Lion's den
If you are staying
With a wicked man
If you are living
With a wicked man
If you are making
Friendship with wicked man
Be sure you are walking
In to the lion's den.
Wicked man is dangerous
Wicked man is more
Dangerous than a snake
Wicked man is more poisonous
Than a cobra the most
Poisonous snake of the world
You may survive from snake bite
But you can not survive from
The clutches of a wicked man
You will die in his den.
poem by Gajanan Mishra
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Related quotes
November
'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'
*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).
En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.
Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.
Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.
Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Januar
'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.
Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Marts
'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'
*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,
Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.
Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.
Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Bruden i Rørvig Kirke
Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.
II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.
III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.
IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Cobra And The Mongoose
“Tell me mongoose why are you trying to steal my eggs? ”
“Well, I’ve not eaten for weeks and I’m dying on my legs.”
“Don’t you realise that very soon these eggs will be my children? ”
“But you have so many and you won’t miss nine or ten.”
“How wrong you are mongoose I’ll miss every one of them.”
“Well tell me cobra, are you prepared to die for just ten? ”
“Mongoose, I am a mother and for only the one I would die.”
“Why are you swaying Cobra, and is that a tear in your eye? ”
“Aren’t you feeling sleepy mongoose, you do have heavy eyes? ”
“I know what you’re doing cobra, you’re trying to hypnotise.”
“For your information mongoose, I’m doing my cobra dance,
it’s a dance of magic, which gives my enemies no chance.
Don’t think that I can’t see you mongoose trying to circle around me,
first in one direction, and then the other so tactically.
I must warn you mongoose that I have a bite that can instantly kill,
and if you don’t die straight away, moments later you will.”
I’ve heard about your bite cobra, but you don’t frighten me,
I have the thickest skin and coarsest hair, as ever you’ll see.
I also must warn you cobra that my teeth are as sharp as swords,
and combined with my agility I will have the last words.”
“Well, if I were you mongoose I would leave while you can…
unless you want to be the cause of my indigestion.”
“I was thinking cobra, you and your eggs would just be my fill,
and now that only leaves the formality of the kill.”
For hours and hours the pair did spar and fight,
throughout the day and throughout the night.
The mongoose went close and the cobra did strike,
but not one had yet applied the decisive bite.
Both were aching and tiring, and their sharpness was wearing thin.
The mongoose considered one last attack then he would pack it in.
With a last almighty effort the mongoose jumped as high as he could,
after somersaulting in the air it buried its teeth below the cobra’s hood.
This bite severed the cobra’s spine and instantly killed the snake,
but the mongoose bit once again to make sure of no mistake.
It then bit off and swallowed the cobra’s once swaying head,
but the fangs of the cobra punctured its stomach, it too was dead.
poem by Orlando Belo
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Dykker-Klokken
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Shudder/king Of Snake
Kkking of snake
King of snake
Kkking of snake
Kkking of snake
Kkking of snake
Kkking of snake
Snake
Snake
Snake
Snake
24 hours with the king of snake
Kkking of snake
Dogman and the king of snake
Im on a boast and the king of snake
Dogman and the king of snake
King of snake race
Im on a boast and the king of snake
Dogman and the king of snake
Im on a boast and the king of snake
24 hours with the king of snake
Daily daily daily daily to dream like
Tom and jerry thing
And drink drink drink
And you go ping
Daily daily daily daily to dream like
Tom and jerry thing
And drink drink drink drink
And you go ping
Heat that stuff enough
Right
That stuff enough
Right
That stuff enough
Right [x4]
That stuff enough
Snake
Drink that stuff enough
Right
That stuff enough
Right
That stuff enougha
Right [x4]
That stuff enough
Right
Daily daily daily daily to dream like
Tom and jerry thing
And drink drink drink
And you go ping
Daily daily daily daily to dream like
Tom and jerry thing
[...] Read more
song performed by Underworld
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
I Will Survive
(f.perren & d.fekaris)
(this is dedicated to my girls)
At first I was afraid, I was petrified
Kept thinkin I could never live without you by my side
Then I spent so many nights thinking how you did me wrong
And I grew strong
And I learned how to get along
And so youre back from outer space
I just walked in to find you here, with that sad look upon your face
I should have changed that stupid lock
I should have made you leave your key
If I had known for just one second youd be back to bother me
Go on now, go walk out the door
Just turn around now
coz youre not welcome anymore
Werent you the one who tried to break me with goodbye?
Did you think Id crumble?
Did you think Id lay down and die?
Oh no not i, I will survive
For as long as I know how to love, I know Ill stay alive
Ive got all my life to live
And Ive got all my love to give
Ill survive
I will survive
Hey hey
(i, I will survive)
Hey hey
(i, I will survive)
Every day
(i, I will survive)
Oh yeah
It took all the strength I had not to fall apart
Just trying hard to mend the pieces of my broken heart
And I spent oh so many nights just feeling sorry for myself
I used to cry, but now I hold my head up high
And you see me, somebody new
Im not that chained up little person still in love with you
And so you felt like dropping in and just expect me to be free
But now Im savin all my lovin for someone whos lovin me
Go on now, go walk out the door
Just turn around now
Youre not welcome anymore
Werent you the one who tried to break me with goodbye?
Did you think Id crumble?
Did you think Id lay down and die?
Oh no not i, I will survive
Oh as long as I know how to love, I know Ill stay alive
Ive got all my life to live
And Ive got all my love to give
Ill survive
[...] Read more
song performed by Diana Ross
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Februar
'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'
*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.
Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.
Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!
Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
August
'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.
See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.
Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.
- - -
Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.
- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Die Schwalbenhode
1.
weh unser guter kaspar ist tot
wer trägt nun die brennende fahne im zopf wer dreht die
kaffeemühle
wer lockt das idyllische reh
auf dem meer verwirrte er die schiffe mit dem wörtchen
parapluie und die winde nannte er bienenvater
weh weh weh unser guter kaspar ist tot heiliger bimbam
kaspar ist tot
die heufische klappern in den glocken wenn man seinen vornamen
ausspricht darum seufze ich weiter kaspar
kaspar kaspar
warum bist du ein stern geworden oder eine kette aus wasser
an einem heißen wirbelwind oder ein euter aus
schwarzem licht oder ein durchsichtiger Ziegel an der
stöhnenden trommel des felsigen wesens
jetzt vertrocknen unsere scheitel und sohlen und die feen
liegen halbverkohlt auf den scheiterhaufen
2.
jetzt donnert hinter der sonne
die schwarze kegelbahn und keiner zieht mehr die kompasse
und die räder der schiebkarren auf
wer ißt nun mit der ratte am einsamen tisch wer verjagt den
teufel wenn er die pferde verführen will wer erklärt uns
die monogramme in den sternen
seine büste wird die kamine aller wahrhaft edlen menschen
zieren doch das ist kein trost und schnupftabak für einen
totenkopf
3.
auf den wasserkanzeln bewegten die kaskadeure ihre
fähnchen wie figura 5 zeigt
die abenteurer mit falschen bärten und diamantenen hufen
bestiegen vermittels aufgeblasener walfischhäute
schneiend das podium
der große geisterlöwe harun al raschid sprich harung al radi
gähnte dreimal und zeigte seine vom rauchen schwarz
gewordenen zähne
die merzerisierten klapperschlangen wickelten sich von ihren
spulen mähten ihr getreide und verschlossen es in steine
aus dem saum des todes traten die augen der jungen sterne
nach der geißelung auf der sonnenbacke tanzten die hufe des
esels auf flaschenköpfen
die toten fielen wie flocken von den ledernen türmen
wieviel totengerippe drehten die räder der tore
als der wasserfall dreimal gekräht hatte erblich seine tapete bis
[...] Read more
poem by Jean Arp
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Juleaftenen (Christmas Eve )
Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!
I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"
[...] Read more
poem by Henrik Wergeland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Prince Hohenstiel-Schwangau, Saviour of Society
Epigraph
Υδραν φονεύσας, μυρίων τ᾽ ἄλλων πόνων
διῆλθον ἀγέλας . . .
τὸ λοίσθιον δὲ τόνδ᾽ ἔτλην τάλας πόνον,
. . . δῶμα θριγκῶσαι κακοῖς.
I slew the Hydra, and from labour pass'd
To labour — tribes of labours! Till, at last,
Attempting one more labour, in a trice,
Alack, with ills I crowned the edifice.
You have seen better days, dear? So have I —
And worse too, for they brought no such bud-mouth
As yours to lisp "You wish you knew me!" Well,
Wise men, 't is said, have sometimes wished the same,
And wished and had their trouble for their pains.
Suppose my Œdipus should lurk at last
Under a pork-pie hat and crinoline,
And, latish, pounce on Sphynx in Leicester Square?
Or likelier, what if Sphynx in wise old age,
Grown sick of snapping foolish people's heads,
And jealous for her riddle's proper rede, —
Jealous that the good trick which served the turn
Have justice rendered it, nor class one day
With friend Home's stilts and tongs and medium-ware,—
What if the once redoubted Sphynx, I say,
(Because night draws on, and the sands increase,
And desert-whispers grow a prophecy)
Tell all to Corinth of her own accord.
Bright Corinth, not dull Thebes, for Lais' sake,
Who finds me hardly grey, and likes my nose,
And thinks a man of sixty at the prime?
Good! It shall be! Revealment of myself!
But listen, for we must co-operate;
I don't drink tea: permit me the cigar!
First, how to make the matter plain, of course —
What was the law by which I lived. Let 's see:
Ay, we must take one instant of my life
Spent sitting by your side in this neat room:
Watch well the way I use it, and don't laugh!
Here's paper on the table, pen and ink:
Give me the soiled bit — not the pretty rose!
See! having sat an hour, I'm rested now,
Therefore want work: and spy no better work
For eye and hand and mind that guides them both,
During this instant, than to draw my pen
From blot One — thus — up, up to blot Two — thus —
Which I at last reach, thus, and here's my line
Five inches long and tolerably straight:
[...] Read more
poem by Robert Browning (1871)
Added by Veronica Serbanoiu
Comment! | Vote! | Copy!
April
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Und Durch Den Draht
Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Freitag nacht in deinem bett aus chrom ich will dich
Ich klick und tick wien metronom ich will dich
Ich schleich ums wasserloch wie ein wildes tier ich will dich
Ueberdruck - warum bist du nicht da ich will dich
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht nimm dich in acht!
Und durch den draht hoer ich dich schrein
Nur durch den draht
Uhrmacher mit der feinen hand ich will dich
Grillt blutige steaks auf rotem strand ich will dich
Fuehlst dus kommen schlangengleich ich will dich
Ich bin in dir glaesern und weich ich will dich
Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Kreisel um die riesenstadt
Die keine zukunft hat
Lies das bild, mal das wort
Wirf bedeutung einfach fort
Jeder schritt ist hart
Vorsicht, draht
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht wir saugen uns fest
Und durch den draht du musst durch den test
Und durch den draht wir suchen - o r d n u n g
Und durch den draht jenseits der grenze beginnt die fremde
Jenseits der grenze beginnt die fremde
song performed by Peter Gabriel
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
In-convenience
Very early in the morning we were woken from our sleep,
We were going on safari, being driven in a jeep,
We went out before our breakfast, we went out before sunrise,
We went out before the sleep had fully vanished from our eyes.
We had to dress quite quickly, and we went out in a rush,
And after we'd been driving through miles and miles of bush
For an hour or two (I have to say forgive the way I speak) ,
But - the roads were very bumpy - I was dying for a leak.
The driver stopped the jeep and kindly offered us a drink,
But it might have been more kind if he had only paused to think;
We had seen a herd of elephants, some vultures in the sky,
Several wildebeest and zebra, a hyena passing by,
Giraffes, a pair of ostriches, a buffalo or two,
And we'd taken lots of photographs (well, that's what tourists do) :
We had even seen some lions lazing underneath a tree,
But... we hadn't seen a toilet... and I really had to pee.
Beside a water-hole at last we found a pair of loos,
And I hurried to the gents', 'cause that's the one I have to use.
Yes, I went up to the gentlemen's, and pushed the door ajar,
But I didn't push it hard, and it didn't open far.
There was something in the way, you see. I did a double-take,
For it looked just like a tail, the last six inches of a snake.
I decided not to panic - I'm not that sort of bloke,
And it could have been a rubber one, left there for a joke -
So I pushed the door wide open, to be sure of no mistake,
And what should I clap eyes on but two yards of living snake!
... I closed the door, quite firmly, and went to tell the guide,
'I was going to the loo, but then I found a snake inside.'
He didn't quite believe me, but he went across to check.
- Not just a snake, a cobra! - 'Gosh, ' I thought, and 'Flipping Heck.'
For the snake looked very supple, and the snake looked very strong,
And if it would uncurl itself, the snake looked very long,
And a cobra's bite is savage, and a cobra's bite is quick,
And if that snake had bitten me, I'd be feeling rather sick.
'It might even be a spitter, judging by the size,
'So don't you go too close, and please be careful of your eyes.'
But I had to take a photograph, for that's what tourists do,
And, warily, I took a snap of the cobra in the loo.
The driver wrote a notice 'Danger, Big Big Snake Inside',
And the lady with the first-aid box took out of it with pride
A strip of sticking plaster to stick it to the door,
To tell anyone who came, there was a cobra on the floor.
By now the snake was moving, it was climbing up the wall;
It hid behind the cistern, and could not be seen at all;
It came down again, and wrapped itself around the waste-pipe neatly,
Then slithered right into the pan and disappeared completely.
Now I was on a mission to tell others what I'd seen,
But I was very conscious of the fact I'd Still Not Been!
So in that situation, though most times I wouldn't dare,
When I found the ladies' empty, I quickly popped in there.
[...] Read more
poem by Paul Hansford
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Courtship of Miles Standish
I
MILES STANDISH
In the Old Colony days, in Plymouth the land of the Pilgrims
To and fro in a room of his simple and primitive dwelling,
Clad in doublet and hose, and boots of Cordovan leather,
Strode, with a martial air, Miles Standish the Puritan Captain.
Buried in thought he seemed, with his hands behind him, and pausing
Ever and anon to behold his glittering weapons of warfare,
Hanging in shining array along the walls of the chamber, --
Cutlass and corselet of steel, and his trusty sword of Damascus,
Curved at the point and inscribed with its mystical Arabic sentence,
While underneath, in a corner, were fowling-piece, musket, and matchlock.
Short of stature he was, but strongly built and athletic,
Broad in the shoulders, deep-chested, with muscles and sinews of iron;
Brown as a nut was his face, but his russet beard was already
Flaked with patches of snow, as hedges sometimes in November.
Near him was seated John Alden, his friend and household companion,
Writing with diligent speed at a table of pine by the window:
Fair-haired, azure-eyed, with delicate Saxon complexion,
Having the dew of his youth, and the beauty thereof, as the captives
Whom Saint Gregory saw, and exclaimed, "Not Angles, but Angels."
Youngest of all was he of the men who came in the Mayflower.
Suddenly breaking the silence, the diligent scribe interrupting,
Spake, in the pride of his heart, Miles Standish the Captain of Plymouth.
"Look at these arms," he said, "the war-like weapons that hang here
Burnished and bright and clean, as if for parade or inspection!
This is the sword of Damascus I fought with in Flanders; this breastplate,
Well I remember the day! once save my life in a skirmish;
Here in front you can see the very dint of the bullet
Fired point-blank at my heart by a Spanish arcabucero.
Had it not been of sheer steel, the forgotten bones of Miles Standish
Would at this moment be mould, in their grave in the Flemish morasses."
Thereupon answered John Alden, but looked not up from his writing:
"Truly the breath of the Lord hath slackened the speed of the bullet;
He in his mercy preserved you, to be our shield and our weapon!"
Still the Captain continued, unheeding the words of the stripling:
"See, how bright they are burnished, as if in an arsenal hanging;
That is because I have done it myself, and not left it to others.
Serve yourself, would you be well served, is an excellent adage;
So I take care of my arms, as you of your pens and your inkhorn.
Then, too, there are my soldiers, my great, invincible army,
Twelve men, all equipped, having each his rest and his matchlock,
Eighteen shillings a month, together with diet and pillage,
And, like Caesar, I know the name of each of my soldiers!"
This he said with a smile, that danced in his eyes, as the sunbeams
Dance on the waves of the sea, and vanish again in a moment.
Alden laughed as he wrote, and still the Captain continued:
"Look! you can see from this window my brazen howitzer planted
[...] Read more
poem by Henry Wadsworth Longfellow
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Cometen 1834
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.
— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.
„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.
Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.
Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
June
'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -
*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!
Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!