Latest quotes | Random quotes | Vote! | Latest comments | Submit quote

Yette Tou Kas

Yette tou kas
Mergatsadz bardeznere norits bidi haknen ganatch

Ah yette tou kas
Mortsvadz hekyatneri herosnere norits bidi kan ashkhark

Ah yette tou kas
Dkhour im yerkeri parere bidi pokhen irents jampan tegouz norits zvarj tarnan

Ah yette tou kas
Ankout martotz hokinerou nnchadz khghjeere bidi zartnen kalen arach

Yette tou kas
Mout poghotsneri odar esdvernere bidi tarnan shad harazad

Ah yette tou kas
Vorpoug manougnerei khapanadz jbidnere tartsyal hayrenik bidi tarnan

Ah yette tou kas
Skavor srdere bidi pokhen irents sev eskestnere bidi prnen bar

Ah yette tou kas
Hoknadz hokvouys moloradz houysere khaghaghoutyoun bidi kdnen


Ah yette tou kas
Dkhour I'm serdi arouynlva artsounknere bidi tatrin yar

Ah ytte tou kas
Soud angadar serderou mech porpokadz khosdoumnere tegouz iraganan

Ah yette tou kas
Moloradz im hokvou pats verkere tegouz poujvin houysere norits tarnan indz harazad

Ah payts el tou chegas arten tadarge indz hamar polor askhar yar.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Geoffrey Chaucer

The Canterbury Tales; the Wyves tale of Bathe

The Prologe of the Wyves tale of Bathe.

Experience, though noon auctoritee
Were in this world, were right ynogh to me
To speke of wo that is in mariage;
For, lordynges, sith I twelf yeer was of age,
Thonked be God, that is eterne on lyve,

Housbondes at chirche-dore I have had fyve-
For I so ofte have ywedded bee-
And alle were worthy men in hir degree.
But me was toold, certeyn, nat longe agoon is,
That sith that Crist ne wente nevere but onis

To weddyng in the Cane of Galilee,
That by the same ensample, taughte he me,
That I ne sholde wedded be but ones.
Herkne eek, lo, which a sharpe word for the nones,
Biside a welle Jesus, God and Man,

Spak in repreeve of the Samaritan.
'Thou hast yhad fyve housbondes,' quod he,
'And thilke man the which that hath now thee
Is noght thyn housbonde;' thus seyde he, certeyn.
What that he mente ther by, I kan nat seyn;

But that I axe, why that the fifthe man
Was noon housbonde to the Samaritan?
How manye myghte she have in mariage?
Yet herde I nevere tellen in myn age
Upon this nombre diffinicioun.

Men may devyne, and glosen up and doun,
But wel I woot expres withoute lye,
God bad us for to wexe and multiplye;
That gentil text kan I wel understonde.
Eek wel I woot, he seyde, myn housbonde

Sholde lete fader and mooder, and take me;
But of no nombre mencioun made he,
Of bigamye, or of octogamye;
Why sholde men speke of it vileynye?
Lo, heere the wise kyng, daun Salomon;

I trowe he hadde wyves mo than oon-
As, wolde God, it leveful were to me
To be refresshed half so ofte as he-
Which yifte of God hadde he, for alle hise wyvys?
No man hath swich that in this world alyve is.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Ælla, A Tragical Interlude - Act I

SCENE I.
CELMONDE, att BRYSTOWE.
Before yonne roddie sonne has droove hys wayne
Throwe halfe hys joornie, dyghte yn gites of goulde,
Mee, happeless mee, hee wylle a wretche behoulde,
Mieselfe, and al that's myne, bounde ynn myschaunces chayne.
Ah! Birtha, whie dydde Nature frame thee fayre?
Whie art thou all thatt poyntelle canne bewreene ?
Whie art thou nott as coarse as odhers are?--
Butte thenn thie soughle woulde throwe thy vysage sheene,
Yatt shemres onn thie comelie semlykeene,
Lyche nottebrowne cloudes, whann bie the sonne made redde,
Orr scarlette, wythe waylde lynnen clothe ywreene ,
Syke would thie spryte uponn thie vysage spredde.
Thys daie brave Ælla dothe thyne honde and harte
Clayme as hys owne to be, whyche nee from hys moste parte.
And cann I lyve to see herr wythe anere?
Ytt cannotte, muste nott, naie, ytt shalle not bee.
Thys nyghte I'll putte stronge poysonn ynn the beere,
And hymm, herr, and myselfe, attenes wyll slea.
Assyst mee, Helle! lett Devylles rounde mee tende,
To slea mieself, mie love, & eke mie doughtie friende.

SCENE II.
ÆLLA, BIRTHA.
ÆLLA.
Notte, whanne the hallie prieste dyd make me knyghte,
Blessynge the weaponne, tellynge future dede,
Howe bie mie honde the prevyd Dane should blede,
Howe I schulde often bee, and often wynne, ynn fyghte;
Notte, whann I fyrste behelde thie beauteous hue,
Whyche strooke mie mynde, and rouzed mie softer soule;
Nott, whann from the barbed horse yn fyghte dyd viewe
The flying Dacians oere the wyde playne roule,
Whan all the troopes of Denmarque made grete dole,
Dydd I fele joie wyth syke reddoure as nowe,
Whan hallie preest, the lechemanne of the soule,
Dydd knytte us both ynn a caytysnede vowe:
Now hallie Ælla's selynesse ys grate;
Shap haveth nowe ymade hys woes for to emmate .
BIRTHA.
Mie lorde, and husbande, syke a joie ys myne;
Botte mayden modestie moste ne soe saie,
Albeytte thou mayest rede ytt ynn myne eyne,
Or ynn myne harte, where thou shalte be for aie;
Inne sothe, I have butte meeded oute thie faie;
For twelve tymes twelve the mone hathe bin yblente,
As manie tymes hathe vyed the Godde of daie,
And on the grasse her lemes of sylverr sente,
Sythe thou dydst cheese mee for thie swote to bee,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Vision Of Piers Plowman - Part 12

' I am Ymaginatif,' quod he, 'ydel was I nevere,
Though I sitte by myself, in siknesse nor in helthe.
I have folwed thee, in feith, thise fyve and fo
And manye tymes have meved thee to [mlyn[n]e on thyn ende,
And how fele fernyeres are faren, and so fewe to come
And of thi wilde wantownesse [whan] thow yong were,
To amende it in thi myddel age, lest myght the faille
In thyn olde elde, that yvele kan suffre
Poverte or penaunce, or preyeres bidde
Si non in prima vigilia nec in secunda &c.

'Amende thee while thow myght; thow hast ben warned ofte
With poustees of pestilences, with poverte and with angres -
And with thise bittre baleises God beteth his deere children
Quem diligo, castigo.
And David in the Sauter seith, of swiche that loveth Jesus,
'' Virga tua et baculus tuus, ipsa me consolata sunt.
Although thow strike me with thi staf, with stikke or with yerde,
It is but murthe as for me to amende my soule.''
And thow medlest thee with makynges - and myghtest go seye thi Sauter,
And bidde for hem that yyveth thee breed; for ther are bokes ynowe
To telle men what Dowel is, Dobet and Dobest bothe,
And prechours to preve what it is, of many a peire freres.'
I seigh wel he seide me sooth and, somwhat me to excuse,
Seide, 'Caton conforted his sone that, clerk though he were,
To solacen hym som tyme - a[lso] I do whan I make
Interpone tuis interdum gaudia curis.
'And of holy men I herde,' quod I, 'how thei outherwhile
Pleyden, the parfiter to ben, in [places manye].
Ac if ther were any wight that wolde me telle
What were Dowel and Dobet and Dobest at the laste,
Wolde I nevere do werk, but wende to holi chirche
And there bidde my bedes but whan ich ete or slepe.'
'Poul in his pistle,' quod he, 'preveth what is Dowel
Fides, spes, caritas, et maior horum &c -
Feith, hope and charitee, and alle ben goode,
And saven men sondry tymes, ac noon so soone as charite.
For he dooth wel, withouten doute, that dooth as lewte techeth;
That is, if thow be man maryed, thi make thow lovye,
And lyve forth as lawe wole while ye lyven bothe.
' Right so, if thow be religious, ren thow nevere ferther
To Rome ne to Rochemador, but as thi rule techeth,

And holde thee under obedience, that heigh wey is to hevene.
'And if thow be maiden to marye, and myght wel continue,
Seke thow nevere seint ferther for no soule helthe!
For what made Lucifer to lese the heighe hevene,
Or Salomon his sapience, or Sampson his strengthe?
job the Jew his joye deere he it aboughte;
Aristotle and othere mo, Ypocras and Virgile,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Im Ser

Yereg kisher Yerazis mech yar kez desa
Tegouz kidem im ser te tou shad herou es yerazneres artentsa
Avagh te Kez pendretsi ch keda
Yeraz elalle hasgetsa
Housheris mechen ko negari pendretsi ou keda
Yergar yergar ko negare kergetsi
yev latsi
Akh te yeraznere touyl dayin
Kishernere tserkerous mech seres krgadz ko mod kayi
Yergar yergar ko acheroun nayeyi
Ko anmegh jbide mi ankam al desneyi
Hampoureyi ou layi

Yereg kisher im yar tou honeyir
Kez shoshapelou chanatsi payts avagh te tou chegayir
Akh te miayn mi bah im yerazneren tours kayir
Incher incher g badmem kez te miyayn tou leseyir
Hokis e ganchoum ko anoune yete im tsayn leseyir
Kez vorkan vorkan siradzem tou geskayir
Kez hamar im hokin vorkan darabadz e akh im ser yete tou hasgnayir.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Geoffrey Chaucer

The Canterbury Tales; Prologue

Whan that Aprille, with hise shoures soote,
The droghte of March hath perced to the roote
And bathed every veyne in swich licour,
Of which vertu engendred is the flour;
Whan Zephirus eek with his swete breeth

Inspired hath in every holt and heeth
The tendre croppes, and the yonge sonne
Hath in the Ram his halfe cours yronne,
And smale foweles maken melodye,
That slepen al the nyght with open eye-

So priketh hem Nature in hir corages-
Thanne longen folk to goon on pilgrimages
And palmeres for to seken straunge strondes
To ferne halwes, kowthe in sondry londes;
And specially, from every shires ende

Of Engelond, to Caunturbury they wende,
The hooly blisful martir for the seke
That hem hath holpen, whan that they were seeke.
Bifil that in that seson, on a day,
In Southwerk at the Tabard as I lay,

Redy to wenden on my pilgrymage
To Caunterbury, with ful devout corage,
At nyght were come into that hostelrye
Wel nyne and twenty in a compaignye
Of sondry folk, by aventure yfalle

In felaweshipe, and pilgrimes were they alle,
That toward Caunterbury wolden ryde.
The chambres and the stables weren wyde,
And wel we weren esed atte beste;
And shortly, whan the sonne was to reste,

So hadde I spoken with hem everychon
That I was of hir felaweshipe anon,
And made forward erly for to ryse
To take our wey, ther as I yow devyse.
But nathelees, whil I have tyme and space,

Er that I ferther in this tale pace,
Me thynketh it acordaunt to resoun
To telle yow al the condicioun
Of ech of hem, so as it semed me,
And whiche they weren, and of what degree,

And eek in what array that they were inne;
And at a knyght than wol I first bigynne.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Vision Of Piers Plowman - Part 13

And I awaked therwith, witlees nerhande,
And as a freke that fey were, forth gan I walke
In manere of a mendynaunt many yer after,
And of this metyng many tyme muche thought I hadde
First how Fortune me failed at my mooste nede,
And how that Elde manaced me, myghte we evere mete;
And how that freres folwede folk that was riche,
And [peple] that was povere at litel pris thei sette,
And no corps in hir kirkyerd ne in hir kirk was buryed
But quik he biquethe hem aught or sholde helpe quyte hir dettes;
And how this coveitise overcom clerkes and preestes;
And how that lewed men ben lad, but Oure Lord hem helpe,
Thorugh unkonnynge curatours to incurable peynes;
And how that Ymaginatif in dremels me tolde
Of Kynde and of his konnynge, and how curteis he is to bestes,
And how lovynge he is to bestes on londe and on watre
Leneth he no lif lasse ne moore;
The creatures that crepen of Kynde ben engendred;
And sithen how Ymaginatif seide, ' Vix iustus salvabitur,'
And whan he hadde seid so, how sodeynliche he passed.
I lay down longe in this thoght, and at the laste I slepte;

And as Crist wolde ther com Conscience to conforte me that tyme,
And bad me come to his court - with Clergie sholde I dyne.
And for Conscience of Clergie spak, I com wel the rather;
And there I [merkede] a maister - what man he was I nyste -
That lowe louted and loveliche to Scripture.
Conscience knew hym wel and welcomed hym faire;
Thei wesshen and wipeden and wenten to the dyner.
Ac Pacience in the paleis stood in pilgrymes clothes,
And preyde mete par charite for a povere heremyte.
Conscience called hym in, and curteisliche seide,
' Welcome, wye, go and wassh; thow shalt sitte soone.'
This maister was maad sitte as for the mooste worthi,
And thanne Clergie and Conscience and Pacience cam after.
Pacience and I were put to be mettes,
And seten bi oureselve at a side borde.
Conscience called after mete, and thanne cam Scripture
And served hem thus soone of sondry metes manye -
Of Austyn, of Ambrose, of alle the foure Evaungelistes
Edentes et bibentes que apud eos sunt.
Ac this maister ne his man no maner flessh eten,
Ac thei eten mete of moore cost - mortrews and potages
Of that men myswonne thei made hem wel at ese.
Ac hir sauce was over sour and unsavourly grounde
In a morter, Post mortem, of many bitter peyne -
But if thei synge for tho soules and wepe salte teris
Vos qui peccata hominum comeditis, nisi pro eis lacrimas et
oraciones effuderitis, ea que in deliciis comeditis, in tormentis evometis.
Conscience ful curteisly tho commaunded Scripture

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

August

'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'

*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.

See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.

Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.

- - -

Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Terbang

Terbang lepas
Terbang bebas

Bila masih kulihat cahaya
Terpancar di depan sana
Aku kan segera
Bangkit dan membawa
Semua harapan di dada

Bila satu patah kata
Yang kutunggu tlah tiba
Aku kan segera
Meluncur bersama
Mimpi yang luar biasa

Terbang lepas
Terbang bebas
Jauh
Dan melayang
Di langit luas
Jauh

Kan kulihat semua
Dunia yang sangat indah
Kan kuingat dirinya
Dia sangat kucinta

Bila nanti langkahku terhenti
Kau tinggalkan ku sendiri
Aku takkan goyah
Tak pernah menyerah
Karena hidup belum berakhir

Dan ku kan
Terbang lepas
Terbang bebas
Jauh
Dan melayang
Di langit luas
Jauh

Kan kulihat semua
Dunia yang sangat indah
Kan kuingat dirinya
Dia sangat kucinta

Oh, terbang lepas
Terbang bebas

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Koutse Vochinch

PAREV DAREK IM YARIN.

ASEK GARODEM NERAN ANOUSH JEBIDIN.

ASEK ASHKHARES TADARG E ARANTS NERAN TAKOUN ACHERIN.

TEGOUZ MER SIRO POTSE VAGHOUTSE MAREL.

IR SERDOUM IM SERE MOKHIRE TARTSEL.

PAYTS IR SERE IM SERDI MECH HAVIDIAN GABRE.

AMEN ARAVOD LOUYSIN HED NORITS GIANK GARNE.

TEGOUZ IM SERE IR SERDI MECH TARTSELE MI HOUSH.

YEV KOUTSE VOCHINCH.

MIAYN HARTSOUTSEK OVKEREN SHOYOUM IR PAPOUG HOKIN.

OVE DIRATSEL IM SIRO OJAKHIN.

VORKANEM GAROD IR DAKOUG KERGIN.

MANGA M NEMAN GAROD MOR KERGIN.

IM MIAG ABASDANER OU HON ABAHOV HOKIS G NENCHER.

YERP INDZ G KERGER SIRO KHOSKER GASER.

HOKIS AYLAYLDZ MER SERE GERKER.

ASHKHARE IMNER.

IR SERE IM KANTSNER.

IM HAYRENIKNER.

ARTIOK OVKEREN IM HAYRENIKE KERAVEL.

YETE VOR LSEK YERPEK INDZ CHASEK.


[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Avowyng of Arthur

He that made us on the mulde,
And fair fourmet the folde,
Atte His will, as He wold,
The see and the sande,
Giffe hom joy that will here
Of dughti men and of dere,
Of haldurs that before us were,
That lifd in this londe.
One was Arther the Kinge,
Wythowtun any letting;
Wyth him was mony lordinge
Hardi of honde.
Wice and war ofte thay were,
Bold undur banere,
And wighte weppuns wold were,
And stifly wold stond.

This is no fantum ne no fabull;
Ye wote wele of the Rowun Tabull,
Of prest men and priveabull,
Was holdun in prise:
Chevetan of chivalry,
Kyndenesse and curtesy,
Hunting full warly,
As wayt men and wise.
To the forest thay fare
To hunte atte buk and atte bare,
To the herte and to the hare,
That bredus in the rise.
The King atte Carlele he lay;
The hunter cummys on a day -
Sayd, 'Sir, ther walkes in my way
A well grim gryse.
'He is a balefull bare -
Seche on segh I nevyr are:
He hase wroghte me mycull care
And hurte of my howundes,
Slayn hom downe slely
Wyth feghting full furcely.
Wasse ther none so hardi
Durste bide in his bandus.
On him spild I my spere
And mycull of my nothir gere.
Ther moue no dintus him dere,
Ne wurche him no wowundes.
He is masly made -
All offellus that he bade.
Ther is no bulle so brade
That in frith foundes.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Ælla, A Tragical Interlude - Act III

SCENE I.
BRISTOWE.
BIRTHA.
Gentle Egwina, do notte preche me joie;
I cannotte joie ynne anie thynge botte weere .
Oh! yatte aughte schulde oure selynesse destroie,
Floddynge the face wythe woe, and brynie teare!
EGWINA.
You muste, you muste endeavour for to cheere
Youre harte unto somme cherisaunied reste.
Youre loverde from the battelle wylle appere,
Ynne honnoure, and a greater love, be dreste:
Botte I wylle call the mynstrelles roundelaie;
Perchaunce the swotie sounde maie chase your wiere awaie.

MYNSTRELLES SONGE.
O! synge untoe mie roundelaie,
O! droppe the blynie teare wythe mee,
Daunce ne moe atte hallie daie,
Lycke a reyneynge ryver bee;
Mie love ys dedde,
Gon to hys death-bedde,
Al under the wyllowe tree.
Blacke hys cryne as the wynter nyghte,
Whyte hys rode as the sommer snowe,
Rodde hys face as the morning lyghte,
Cale he lyes ynne the grave belowe;
Mie love ys dedde,
Gon to hys death-bedde,
Al under the wyllowe tree.
Swote hys tynge as the throstles note,
Quycke ynn daunce as thoughte canne bee,
Defte hys taboure, codgelle stote,
O! hee lyes bie the wyllowe tree:
Mie love ys dedde,
Gonne to hys deathe-bedde,
Alle underre the wyllowe tree.
Harke! the ravenne flappes hys wynge,
In the briered delle belowe;
Harke! the dethe-owle loude dothe synge,
To the nyghte-mares as heie goe;
Mie love ys dedde,
Gonne to hys deathe-bedde,
Al under the wyllowe tree.
See! the whyte moone sheenes onne hie;
Whyterre ys mie true loves shroude;
Whyterre yanne the mornynge skie,
Whyterre yanne the evenynge cloude;
Mie love ys dedde,
Gon to hys deathe-bedde,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Ælla, A Tragical Interlude - Act IV

SCENE I.
AT BRYSTOWE.
ÆLLA AND SERVITOURES.
AELLA.
TYS nowe fulle morne; I thoughten, bie laste nyghte
To have been heere; mie stede han notte mie love;
Thys ys mie pallace; lette mie hyndes alyghte,
Whylste I goe oppe, & wake mie slepeynge dove.
Staie here, mie hyndlettes; I shal goe above.
Nowe, Birtha, wyll thie loke enhele mie spryte,
Thie smyles unto mie woundes a baulme wylle prove;
Mie ledanne boddie wylle bee sette aryghte.
Egwina, haste, & ope the portalle door;
Yatte I on Birtha's breste maie thynke of ware nemore.

EGWINA.
Oh Ælla!
ÆLLA.
Ah! that semmlykeene to mee
Speeketh a legendary tale of woe.
EGWINA.
Birtha is --
ÆLLA.
Whatt? where? how? saie, whatte of shee?
EGWINA
Gone --
ÆLLA.
Gone! ye goddes!
EGWINA.
Alas! ytte ys toe true.
Yee seynctes, hee dies awaie wythe myckle woe!
Ælla! what? Ælla! oh! hee lyves agen.
ÆLLA.
Cal mee notte Ælla; I am hymme ne moe.
Where ys shee gon awaie? ah! speake! how? when?
EGWINA.
I will.
ÆLLA.
Caparyson a score of stedes; flie, flie.
Where ys shee? swythynne speeke, or instante thou shalte die.
EGWINA.
Stylle thie loud rage, & here thou whatte I knowe.
ÆLLA.
Oh! speek.
EGWINA.
Lyche prymrose, droopynge wythe the heavie rayne,
Laste nyghte I lefte her, droopynge wythe her wiere,
Her love the gare, thatte gave her harte syke peyne --
ÆLLA.
Her love! to whomme?

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Abba Undeleted

(b. andersson, b. ulvus)
Scaramouche
(instrumental)
Varfr ska det vara s serist fr, alltid?
N, I england slr det sckert.
N, det knner jag ocks.
Hello everybody this is bjrn
Agnetha
This is benny
r det s svrt att snacka?
Det r svrt det dr med meddelanden.
Summer night city
Money, money, money
Hmm, hmm, do-do-do-do-do
Summer night city
Money, money, money
Hmm-hmm-hmm-hmm
Summer night city
Money, money, money
In the rich mans world
Den gr p band!
Kan det va nåt?
Det tror du va?
Take a chance on me
(instrumental)
Nu g den lngsammare n frut.
Nej. 1-2-3-4.
Det r bra s.
1-2. gr bandet?
Hr r det magnetband som rullar och rullar!!!
Upptakten kan du fixa p nt annat va? nt jttemalle.
1-2.
Du kan dra ner pianot tror jag fr det r vldigt vasst I ronen.
Vasst.
Vasst.
Vldigt miserabel lyssning.
Nu hr jag bara frida I mina lurar!
Och jag hr bara dej!
Det r inget. det var inget. bttre lyssning.
Hrru-hr-du-mej-nu-ra? ? !!
Ja, det r s nert tror jag.
Ja-ja!
Hr du mig? !
Hr du mig?
Det r inte bra allts.
Men det r upp till dig.
Det mste vl du frst vad som r fel.
Tuuuure! jag sjunker!!
N, just det.
Sjunker u? !

[...] Read more

song performed by ABBAReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Otoya en Oslo

Heer, in afgryse luister ons na ‘n verhaal van haat
‘n Verhaal wat ons verbuisterd laat
Hoe kan mens hierdie dade in woorde omsit?
Heer, ‘n hele nasie staan in pyn en smart
Die letters van swart op die wit papier kan nooit die pyn uitdruk
En ‘n groot gat is saam met gebou se mure uit ons hart geruk
En elke lyk van elke kind op daardie eiland voel soos ons eie
Die verlies wat ‘n ouer voel sal nooit beksryf kan word
Heer, Heer, ons uitroepe van smart en seer is so oorverdowend soos die bom
Heer, Heer, ons gevoelens lê soos die bakstene verstrooid
‘n Ramp uit ‘n mens se hand?
Heer, die vrae oor die toekoms van elkeen in daardie land
Heer, U alleen sal kan berusting bring, want troos is nie moontlik
Heer, U alleen sal kan oordeel oor so ‘n daad
Heer, vergelding is al waaraan mens kan dink
En tog sal dit ons plaas waar hy staan
Vergelding sal ons plaas in die hand van die duiwel
Heer, ons bid vir hierdie mense dat U hul sal beskerm

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
 

Search


Recent searches | Top searches