summer volleyball camp
university of dallas cross country camps
university of dayton and goalkeeper camp
university of dayton baseball camp
university of dayton basketball camp
university of dayton camps
university of dayton ohio atheletic camp
university of dayton socccer camp
university of dayton soccer camp
university of dayton summer soccer camp
university of dayton volleyball camp
university of delaware 4h camp
university of delaware 4h camp applicati
university of delaware baseball camp
university of delaware camps
university of delaware field hockey camp
university of delaware football camps
university of delaware girls lacrosse ca
university of delaware lacrosse camp
university of delaware soccer camp
university of delaware tiina martin camp
university of delaware volleyball camp
university of delaware youth camps
university of delware soccer camp
university of denver and lacrosse camp
university of denver swimming summer cam
[...] Read more
poem by Caasder Fronds
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Et Memoria [2]
Kom stap vanoggend deur my lewe
terwyl ons, ons gisters onthou,
‘n nuwe dag voor ons oopvou
en laat ‘n afdruk van jou
geskilder teen die seildoek van my gedagtes
want elke nuwe môre
word uit ons gisters gebore
en jy bly deel van my, al is
alles tussen ons nou verby,
sien ek jou in die glans van die son,
die dou wat blinkend op blare sit
en ek besef nou, dat liefde
in elke oomblik van onthou
weer van voor af begin
en hoe langsaam rek ek nog
oomblikke wat reeds verby is uit
asof dit altyd deel van my menswees is
maar ek is reeds daarvan bewus
dat dinge vêr by verby tussen ons is,
dat jy vanaand
hitte by iemand anders sal kry
asof ek, net nog
deel van ‘n dooie vlam is.
[Verwysing: Et Memoria deur Japie S. Strydom:
“Kom stap vanaand
deur my môre,
en blaai saam deur my drome,
teken jou liggaam hier
in my sagtebandboek aan,
want ons vandag is in gisters en more gebore:
jy is die ligflits van die son,
die môre-dag se dou;
‘n laat middag in my somer-drome,
‘n vroeë lente more –
Ek weet vanaand,
dat die dae van ons lewe (liefde?) ,
weer,
in elke nuwe onthou begin:
hoe langsaam het ek jou
[...] Read more
poem by Gert Strydom
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
HOE HOUSE...by talile ali
HOE HOUSE
IF YOU WANNA KNOW WHAT HAPPENS
WHEN DOIN IT RUNS AMUCK
HOE HOUSE
THE MOMMA LIKES TO DO IT
SO DO HER LITTLE DUCKS
HOE HOUSE
SHE DOESN'T WANT THEM DOIN
SOME LAZY KNOTHEAD CHUMPS
HOE HOUSE
THEN SHE GETS ALL DRUNKED UP
AND DOES SOME LAZY BLIND KNOTHEAD CHUMP
HOE HOUSE
THE CHILDREN THEY CAN HEAR HER
WHEN SHE STARTS TO WAIL
HOE HOUSE
DOING ANY FELLA
BEFORE SHE GOES TO HELL
HOE HOUSE
SHE WILL DO'EM NASTY
IN THE RAW OR IN THE MOUTH
HOE HOUSE
WHILE HER BABIES LISTEN
THEY DRESS AND LEAVE THE HOUSE
HOE HOUSE
SHE TELL'S THEM 'IT'S NOT NOTHING'
'JUST A LIL FIX'
HOE HOUSE
THEY COULD NEVER BELIEVE HER
SHE'S JUST UP TO HER TRICKS
HOE HOUSE
WHAT THEY WANT TO KNOW IS
IF THEY GET FUCKED, I SWEAR
HOE HOUSE
THESE BABE'S THEY JUST CANT HELP YOU
CAUSE THEY ARE RUNNING SCARED
HOE HOUSE
[...] Read more
poem by Talile Ali
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Canterbury Tales; the Wyves tale of Bathe
The Prologe of the Wyves tale of Bathe.
Experience, though noon auctoritee
Were in this world, were right ynogh to me
To speke of wo that is in mariage;
For, lordynges, sith I twelf yeer was of age,
Thonked be God, that is eterne on lyve,
Housbondes at chirche-dore I have had fyve-
For I so ofte have ywedded bee-
And alle were worthy men in hir degree.
But me was toold, certeyn, nat longe agoon is,
That sith that Crist ne wente nevere but onis
To weddyng in the Cane of Galilee,
That by the same ensample, taughte he me,
That I ne sholde wedded be but ones.
Herkne eek, lo, which a sharpe word for the nones,
Biside a welle Jesus, God and Man,
Spak in repreeve of the Samaritan.
'Thou hast yhad fyve housbondes,' quod he,
'And thilke man the which that hath now thee
Is noght thyn housbonde;' thus seyde he, certeyn.
What that he mente ther by, I kan nat seyn;
But that I axe, why that the fifthe man
Was noon housbonde to the Samaritan?
How manye myghte she have in mariage?
Yet herde I nevere tellen in myn age
Upon this nombre diffinicioun.
Men may devyne, and glosen up and doun,
But wel I woot expres withoute lye,
God bad us for to wexe and multiplye;
That gentil text kan I wel understonde.
Eek wel I woot, he seyde, myn housbonde
Sholde lete fader and mooder, and take me;
But of no nombre mencioun made he,
Of bigamye, or of octogamye;
Why sholde men speke of it vileynye?
Lo, heere the wise kyng, daun Salomon;
I trowe he hadde wyves mo than oon-
As, wolde God, it leveful were to me
To be refresshed half so ofte as he-
Which yifte of God hadde he, for alle hise wyvys?
No man hath swich that in this world alyve is.
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Regiment of Princes
Musynge upon the restlees bysynesse
Which that this troubly world hath ay on honde,
That othir thyng than fruyt of bittirnesse
Ne yildith naght, as I can undirstonde,
At Chestres In, right faste by the Stronde,
As I lay in my bed upon a nyght,
Thoght me byrefte of sleep the force and might. 1
And many a day and nyght that wikkid hyne
Hadde beforn vexed my poore goost
So grevously that of angwissh and pyne
No rycher man was nowhere in no coost.
This dar I seyn, may no wight make his boost
That he with thoght was bet than I aqweynted,
For to the deeth he wel ny hath me feynted.
Bysyly in my mynde I gan revolve
The welthe unseur of every creature,
How lightly that Fortune it can dissolve
Whan that hir list that it no lenger dure;
And of the brotilnesse of hir nature
My tremblynge herte so greet gastnesse hadde
That my spirites were of my lyf sadde.
Me fil to mynde how that nat longe agoo
Fortunes strook doun thraste estat rial
Into mescheef, and I took heede also
Of many anothir lord that hadde a fal.
In mene estat eek sikirnesse at al
Ne saw I noon, but I sy atte laste
Wher seuretee for to abyde hir caste.
In poore estat shee pighte hir pavyloun
To kevere hir fro the storm of descendynge 2
For shee kneew no lower descencion
Sauf oonly deeth, fro which no wight lyvynge
Deffende him may; and thus in my musynge
I destitut was of joie and good hope,
And to myn ese nothyng cowde I grope.
For right as blyve ran it in my thoght,
Thogh poore I be, yit sumwhat leese I may.
Than deemed I that seurtee wolde noght
With me abyde; it is nat to hir pay
Ther to sojourne as shee descende may.
And thus unsikir of my smal lyflode,
Thoght leide on me ful many an hevy lode.
I thoghte eek, if I into povert creepe,
Than am I entred into sikirnesse;
[...] Read more
poem by Thomas Hoccleve
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
My Native American Brothers and Sisters
Hoe nah håy.
Hoe nah håy...
Nah nah nah.
Hoe nah håy nah nah.
Hoe nah håy.
Hoe nah håy.
Hoe nah håy...
Nah nah nah.
Hoe nah håy nah nah.
Hoe nah håy.
Hee my oh aye ah mah nay nah nah.
Hey my oh my nay mah nah.
Hee my oh aye ah mah nay nah nah.
Hey my oh my nay mah nah.
Hoe nah håy.
Hoe nah håy...
Nah nah nah.
Hoe nah håy nah nah.
Hoe nah håy.
If I could,
I would bring the stars to you.
And the sounds of the universe...
I'd do that too!
If I could,
I would bring you eternal peace!
And the joy of a lifetime,
For you to keep!
Rejoice in all that nature is for you.
Blessings to you God does give.
The Earth with all its treasures,
Shares that too!
And here as if to gift,
Your life with happiness.
Hoe nah håy.
Hoe nah håy...
Nah nah nah.
Hoe nah håy nah nah.
Hoe nah håy.
Hoe nah håy.
Hoe nah håy...
Nah nah nah.
[...] Read more
poem by Lawrence S. Pertillar
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Dykker-Klokken
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Ort Jan van Hunks
Many years back an old pirate
Ort Jan van Hunks lived in Cape Town
and he had gathered enough loot
to live an honest life.
Just above the company gardens
he bought some land
and he thought that trustful slaves
would do the work for him
while he would watch his vineyards grow
and it would be possible
to give attention to his weaknesses.
The loneliness caught up with van Hunks
and he got himself a wife
but in Cape Town
at that time the choices was slim
and he was married to a huge woman
that was so broad
that she could not enter a door
without turning sideways
but he thought that in the cold winter evenings
she would keep him warm.
The trouble with his wife
was that she was a strict person
who drove their slave girls
to polish everything,
she had driven him away
from his own fireplace
with a hard hitting elbow,
as she was scared
that the ash from his pipe
would fall on the beautiful yellow-wood floor.
At the trees high up against the saddle
where Devil's peak joins Table Mountain,
van Hunks found a big rock
that was flat like a settee
and there nobody would bother him
as the Citizens thought
that only a lunatic
would climb the peaks of Table Mountain.
With a barrel of rum and a heap of tobacco
that he had carried along secretary
van Hunks was dreaming
with his pipe in his mouth
while he saw the shadow
of the mountain
[...] Read more
poem by Gert Strydom
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Amsterdam, September 1939
Vir Ernst
Niks sal ooit weer wees soos dit daardie somer was:
die water van die Spiegelgracht lê swart soos glas;
die brûe, boë, bome en lampe ry op ry
wieg lui-lui heen en weer as ’n bootjie daaroor gly;
en deur die mis wat instoot van die see terwyl
die skemer teen die gewels styg, klink vér en yl,
asof gesprinkel, ’n wysietjie uit ’n toringklok.
Maar dis reeds oorlog! Dié besef tref skielik met ’n skok!
Ons wis dit séker ’n herfsmiddag, later, toe eindelik
ons skip die oop see kies en ons ’n laaste blik
vergun word van die kus – die strand, die kaal, wit duin
en ’n vuurtoring, donker, teen die donker, lae kruin;
en toe, ’n kwartiertjie later, in die Noordsee, mis ons boot
rakelings ’n myn wat los dryf in die see – en óns die dood.
Ons vaar dan verder: ’n helder driekleur aan die mas …
Maar niks sou ooit weer wees, soos dit daardie somer was.
poem by William Ewart Gladstone Louw
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
December
'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'
*
(Juleaften).
Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.
Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.
Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.
Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,
See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.
Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.
Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?
Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
(Afrikaans) Winter Hart
In die hartjie van die winter
in die winter van my hart
Lê ‘n leegte ongeneeslik
‘n Koue donker pad
Soos die storm wat hier buite dreig
die sneeu wat wit kom lê
Is daar koue in my lewe
is daar niks wat ek kan sê
Soos die winter windjie waai
en die wolke sneeu laat val
Is daar leegte binne my
‘n hol kol en dis al
Van somer soene
en sonskyn liefde
Na oë wat geen sins glans
as ek jou nie kan hê nie
sien ek vir niks anders kans
Die spasie waar jy pas
is in die holte van my hart
En niks sal ooit jou plek vat nie
niks behalwe smart.
poem by Carike Klokow
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Jock O The Side
Now Liddisdale has ridden a raid,
But I wat they had better staid at hame;
For Mitchell o Winfield he is dead,
And my son Johnie is prisner tane?
With my fa ding diddle, la la dew diddle.
For Mangerton house auld Downie is gane,
Her coats she has kilted up to her knee;
And down the water wi speed she rins,
While tears in spaits fa fast frae her eie.
Then up and bespake the lord Mangerton:
'What news, what news, sister Downie, to me?'
'Bad news, bad news, my lord Mangerton;
Mitchel is killd, and tane they hae my son Johnie.'
'Neer fear, sister Downie,' quo Mangerton;
'I hae yokes of oxen, four-and-twentie,
My barns, my byres, and my faulds, a' weel filld,
And I'll part wi them a' ere Johnie shall die.
'Three men I'll take to set him free,
Weel harnessd a' wi best of steel;
The English rogues may hear, and drie
The weight o their braid swords to feel
'The Laird's Jock ane, the Laird's Wat twa,
O Hobie Noble, thou ane maun be!
Thy coat is blue, thou has been true,
Since England banishd thee, to me.'
Now, Hobie was an English man,
In Bewcastle-dale was bred and born;
But his misdeeds they were sae great,
They banished him neer to return.
Lord Mangerton then orders gave,--
'Your horses the wrang way maun a' be shod;
Like gentlemen ye must not seem,
But look like corn-caugers gawn ae road.
'Your armour gude ye maunna shaw,
Nor ance appear like men o weir;
As country lads be all arrayd,
Wi branks and brecham on ilk mare.'
Sae now a' their horses are shod the wrang way,
And Hobie has mounted his grey sae fine,
Jock his lively bay, Wat's on his white horse behind,
And on they rode for the water o Tyne.
[...] Read more
poem by Andrew Lang
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
April
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Canterbury Tales; Prologue
Whan that Aprille, with hise shoures soote,
The droghte of March hath perced to the roote
And bathed every veyne in swich licour,
Of which vertu engendred is the flour;
Whan Zephirus eek with his swete breeth
Inspired hath in every holt and heeth
The tendre croppes, and the yonge sonne
Hath in the Ram his halfe cours yronne,
And smale foweles maken melodye,
That slepen al the nyght with open eye-
So priketh hem Nature in hir corages-
Thanne longen folk to goon on pilgrimages
And palmeres for to seken straunge strondes
To ferne halwes, kowthe in sondry londes;
And specially, from every shires ende
Of Engelond, to Caunturbury they wende,
The hooly blisful martir for the seke
That hem hath holpen, whan that they were seeke.
Bifil that in that seson, on a day,
In Southwerk at the Tabard as I lay,
Redy to wenden on my pilgrymage
To Caunterbury, with ful devout corage,
At nyght were come into that hostelrye
Wel nyne and twenty in a compaignye
Of sondry folk, by aventure yfalle
In felaweshipe, and pilgrimes were they alle,
That toward Caunterbury wolden ryde.
The chambres and the stables weren wyde,
And wel we weren esed atte beste;
And shortly, whan the sonne was to reste,
So hadde I spoken with hem everychon
That I was of hir felaweshipe anon,
And made forward erly for to ryse
To take our wey, ther as I yow devyse.
But nathelees, whil I have tyme and space,
Er that I ferther in this tale pace,
Me thynketh it acordaunt to resoun
To telle yow al the condicioun
Of ech of hem, so as it semed me,
And whiche they weren, and of what degree,
And eek in what array that they were inne;
And at a knyght than wol I first bigynne.
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Manden fra Paradiis
Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).
— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"
Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.
Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Vrome Baker Praatjes
De herder van de Heer
hij is er weer,
de herfst is
genaderd
en zijn
hoed
goed bebladerd.
Meneer Jan
praat met iedereen
en legt zijn
hoofd te luister,
past oren,
meneer
pastoor
geeft alle dag
handen, monden,
ogen en voeten.
Hij wandelt rustig door
ja heel de straat
neemt braaf
voor hem zijn
of haar
hoedje af.
De bakerpraatjes
hoort hij graag
want God vult
middels hem
de praatjes
niet de gaatjes.
Coppens'koorbanken,
de biechtzetels
ze staan weer klaar,
"zeg, zeg eens, zijn
die praatjes waar;
heeft Jan van ons Marie
of Mien van ons Jan
en die of wie,
de geest ontvangen! ? "
Zonder zich te schamen
"Ja" en "Amen! ".
"Drie weesgegroetjes
en een Ave Marie
en ge hoeft weer
om niets meer
te bangen! "
[...] Read more
poem by Madrason writer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Criminal Doesn't Know When To Stop
-a proverb of the dead of Avalon Cemetery
(In Memory Of The Victims Of Mindless Violence)
You see my brada those smart
Looking smug faced white nonatjies
Rich women bro' neh each
One of them carries a scar
Of humiliation in their hearts
And they know it he he he...
Ek se this is a black man's country
We rob the white ousies every night
We rape them day light nine nine brahs
Djy sien it's easy groot mahn since well
Ons chee ddi garden boy the tjotjo
And we sommer kill the kitchen meit
And ons ginger ddi miesies en ddi kitchen meit
We kill her and sell her heart to the witchdoctors
It makes good medicine to bring good luck
Ons es min geworry because ons
Vortel ddi gatas ddi blokom and the majiyane
Lies to the magistrate and we're out
Ha ha ha
Now the three R's you see there budah...
Rose is a Catholic she won't tell
Rebeca es gekatzenloerie mot a teacher
Hau how can she tell the rubbish
Rose is married to the boepons preacher
Neh! neh my mother's child she won't tell
We rape the white women not caring what
Their husbands will do because we know
Because they don't want to lose their marriages
This is a black man's country
And we kill their dogs and their servants
And then we gang rape the white women and stick
Broken beer bottles in their bleeding poenankies
And we take every thing and we live
And you my brother I am going to initiate you
Tonight we attack the shop of the mememe and then
You see that Susana is the woman for you and we
Will help you and you will rape but remember
She is not your wife to be so you must work fast
[...] Read more
poem by Ngaka Motaung
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!