Das Schlauraffen Landt.
Ain gegent haist Schlauraffen land,
Den faulen leuten wol bekant,
Das ligt drey meyl hinder Weyhnachten.
Vnd welcher darein wölle trachten,
5
Der muß sich grosser ding vermessn
Vnd durch ein Berg mit Hirßbrey essn,
Der ist wol dreyer Meylen dick.
Als dann ist er im augenblick
Inn den selbing Schlauraffen Landt,
10
Da aller Reychthumb ist bekant.
Da sind die Heuser deckt mit Fladn,
Leckuchen die Haußthür vnd ladn,
Von Speckuchen Dielen vnd wend,
Die Tröm von Schweynen braten send.
15
Vmb yedes Hauß so ist ein Zaun,
Geflochten von Bratwürsten braun.
Von Maluasier so sindt die Brunnen,
Kommen eim selbs ins maul gerunnen.
Auff den Tannen wachssen Krapffen,
20
Wie hie zu Land die Tannzapffen.
Auff Fichten wachssen bachen schnittn.
Ayrpletz thut man von Pircken schüttn.
Wie Pfifferling wachssen die Fleckn,
Die Weyntrauben inn Dorenheckn.
25
Auff Weyden koppen Semel stehn,
Darunter Pech mit Milich gehn;
Die fallen dann inn Pach herab,
Das yederman zu essen hab.
Auch gehen die Visch inn den Lachn
30
Gsotten, Braten, Gsulzt vnd pachn
Vnd gehn bey dem gestat gar nahen,
Lassen sich mit den henden fahen.
Auch fliegen vmb (müget jr glaubn)
Gebraten Hüner, Genß vnd Taubn.
35
Wer sie nicht facht vnd ist so faul,
Dem fliegen sie.selbs in das maul.
Die Sew all Jar gar wol geratn,
Lauffen im Land vmb, sind gebratn.
Yede eyn Messer hat im rück
40
Darmit eyn yeder schneydt eyn stück
Und steckt das Messer wider dreyn.
Die Creutzkeß wachssen wie die steyn.
[...] Read more
poem by Hans Sachs
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Related quotes

The Canterbury Tales; the Wyves tale of Bathe
The Prologe of the Wyves tale of Bathe.
Experience, though noon auctoritee
Were in this world, were right ynogh to me
To speke of wo that is in mariage;
For, lordynges, sith I twelf yeer was of age,
Thonked be God, that is eterne on lyve,
Housbondes at chirche-dore I have had fyve-
For I so ofte have ywedded bee-
And alle were worthy men in hir degree.
But me was toold, certeyn, nat longe agoon is,
That sith that Crist ne wente nevere but onis
To weddyng in the Cane of Galilee,
That by the same ensample, taughte he me,
That I ne sholde wedded be but ones.
Herkne eek, lo, which a sharpe word for the nones,
Biside a welle Jesus, God and Man,
Spak in repreeve of the Samaritan.
'Thou hast yhad fyve housbondes,' quod he,
'And thilke man the which that hath now thee
Is noght thyn housbonde;' thus seyde he, certeyn.
What that he mente ther by, I kan nat seyn;
But that I axe, why that the fifthe man
Was noon housbonde to the Samaritan?
How manye myghte she have in mariage?
Yet herde I nevere tellen in myn age
Upon this nombre diffinicioun.
Men may devyne, and glosen up and doun,
But wel I woot expres withoute lye,
God bad us for to wexe and multiplye;
That gentil text kan I wel understonde.
Eek wel I woot, he seyde, myn housbonde
Sholde lete fader and mooder, and take me;
But of no nombre mencioun made he,
Of bigamye, or of octogamye;
Why sholde men speke of it vileynye?
Lo, heere the wise kyng, daun Salomon;
I trowe he hadde wyves mo than oon-
As, wolde God, it leveful were to me
To be refresshed half so ofte as he-
Which yifte of God hadde he, for alle hise wyvys?
No man hath swich that in this world alyve is.
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Die Schwalbenhode
1.
weh unser guter kaspar ist tot
wer trägt nun die brennende fahne im zopf wer dreht die
kaffeemühle
wer lockt das idyllische reh
auf dem meer verwirrte er die schiffe mit dem wörtchen
parapluie und die winde nannte er bienenvater
weh weh weh unser guter kaspar ist tot heiliger bimbam
kaspar ist tot
die heufische klappern in den glocken wenn man seinen vornamen
ausspricht darum seufze ich weiter kaspar
kaspar kaspar
warum bist du ein stern geworden oder eine kette aus wasser
an einem heißen wirbelwind oder ein euter aus
schwarzem licht oder ein durchsichtiger Ziegel an der
stöhnenden trommel des felsigen wesens
jetzt vertrocknen unsere scheitel und sohlen und die feen
liegen halbverkohlt auf den scheiterhaufen
2.
jetzt donnert hinter der sonne
die schwarze kegelbahn und keiner zieht mehr die kompasse
und die räder der schiebkarren auf
wer ißt nun mit der ratte am einsamen tisch wer verjagt den
teufel wenn er die pferde verführen will wer erklärt uns
die monogramme in den sternen
seine büste wird die kamine aller wahrhaft edlen menschen
zieren doch das ist kein trost und schnupftabak für einen
totenkopf
3.
auf den wasserkanzeln bewegten die kaskadeure ihre
fähnchen wie figura 5 zeigt
die abenteurer mit falschen bärten und diamantenen hufen
bestiegen vermittels aufgeblasener walfischhäute
schneiend das podium
der große geisterlöwe harun al raschid sprich harung al radi
gähnte dreimal und zeigte seine vom rauchen schwarz
gewordenen zähne
die merzerisierten klapperschlangen wickelten sich von ihren
spulen mähten ihr getreide und verschlossen es in steine
aus dem saum des todes traten die augen der jungen sterne
nach der geißelung auf der sonnenbacke tanzten die hufe des
esels auf flaschenköpfen
die toten fielen wie flocken von den ledernen türmen
wieviel totengerippe drehten die räder der tore
als der wasserfall dreimal gekräht hatte erblich seine tapete bis
[...] Read more
poem by Jean Arp
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Und Durch Den Draht
Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Freitag nacht in deinem bett aus chrom ich will dich
Ich klick und tick wien metronom ich will dich
Ich schleich ums wasserloch wie ein wildes tier ich will dich
Ueberdruck - warum bist du nicht da ich will dich
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht nimm dich in acht!
Und durch den draht hoer ich dich schrein
Nur durch den draht
Uhrmacher mit der feinen hand ich will dich
Grillt blutige steaks auf rotem strand ich will dich
Fuehlst dus kommen schlangengleich ich will dich
Ich bin in dir glaesern und weich ich will dich
Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Kreisel um die riesenstadt
Die keine zukunft hat
Lies das bild, mal das wort
Wirf bedeutung einfach fort
Jeder schritt ist hart
Vorsicht, draht
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht wir saugen uns fest
Und durch den draht du musst durch den test
Und durch den draht wir suchen - o r d n u n g
Und durch den draht jenseits der grenze beginnt die fremde
Jenseits der grenze beginnt die fremde
song performed by Peter Gabriel
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!


November
'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'
*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).
En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.
Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.
Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.
Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Dot Leedle Boy
Ot's a leedle Gristmas story
Dot I told der leedle folks--
Und I vant you stop dot laughin'
Und grackin' funny jokes!--
So help me Peter-Moses!
Ot's no time for monkey-shine,
Ober I vast told you somedings
Of dot leedle boy of mine!
Ot vas von cold Vinter vedder,
Ven der snow vas all about--
Dot you have to chop der hatchet
Eef you got der sauerkraut!
Und der cheekens on der hind leg
Vas standin' in der shine
Der sun shmile out dot morning
On dot leedle boy of mine.
He vas yoost a leedle baby
Not bigger as a doll
Dot time I got acquaintet--
Ach! you ought to heard 'im squall!--
I grackys! dot's der moosic
Ot make me feel so fine
Ven first I vas been marriet--
Oh, dot leedle boy of mine!
He look yoost like his fader!--
So, ven der vimmen said,
'Vot a purty leedle baby!'
Katrina shake der head. . . .
I dink she must 'a' notice
Dot der baby vas a-gryin',
Und she cover up der blankets
Of dot leedle boy of mine.
Vel, ven he vas got bigger,
Dot he grawl und bump his nose,
Und make der table over,
Und molasses on his glothes--
Dot make 'im all der sveeter,--
So I say to my Katrine,
'Better you vas quit a-shpankin'
Dot leedle boy of mine!'
No more he vas older
As about a dozen months
He speak der English language
Und der German--bote at vonce!
Und he dringk his glass of lager
[...] Read more
poem by James Whitcomb Riley
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Das Riesenspielzeug
Burg Nideck ist im Elsaß der Sage wohlbekannt,
die Höhe, wo vorzeiten die Burg der Riesen stand;
sie selbst ist nun verfallen, die Stätte wüst und leer,
du fragest nach den Riesen, du findest sie nicht mehr.
Einst kam das Riesenfräulein aus jener Burg hervor,
erging sich sonder Wartung und spielend vor dem Tor
und stieg hinab den Abhang bis in das Tal hinein,
neugierig zu erkunden, wie's unten möchte sein.
Mit wen'gen raschen Schritten durchkreuzte sie den Wald,
erreichte gegen Haslach das Land der Menschen bald,
und Städte dort und Dörfer und das bestellte Feld
erschienen ihren Augen gar eine fremde Welt.
Wie jetzt zu ihren Füßen sie spähend niederschaut,
bemerkt sie einen Bauer, der seinen Acker baut;
es kriecht das kleine Wesen einher so sonderbar,
es glitzert in der Sonne der Pflug so blank und klar.
'Ei! artig Spielding!' ruft sie, 'das nehm' ich mit nach Haus!'
Sie knieet nieder, spreitet behend ihr Tüchlein aus
und feget mit den Händen, was sich da alles regt,
zu Haufen in das Tüchlein, das sie zusammenschlägt,
und eilt mit freud'gen Sprüngen, man weiß, wie Kinder sind,
zur Burg hinan und suchet den Vater auf geschwind:
“Ei Vater, lieber Vater, ein Spielding wunderschön!
So Allerliebstes sah ich noch nie auf unsern Höh'n.'
Der Alte saß am Tische und trank den kühlen Wein,
er schaut sie an behaglich, er fragt das Töchterlein:
“Was Zappeliges bringst du in deinem Tuch herbei?
Du hüpfest ja vor Freuden; laß sehen, was es sei.'
Sie spreitet aus das Tüchlein und fängt behutsam an,
den Bauer aufzustellen, den Pflug und das Gespann;
wie alles auf dem Tische sie zierlich aufgebaut,
so klatscht sie in die Hände und springt und jubelt laut.
Der Alte wird gar ernsthaft und wiegt sein Haupt und spricht:
“Was hast du angerichtet? Das ist kein Spielzeug nicht!
Wo du es hergenommen, da trag es wieder hin,
der Bauer ist kein Spielzeug, was kommt dir in den Sinn?
Sollst gleich und ohne Murren erfüllen mein Gebot;
denn wäre nicht der Bauer, so hättest du kein Brot;
es sprießt der Stamm der Riesen aus Bauernmark hervor,
der Bauer ist kein Spielzeug, da sei uns Gott davor
[...] Read more
poem by Adelbert von Chamisso
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Ein Baum Erzählt von Orpheus
Weißer Tagesanbruch. Stille. Als das Kräuseln begann,
hielt ich es für Seewind, in unser Tal kommend mit Raunen
von Salz, von baumlosen Horizonten. Aber der weiße Nebel
bewegte sich nicht; das Laub meiner Brüder blieb ausgebreitet,
regungslos.
Doch das Kräuseln kam näher – und dann
begannen meine eigenen äußersten Zweige zu prickeln, fast als wäre
ein Feuer unter ihnen entfacht, zu nah, und ihre Spitzen
trockneten und rollten sich ein.
Doch ich fürchtete mich nicht, nur
wachsam war ich.
Ich sah ihn als erster, denn ich wuchs
draußen am Weidehang, jenseits des Waldes.
Er war ein Mann, so schien es: die zwei
beweglichen Stengel, der kurze Stamm, die zwei
Arm-Äste, biegsam, jeder mit fünf laublosen
Zweigen an ihrem Ende,
und der Kopf gekrönt mit braunem oder goldenem Gras,
ein Gesicht tragend, nicht wie das geschnäbelte Gesicht eines Vogels,
eher wie das einer Blume.
Er trug eine Bürde,
einen abgeschnittenen Ast, gebogen, als er noch grün war,
Strähnen einer Rebe quer darüber gespannt. Von dieser,
sobald er sie berührte, und von seiner Stimme,
die, unähnlich der Stimme des Windes, unser Laub und unsere
Äste nicht brauchte, um ihren Klang zu vollenden,
kam das Kräuseln.
Es war aber jetzt kein Kräuseln mehr (er war nahe herangekommen und
stand in meinem ersten Schatten), es war eine Welle, die mich umspülte,
als stiege Regen
empor von unten um mich herum,
anstatt zu fallen.
Und was ich spürte, war nicht mehr ein trockenes Prickeln:
Ich schien zu singen, während er sang, ich schien zu wissen,
was die Lerche weiß; mein ganzer Saft
stieg hinauf der Sonne entgegen, die nun
aufgegangen war, der Nebel hob sich, das Gras
wurde trocken, doch meine Wurzeln spürten, wie Musik sie tränkte
tief in der Erde.
Er kam noch näher, lehnte sich an meinen Stamm:
Die Rinde erschauerte wie ein noch gefaltetes Blatt.
Musik! Kein Zweig von mir, der nicht
erbebte vor Freude und Furcht.
Dann, als er sang,
waren es nicht mehr nur Klänge, aus denen die Musik entstand:
Er sprach, und wie kein Baum zuhört, hörte ich zu, und Sprache
kam in meine Wurzeln
aus der Erde,
[...] Read more
poem by Denise Levertov
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!


The Canterbury Tales; The Clerkes Tale (a)
THE CLERKES TALE - PROLOGUE
Heere folweth the Prologe of the clerkes tale of Oxenford.
'Sire clerk of Oxenford,' oure Hooste sayde,
'Ye ryde as coy and stille as dooth a mayde,
Were newe spoused, sittynge at the bord.
This day ne herde I of youre tonge a word.
I trowe ye studie about som sophyme;
But Salomon seith, `every thyng hath tyme.'
For Goddes sake, as beth of bettre cheere;
It is no tyme for to studien heere,
Telle us som myrie tale, by youre fey.
For what man that is entred in a pley,
He nedes moot unto the pley assente;
But precheth nat as freres doon in Lente,
To make us for oure olde synnes wepe,
Ne that thy tale make us nat to slepe.
Telle us som murie thyng of aventures;
Youre termes, youre colours, and youre figures,
Keep hem in stoor, til so be that ye endite
Heigh style, as whan that men to kynges write.
Speketh so pleyn at this tyme, we yow preye,
That we may understonde what ye seye.'
This worthy clerk benignely answerde,
'Hooste,' quod he, 'I am under youre yerde.
Ye han of us as now the governance;
And therfore wol I do yow obeisance
As fer as resoun axeth, hardily.
I wol yow telle a tale, which that I
Lerned at Padwe of a worthy clerk,
As preved by his wordes and his werk.
He is now deed, and nayled in his cheste;
I prey to God so yeve his soule reste.
Fraunceys Petrark, the lauriat poete,
Highte this clerk, whos rethorike sweete
Enlumyned al Ytaille of poetrie,
As Lynyan dide of philosophie,
Or lawe, or oother art particuler.
But deeth, that wol nat suffre us dwellen heer
But as it were a twynklyng of an eye,
Hem bothe hath slayn, and alle shul we dye.
But forth to tellen of this worthy man,
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Liber Secundus
Incipit Liber Tercius
Ira suis paribus est par furiis Acherontis,
Quo furor ad tempus nil pietatis habet.
Ira malencolicos animos perturbat, vt equo
Iure sui pondus nulla statera tenet.
Omnibus in causis grauat Ira, set inter amantes,
Illa magis facili sorte grauamen agit:
Est vbi vir discors leuiterque repugnat amori,
Sepe loco ludi fletus ad ora venit.
----------------------------------- ------------------------------------------------
If thou the vices lest to knowe,
Mi Sone, it hath noght ben unknowe,
Fro ferst that men the swerdes grounde,
That ther nis on upon this grounde,
A vice forein fro the lawe,
Wherof that many a good felawe
Hath be distraght be sodein chance;
And yit to kinde no plesance
It doth, bot wher he most achieveth
His pourpos, most to kinde he grieveth,
As he which out of conscience
Is enemy to pacience:
And is be name on of the Sevene,
Which ofte hath set this world unevene,
And cleped is the cruel Ire,
Whos herte is everemore on fyre
To speke amis and to do bothe,
For his servantz ben evere wrothe.
Mi goode fader, tell me this:
What thing is Ire? Sone, it is
That in oure englissh Wrathe is hote,
Which hath hise wordes ay so hote,
That all a mannes pacience
Is fyred of the violence.
For he with him hath evere fyve
Servantz that helpen him to stryve:
The ferst of hem Malencolie
Is cleped, which in compaignie
An hundred times in an houre
Wol as an angri beste loure,
And noman wot the cause why.
Mi Sone, schrif thee now forthi:
Hast thou be Malencolien?
Ye, fader, be seint Julien,
Bot I untrewe wordes use,
I mai me noght therof excuse:
And al makth love, wel I wot,
[...] Read more
poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Liber Tercius
Incipit Liber Quartus
Dicunt accidiam fore nutricem viciorum,
Torpet et in cunctis tarda que lenta bonis:
Que fieri possent hodie transfert piger in cras,
Furatoque prius ostia claudit equo.
Poscenti tardo negat emolumenta Cupido,
Set Venus in celeri ludit amore viri.
Upon the vices to procede
After the cause of mannes dede,
The ferste point of Slowthe I calle
Lachesce, and is the chief of alle,
And hath this propreliche of kinde,
To leven alle thing behinde.
Of that he mihte do now hier
He tarieth al the longe yer,
And everemore he seith, 'Tomorwe';
And so he wol his time borwe,
And wissheth after 'God me sende,'
That whan he weneth have an ende,
Thanne is he ferthest to beginne.
Thus bringth he many a meschief inne
Unwar, til that he be meschieved,
And may noght thanne be relieved.
And riht so nowther mor ne lesse
It stant of love and of lachesce:
Som time he slowtheth in a day
That he nevere after gete mai.
Now, Sone, as of this ilke thing,
If thou have eny knowleching,
That thou to love hast don er this,
Tell on. Mi goode fader, yis.
As of lachesce I am beknowe
That I mai stonde upon his rowe,
As I that am clad of his suite:
For whanne I thoghte mi poursuite
To make, and therto sette a day
To speke unto the swete May,
Lachesce bad abide yit,
And bar on hond it was no wit
Ne time forto speke as tho.
Thus with his tales to and fro
Mi time in tariinge he drowh:
Whan ther was time good ynowh,
He seide, 'An other time is bettre;
Thou schalt mowe senden hire a lettre,
And per cas wryte more plein
Than thou be Mowthe durstest sein.'
[...] Read more
poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Holidays Celebrated
Ding.
Dong.
Ding.
Dong.
Ding...
Ramadan begins with a fast that cleanses.
At least 10 days when this begins.
The Muslims practice this with faith.
A faith for them without an end.
Ding.
Dong.
Ding.
Dong.
Ding. ..
So many wish for Santa Claus,
To gift them with a tax write off!
And those who celebrate the days of Kwanzaa,
Do this when Christmas has gone.
Ding.
Dong.
Ding.
Dong.
Ding ...
Hanukkah Feast of Consecration,
Has a Menorah glowing bright.
And everyone wishes a pleasing season.
With no appetite to fight.
Ding.
Dong.
Ding.
Dong.
Din g...
Why can't these be holidays,
Celebrated each and everyday?
Ding.
Dong.
Ding.
Dong.
Ding...Why can't these be holidays,
Celebrated each and everyday?
Ding.
Dong.
Ding.
Dong.
Ding...
Ramadan begins with a fast that cleanses.
At least 10 days when this begins.
[...] Read more
poem by Lawrence S. Pertillar
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Not Too Bad
De cottage vas close py der garden gate,
It vas not mighdty hardt to find it,
A couple of gum-trees grew shoost in front,
Und a pig\shty grew shoost pehind it.
Dere vos milk-cows und sheep on der clover-flat
Und a creek vhere der vater ran,
Der misdress of all, vas der Vidder McCaul,
Und I vos her handy man.
Ach, shveet vas der ploom on der orchard-trees,
Und lofely der flowers in shpring;
But, der vidder's daughter. Yemima Ann,
She vas shveeter ash efferyting.
She valked on der ferry ground I lofed,
Und her eyes were so lofely prown,
Dat vheneffer I see dat she looked at me,
Vhy, I felt mineself top-side down.
I lofed mine life ash I lofed dat girl,
Und a vik from her tvinkling eye
Ash I helped her moundt on der old prown mare
Made me feel apout ten feet high.
Vhen she cantered home ash der sun vent down,
Und I lifted her oop to der ground,
Vhen I felt her yoomp, mine heardt vent boomp,
Und I felt apout twelfe feet round.
So I shpeaks to mineself,' I must hafe dat girl,
For mithout her I aint no use;'
So I tole her von day vhat a duck she vas,
Und she tell me I vas a coose.
Den a shearer coomed town from der Lachlan,
Pout ash tall ash a wool-shed toor,
Und he took her avay on a pullock-tray,
Und she neffer comes pack some more.
So I vent, vat you calls, ' clean off your shoomps,'
I crinds oop mine teeth und schvear;
I knocks mineself town mit a pag of shaff,
Und I picks mineself oop py mine hair.
I shvears I could hang and trown mineself,
Und fill mineself oop mit shot too;
Put, shoost vhen I run to get mine gun,
Der vidder, she tole me not to.
She said, ash she fried me some eggs for mine tea,
Und her tears shpluttered in der pan,
'Vas it not goot enough to her daughter lose,
Mithout losing her handy man?
Vas der fish not askh good vhat vas in der sea
[...] Read more
poem by Thomas E. Spencer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Corydon's Doleful Knell
My Phillida, adieu love!
For evermore farewel!
Ay me! I've lost my true love,
And thus I ring her knell,
Ding dong, ding dong, ding dong,
My Phillida is dead!
I'll stick a branch of willow
At my fair Phillis' head.
For my fair Phillida
Our bridal bed was made;
But 'stead of silkes so gay,
She in her shroud is laid.
Ding dong, ding dong, ding dong.
Her corpse shall be attended
By maides in fair array,
Till the obsequies are ended,
And she is wrapt in clay.
Ding dong, ding dong, ding dong.
Her herse it shall be carried
By youths that do excell;
And when that she is buried,
I thus will ring her knell.
Ding dong, ding dong, ding dong.
A garland shall be framed
By art and natures skill,
Of sundry-colour'd flowers,
In token of good-will.
Ding dong, ding dong, ding dong.
And sundry-colour'd ribbands
On it I will bestow;
But chiefly black and yellowe
With her to grave shall go.
Ding dong, ding dong, ding dong.
I'll decke her tomb with flowers,
The rarest ever seen,
And with my tears, as showers,
I'll keepe them fresh and green.
Ding dong, ding dong, ding dong.
Instead of fairest colours,
Set forth with curious art,
Her image shall be painted
On my distressed heart.
Ding dong, ding dong, ding dong.
[...] Read more
poem by Anonymous Olde English
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!


Marts
'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'
*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,
Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.
Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.
Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Opus Null
1
Ich bin der große Derdiedas
das rigorose Regiment
der Ozonstengel prima Qua
der anonyme Einprozent.
Das P. P. Tit und auch die Po
Posaune ohne Mund und Loch
das große Herkulesgeschirr
der linke Fuß vom rechten Koch.
Ich bin der lange Lebenslang
der zwölfte Sinn im Eierstock
der insgesamte Augustin
im lichten Zelluloserock.
2
Er zieht aus seinem schwarzen Sarg
um Sarg um Sarg um Sarg hervor.
Er weint mit seinem Vorderteil
und wickelt sich in Trauerflor.
Halb Zauberer halb Dirigent
taktiert er ohne Alpenstock
sein grünes Ziffernblatt am Hut
und fällt von seinem Kutscherbock.
Dabei stößt er den Ghettofisch
von der möblierten Staffelei.
Sein langer Würfelstrumpf zerreißt
zweimal entzwei dreimal entdrei.
3
Er sitzt mit sich in einem Kreis.
Der Kreis sitzt mit dem eignen Leib.
Ein Sack mit einem Kamm der steht
dient ihm als Sofa und als Weib.
Der eigne Leib der eigne Sack.
Der Vonvon und die linke Haut.
Und tick und tack und tipp und topp
der eigne Leib fällt aus der Braut.
Er schwingt als Pfund aus seinem Stein
die eigne Braut im eignen Sack.
Der eigne Leib im eignen Kreis
fällt nackt als Sofa aus dem Frack.
4
Mit seiner Dampfmaschine treibt
er Hut um Hut aus seinem Hut
und stellt sie auf in Ringelreihn
wie man es mit Soldaten tut.
[...] Read more
poem by Jean Arp
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!


Dykker-Klokken
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Prologus
Incipit Liber Primus
Naturatus amor nature legibus orbem
Subdit, et vnanimes concitat esse feras:
Huius enim mundi Princeps amor esse videtur,
Cuius eget diues, pauper et omnis ope.
Sunt in agone pares amor et fortuna, que cecas
Plebis ad insidias vertit vterque rotas.
Est amor egra salus, vexata quies, pius error,
Bellica pax, vulnus dulce, suaue malum.
I may noght strecche up to the hevene
Min hand, ne setten al in evene
This world, which evere is in balance:
It stant noght in my sufficance
So grete thinges to compasse,
Bot I mot lete it overpasse
And treten upon othre thinges.
Forthi the Stile of my writinges
Fro this day forth I thenke change
And speke of thing is noght so strange,
Which every kinde hath upon honde,
And wherupon the world mot stonde,
And hath don sithen it began,
And schal whil ther is any man;
And that is love, of which I mene
To trete, as after schal be sene.
In which ther can noman him reule,
For loves lawe is out of reule,
That of tomoche or of tolite
Welnyh is every man to wyte,
And natheles ther is noman
In al this world so wys, that can
Of love tempre the mesure,
Bot as it falth in aventure:
For wit ne strengthe may noght helpe,
And he which elles wolde him yelpe
Is rathest throwen under fote,
Ther can no wiht therof do bote.
For yet was nevere such covine,
That couthe ordeine a medicine
To thing which god in lawe of kinde
Hath set, for ther may noman finde
The rihte salve of such a Sor.
It hath and schal ben everemor
That love is maister wher he wile,
Ther can no lif make other skile;
For wher as evere him lest to sette,
Ther is no myht which him may lette.
Bot what schal fallen ate laste,
[...] Read more
poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Das Fischernetz
Umzingelt von spiegeln
Von traeumen befleckt
Der saum schnuert ein
Was Im koerper steckt
Sanft der bauch, gespannter muskel
Weiche tuecher auf der tigerhaut
Feucht wie gras
Reif und schwer wie bluetenpollen
Der schwamm ist voll
Keiner hat es sehen wollen
Auf alles legt sich kon-ver-sa-tion
Glasur auf warmem, frischem kuchen
Licht draengt durch ihre geheimen tunnel
Ein sog, der nach draussen geht
Bricht sich bahn als greller blitz
Der feinste fratzen erbleichen laesst
Spuer verlangen in leisem fluestern
Spannung Im gesicht
Koerper pressen gegen gitter
Spielt die musik, spielt gericht
Fuer sie
Opfergaben - gekoepfte huehner
Tanzen walzer - sagen - komm!
Mann und weib - nackt vor allen!
Gekreuzte staemme in hitze besetzt
Auch wenn die zarte haut schon zittert
Fuehlen sie noch mit der mutter
Die einsam geniesst, was der tag ihr bringt
Doch auch an andere stunden denkt
Der vater traurig, letzte liebe
Fegt asche mit dem besen
Leises kichern, schmierige witze
Spritzen ueber tisch und tuch
Und worte, worte, worte
Weisst du noch? - der boden ist da...
Liebes, liebster, du... von frost bedeckt
Weisst du noch? - der boden ist da...
Liebes, liebster, du... von frost bedeckt
Ploetzlich stille, fallbeil saust, alle tueren zu
Haende greifen fest ans messer
Schneid den kuche nur Im dunklen an!
Jeder kriegt ein stueck - ein kleines stueck
Den koerper - und das fleisch
Die familie - und das fischernetz
Ein neuer - in den maschen
Der koerper und das fleisch
Der koerper und das fleisch
Und das fleisch
song performed by Peter Gabriel
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!


Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!


Book Of The Duchesse
THE PROEM
I have gret wonder, be this lighte,
How that I live, for day ne nighte
I may nat slepe wel nigh noght,
I have so many an ydel thoght
Purely for defaute of slepe
That, by my trouthe, I take no kepe
Of no-thing, how hit cometh or goth,
Ne me nis no-thing leef nor loth.
Al is y-liche good to me --
Ioye or sorowe, wherso hyt be --
For I have feling in no-thinge,
But, as it were, a mased thing,
Alway in point to falle a-doun;
For sorwful imaginacioun
Is alway hoolly in my minde.
And wel ye wite, agaynes kynde
Hit were to liven in this wyse;
For nature wolde nat suffyse
To noon erthely creature
Not longe tyme to endure
Withoute slepe, and been in sorwe;
And I ne may, ne night ne morwe,
Slepe; and thus melancolye
And dreed I have for to dye,
Defaute of slepe and hevinesse
Hath sleyn my spirit of quiknesse,
That I have lost al lustihede.
Suche fantasies ben in myn hede
So I not what is best to do.
But men myght axe me, why soo
I may not slepe, and what me is?
But natheles, who aske this
Leseth his asking trewely.
My-selven can not telle why
The sooth; but trewely, as I gesse,
I holde hit be a siknesse
That I have suffred this eight yere,
And yet my bote is never the nere;
For ther is phisicien but oon,
That may me hele; but that is doon.
Passe we over until eft;
That wil not be, moot nede be left;
Our first matere is good to kepe.
So whan I saw I might not slepe,
Til now late, this other night,
Upon my bedde I sat upright
And bad oon reche me a book,
A romaunce, and he hit me took
[...] Read more
poem by Geoffrey Chaucer
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
