Latest quotes | Random quotes | Vote! | Latest comments | Submit quote

From the woods a beautiful pheasant, from the sea a beautiful moray eel, from the river a den eel, from the cage a beautiful chicken.

Sicilian proverbsReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Hans Christian Andersen

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Electric Eel Song

Ay! me one child Ay-eeee!
Ay! me one daughter
Take out you’ foot
From the black river water
Haul out you’ hand
Out the slow river water
Stay ‘pon the bank
Of the cold river water
Ay! me one daughter
Ay! me one child! Ay-eeee!

Electric eel
Is the eel in the river
Shadow ‘pon the bottom
Is the eel in the river
Something like you’ hand
Is the eel in the river
Swimming like you’ foot
Is the eel in the river

Ay! me one child Ay-eeee!
Ay! me one daughter
Foot after foot
Though the black river water
She can’t touch the bottom
Out the slow river water
Shirt like umbrella
In the cold river water
Ay! me one daughter
Ay! me one child! Ay-eeee!

Electric eel
Is the eel in the river
Cutlass shape
Is the eel in the river
Black blade or brown
Is the eel in the river
Dozing so quiet
Is the eel in the river

Ay! me one child Ay-eeee!
Ay! me one daughter
Slap of a tail
Through the black river water
Shiver like ague
Out the slow river water
As if she take cramp
Of the cold river water
Ay! me one daughter
Ay! me one child! Ay-eeee!

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Ballad of the White Horse

DEDICATION

Of great limbs gone to chaos,
A great face turned to night--
Why bend above a shapeless shroud
Seeking in such archaic cloud
Sight of strong lords and light?

Where seven sunken Englands
Lie buried one by one,
Why should one idle spade, I wonder,
Shake up the dust of thanes like thunder
To smoke and choke the sun?

In cloud of clay so cast to heaven
What shape shall man discern?
These lords may light the mystery
Of mastery or victory,
And these ride high in history,
But these shall not return.

Gored on the Norman gonfalon
The Golden Dragon died:
We shall not wake with ballad strings
The good time of the smaller things,
We shall not see the holy kings
Ride down by Severn side.

Stiff, strange, and quaintly coloured
As the broidery of Bayeux
The England of that dawn remains,
And this of Alfred and the Danes
Seems like the tales a whole tribe feigns
Too English to be true.

Of a good king on an island
That ruled once on a time;
And as he walked by an apple tree
There came green devils out of the sea
With sea-plants trailing heavily
And tracks of opal slime.

Yet Alfred is no fairy tale;
His days as our days ran,
He also looked forth for an hour
On peopled plains and skies that lower,
From those few windows in the tower
That is the head of a man.

But who shall look from Alfred's hood

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Tamar

I
A night the half-moon was like a dancing-girl,
No, like a drunkard's last half-dollar
Shoved on the polished bar of the eastern hill-range,
Young Cauldwell rode his pony along the sea-cliff;
When she stopped, spurred; when she trembled, drove
The teeth of the little jagged wheels so deep
They tasted blood; the mare with four slim hooves
On a foot of ground pivoted like a top,
Jumped from the crumble of sod, went down, caught, slipped;
Then, the quick frenzy finished, stiffening herself
Slid with her drunken rider down the ledges,
Shot from sheer rock and broke
Her life out on the rounded tidal boulders.

The night you know accepted with no show of emotion the little
accident; grave Orion
Moved northwest from the naked shore, the moon moved to
meridian, the slow pulse of the ocean
Beat, the slow tide came in across the slippery stones; it drowned
the dead mare's muzzle and sluggishly
Felt for the rider; Cauldwell’s sleepy soul came back from the
blind course curious to know
What sea-cold fingers tapped the walls of its deserted ruin.
Pain, pain and faintness, crushing
Weights, and a vain desire to vomit, and soon again
die icy fingers, they had crept over the loose hand and lay in the
hair now. He rolled sidewise
Against mountains of weight and for another half-hour lay still.
With a gush of liquid noises
The wave covered him head and all, his body
Crawled without consciousness and like a creature with no bones,
a seaworm, lifted its face
Above the sea-wrack of a stone; then a white twilight grew about
the moon, and above
The ancient water, the everlasting repetition of the dawn. You
shipwrecked horseman
So many and still so many and now for you the last. But when it
grew daylight
He grew quite conscious; broken ends of bone ground on each
other among the working fibers
While by half-inches he was drawing himself out of the seawrack
up to sandy granite,
Out of the tide's path. Where the thin ledge tailed into flat cliff
he fell asleep. . . .
Far seaward
The daylight moon hung like a slip of cloud against the horizon.
The tide was ebbing
From the dead horse and the black belt of sea-growth. Cauldwell
seemed to have felt her crying beside him,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Homer

The Iliad: Book 21

Now when they came to the ford of the full-flowing river Xanthus,
begotten of immortal Jove, Achilles cut their forces in two: one
half he chased over the plain towards the city by the same way that
the Achaeans had taken when flying panic-stricken on the preceding day
with Hector in full triumph; this way did they fly pell-mell, and Juno
sent down a thick mist in front of them to stay them. The other half
were hemmed in by the deep silver-eddying stream, and fell into it
with a great uproar. The waters resounded, and the banks rang again,
as they swam hither and thither with loud cries amid the whirling
eddies. As locusts flying to a river before the blast of a grass fire-
the flame comes on and on till at last it overtakes them and they
huddle into the water- even so was the eddying stream of Xanthus
filled with the uproar of men and horses, all struggling in
confusion before Achilles.
Forthwith the hero left his spear upon the bank, leaning it
against a tamarisk bush, and plunged into the river like a god,
armed with his sword only. Fell was his purpose as he hewed the
Trojans down on every side. Their dying groans rose hideous as the
sword smote them, and the river ran red with blood. As when fish fly
scared before a huge dolphin, and fill every nook and corner of some
fair haven- for he is sure to eat all he can catch- even so did the
Trojans cower under the banks of the mighty river, and when
Achilles' arms grew weary with killing them, he drew twelve youths
alive out of the water, to sacrifice in revenge for Patroclus son of
Menoetius. He drew them out like dazed fawns, bound their hands behind
them with the girdles of their own shirts, and gave them over to his
men to take back to the ships. Then he sprang into the river,
thirsting for still further blood.
There he found Lycaon, son of Priam seed of Dardanus, as he was
escaping out of the water; he it was whom he had once taken prisoner
when he was in his father's vineyard, having set upon him by night, as
he was cutting young shoots from a wild fig-tree to make the wicker
sides of a chariot. Achilles then caught him to his sorrow unawares,
and sent him by sea to Lemnos, where the son of Jason bought him.
But a guest-friend, Eetion of Imbros, freed him with a great sum,
and sent him to Arisbe, whence he had escaped and returned to his
father's house. He had spent eleven days happily with his friends
after he had come from Lemnos, but on the twelfth heaven again
delivered him into the hands of Achilles, who was to send him to the
house of Hades sorely against his will. He was unarmed when Achilles
caught sight of him, and had neither helmet nor shield; nor yet had he
any spear, for he had thrown all his armour from him on to the bank,
and was sweating with his struggles to get out of the river, so that
his strength was now failing him.
Then Achilles said to himself in his surprise, "What marvel do I see
here? If this man can come back alive after having been sold over into
Lemnos, I shall have the Trojans also whom I have slain rising from
the world below. Could not even the waters of the grey sea imprison
him, as they do many another whether he will or no? This time let
him taste my spear, that I may know for certain whether mother earth

[...] Read more

poem by , translated by Samuel ButlerReport problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

August

'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'

*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.

See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.

Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.

- - -

Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Die Schwalbenhode

1.

weh unser guter kaspar ist tot
wer trägt nun die brennende fahne im zopf wer dreht die
kaffeemühle
wer lockt das idyllische reh
auf dem meer verwirrte er die schiffe mit dem wörtchen
parapluie und die winde nannte er bienenvater
weh weh weh unser guter kaspar ist tot heiliger bimbam
kaspar ist tot
die heufische klappern in den glocken wenn man seinen vornamen
ausspricht darum seufze ich weiter kaspar
kaspar kaspar
warum bist du ein stern geworden oder eine kette aus wasser
an einem heißen wirbelwind oder ein euter aus
schwarzem licht oder ein durchsichtiger Ziegel an der
stöhnenden trommel des felsigen wesens
jetzt vertrocknen unsere scheitel und sohlen und die feen
liegen halbverkohlt auf den scheiterhaufen

2.

jetzt donnert hinter der sonne
die schwarze kegelbahn und keiner zieht mehr die kompasse
und die räder der schiebkarren auf
wer ißt nun mit der ratte am einsamen tisch wer verjagt den
teufel wenn er die pferde verführen will wer erklärt uns
die monogramme in den sternen
seine büste wird die kamine aller wahrhaft edlen menschen
zieren doch das ist kein trost und schnupftabak für einen
totenkopf

3.

auf den wasserkanzeln bewegten die kaskadeure ihre
fähnchen wie figura 5 zeigt
die abenteurer mit falschen bärten und diamantenen hufen
bestiegen vermittels aufgeblasener walfischhäute
schneiend das podium
der große geisterlöwe harun al raschid sprich harung al radi
gähnte dreimal und zeigte seine vom rauchen schwarz
gewordenen zähne
die merzerisierten klapperschlangen wickelten sich von ihren
spulen mähten ihr getreide und verschlossen es in steine
aus dem saum des todes traten die augen der jungen sterne
nach der geißelung auf der sonnenbacke tanzten die hufe des
esels auf flaschenköpfen
die toten fielen wie flocken von den ledernen türmen
wieviel totengerippe drehten die räder der tore
als der wasserfall dreimal gekräht hatte erblich seine tapete bis

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Hymns Of The Marshes.

I. Sunrise.


In my sleep I was fain of their fellowship, fain
Of the live-oak, the marsh, and the main.
The little green leaves would not let me alone in my sleep;
Up-breathed from the marshes, a message of range and of sweep,
Interwoven with waftures of wild sea-liberties, drifting,
Came through the lapped leaves sifting, sifting,
Came to the gates of sleep.
Then my thoughts, in the dark of the dungeon-keep
Of the Castle of Captives hid in the City of Sleep,
Upstarted, by twos and by threes assembling:
The gates of sleep fell a-trembling
Like as the lips of a lady that forth falter `Yes,'
Shaken with happiness:
The gates of sleep stood wide.

I have waked, I have come, my beloved! I might not abide:
I have come ere the dawn, O beloved, my live-oaks, to hide
In your gospelling glooms, -- to be
As a lover in heaven, the marsh my marsh and the sea my sea.

Tell me, sweet burly-bark'd, man-bodied Tree
That mine arms in the dark are embracing, dost know
From what fount are these tears at thy feet which flow?
They rise not from reason, but deeper inconsequent deeps.
Reason's not one that weeps.
What logic of greeting lies
Betwixt dear over-beautiful trees and the rain of the eyes?

O cunning green leaves, little masters! like as ye gloss
All the dull-tissued dark with your luminous darks that emboss
The vague blackness of night into pattern and plan,
So,
(But would I could know, but would I could know,)
With your question embroid'ring the dark of the question of man, --
So, with your silences purfling this silence of man
While his cry to the dead for some knowledge is under the ban,
Under the ban, --
So, ye have wrought me
Designs on the night of our knowledge, -- yea, ye have taught me,
So,
That haply we know somewhat more than we know.

Ye lispers, whisperers, singers in storms,
Ye consciences murmuring faiths under forms,
Ye ministers meet for each passion that grieves,
Friendly, sisterly, sweetheart leaves,
Oh, rain me down from your darks that contain me

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Edmund Spenser

Epithalamion

YE learned sisters, which have oftentimes
Beene to me ayding, others to adorne,
Whom ye thought worthy of your gracefull rymes,
That even the greatest did not greatly scorne
To heare theyr names sung in your simple layes,
But joyed in theyr praise;
And when ye list your owne mishaps to mourne,
Which death, or love, or fortunes wreck did rayse,
Your string could soone to sadder tenor turne,
And teach the woods and waters to lament
Your dolefull dreriment:
Now lay those sorrowfull complaints aside;
And, having all your heads with girlands crownd,
Helpe me mine owne loves prayses to resound;
Ne let the same of any be envide:
So Orpheus did for his owne bride!
So I unto my selfe alone will sing;
The woods shall to me answer, and my Eccho ring.

Early, before the worlds light-giving lampe
His golden beame upon the hils doth spred,
Having disperst the nights unchearefull dampe,
Doe ye awake; and, with fresh lusty-hed,
Go to the bowre of my beloved love,
My truest turtle dove;
Bid her awake; for Hymen is awake,
And long since ready forth his maske to move,
With his bright Tead that flames with many a flake,
And many a bachelor to waite on him,
In theyr fresh garments trim.
Bid her awake therefore, and soone her dight,
For lo! the wished day is come at last,
That shall, for all the paynes and sorrowes past,
Pay to her usury of long delight:
And, whylest she doth her dight,
Doe ye to her of joy and solace sing,
That all the woods may answer, and your eccho ring.

Bring with you all the Nymphes that you can heare
Both of the rivers and the forrests greene,
And of the sea that neighbours to her neare:
Al with gay girlands goodly wel beseene.
And let them also with them bring in hand
Another gay girland
For my fayre love, of lillyes and of roses,
Bound truelove wize, with a blew silke riband.
And let them make great store of bridale poses,
And let them eeke bring store of other flowers,
To deck the bridale bowers.
And let the ground whereas her foot shall tread,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
William Butler Yeats

Narrative And Dramatic The Wanderings Of Oisin

BOOK I

S. Patrick. You who are bent, and bald, and blind,
With a heavy heart and a wandering mind,
Have known three centuries, poets sing,
Of dalliance with a demon thing.

Oisin. Sad to remember, sick with years,
The swift innumerable spears,
The horsemen with their floating hair,
And bowls of barley, honey, and wine,
Those merry couples dancing in tune,
And the white body that lay by mine;
But the tale, though words be lighter than air.
Must live to be old like the wandering moon.

Caoilte, and Conan, and Finn were there,
When we followed a deer with our baying hounds.
With Bran, Sceolan, and Lomair,
And passing the Firbolgs' burial-motmds,
Came to the cairn-heaped grassy hill
Where passionate Maeve is stony-still;
And found On the dove-grey edge of the sea
A pearl-pale, high-born lady, who rode
On a horse with bridle of findrinny;
And like a sunset were her lips,
A stormy sunset on doomed ships;
A citron colour gloomed in her hair,

But down to her feet white vesture flowed,
And with the glimmering crimson glowed
Of many a figured embroidery;
And it was bound with a pearl-pale shell
That wavered like the summer streams,
As her soft bosom rose and fell.

S. Patrick. You are still wrecked among heathen dreams.

Oisin. 'Why do you wind no horn?' she said
'And every hero droop his head?
The hornless deer is not more sad
That many a peaceful moment had,
More sleek than any granary mouse,
In his own leafy forest house
Among the waving fields of fern:
The hunting of heroes should be glad.'

'O pleasant woman,' answered Finn,
'We think on Oscar's pencilled urn,
And on the heroes lying slain

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Und Durch Den Draht

Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Freitag nacht in deinem bett aus chrom ich will dich
Ich klick und tick wien metronom ich will dich
Ich schleich ums wasserloch wie ein wildes tier ich will dich
Ueberdruck - warum bist du nicht da ich will dich
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht nimm dich in acht!
Und durch den draht hoer ich dich schrein
Nur durch den draht
Uhrmacher mit der feinen hand ich will dich
Grillt blutige steaks auf rotem strand ich will dich
Fuehlst dus kommen schlangengleich ich will dich
Ich bin in dir glaesern und weich ich will dich
Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Kreisel um die riesenstadt
Die keine zukunft hat
Lies das bild, mal das wort
Wirf bedeutung einfach fort
Jeder schritt ist hart
Vorsicht, draht
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht wir saugen uns fest
Und durch den draht du musst durch den test
Und durch den draht wir suchen - o r d n u n g
Und durch den draht jenseits der grenze beginnt die fremde
Jenseits der grenze beginnt die fremde

song performed by Peter GabrielReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

April

'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).

En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!

(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;

Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !

Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Homer

The Odyssey: Book 5

And now, as Dawn rose from her couch beside Tithonus- harbinger of
light alike to mortals and immortals- the gods met in council and with
them, Jove the lord of thunder, who is their king. Thereon Minerva
began to tell them of the many sufferings of Ulysses, for she pitied
him away there in the house of the nymph Calypso.
"Father Jove," said she, "and all you other gods that live in
everlasting bliss, I hope there may never be such a thing as a kind
and well-disposed ruler any more, nor one who will govern equitably. I
hope they will be all henceforth cruel and unjust, for there is not
one of his subjects but has forgotten Ulysses, who ruled them as
though he were their father. There he is, lying in great pain in an
island where dwells the nymph Calypso, who will not let him go; and he
cannot get back to his own country, for he can find neither ships
nor sailors to take him over the sea. Furthermore, wicked people are
now trying to murder his only son Telemachus, who is coming home
from Pylos and Lacedaemon, where he has been to see if he can get news
of his father."
"What, my dear, are you talking about?" replied her father, "did you
not send him there yourself, because you thought it would help Ulysses
to get home and punish the suitors? Besides, you are perfectly able to
protect Telemachus, and to see him safely home again, while the
suitors have to come hurry-skurrying back without having killed him."
When he had thus spoken, he said to his son Mercury, "Mercury, you
are our messenger, go therefore and tell Calypso we have decreed
that poor Ulysses is to return home. He is to be convoyed neither by
gods nor men, but after a perilous voyage of twenty days upon a raft
he is to reach fertile Scheria, the land of the Phaeacians, who are
near of kin to the gods, and will honour him as though he were one
of ourselves. They will send him in a ship to his own country, and
will give him more bronze and gold and raiment than he would have
brought back from Troy, if he had had had all his prize money and
had got home without disaster. This is how we have settled that he
shall return to his country and his friends."
Thus he spoke, and Mercury, guide and guardian, slayer of Argus, did
as he was told. Forthwith he bound on his glittering golden sandals
with which he could fly like the wind over land and sea. He took the
wand with which he seals men's eyes in sleep or wakes them just as
he pleases, and flew holding it in his hand over Pieria; then he
swooped down through the firmament till he reached the level of the
sea, whose waves he skimmed like a cormorant that flies fishing
every hole and corner of the ocean, and drenching its thick plumage in
the spray. He flew and flew over many a weary wave, but when at last
he got to the island which was his journey's end, he left the sea
and went on by land till he came to the cave where the nymph Calypso
lived.
He found her at home. There was a large fire burning on the
hearth, and one could smell from far the fragrant reek of burning
cedar and sandal wood. As for herself, she was busy at her loom,
shooting her golden shuttle through the warp and singing
beautifully. Round her cave there was a thick wood of alder, poplar,

[...] Read more

poem by , translated by Samuel ButlerReport problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
 

Search


Recent searches | Top searches