Latest quotes | Random quotes | Vote! | Latest comments | Submit quote

Hans Christian Andersen

Fire Fjæle er vor Pragt

Fire Fjæle er vor Pragt,
Naar vi bli'er i Graven lagt!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Fire Ferocious

Fire! Fire! Ferocious fire!
You restless wall of flame.
Fire! Fire! Roaring higher!
Your fury to never tame.

You show no mercy – no regard:
A writhing army uncontrolled.
At least you don’t discriminate,
Selecting to exterminate:
All dealt with equal pain untold.

Fire! Fire! Ferocious fire!
You restless wall of flame.
Fire! Fire! Roaring higher!
Your fury to never tame.

In time of drought you run amok –
An open chimney of the land.
Prefer to scorch than suffocate:
In blinding zeal, incinerate
To blackened vista now unmanned.

Fire! Fire! Ferocious fire!
You restless wall of flame.
Fire! Fire! Roaring higher!
Your fury to never tame.

Destruction be your only goal
For you to vent your jealous wrath
On gentle life with caring soul
And human victims to console:
As you are none, but psychopath.

Fire! Fire! Ferocious fire!
You restless wall of flame.
Fire! Fire! Roaring higher!
Your fury to never tame.

So there it is – you are but flame:
Reacting gases to adorn –
With orange flicks of flailing arms,
You’re flaunting your demonic charms!
Now leave us for bereaved to mourn.

Fire! Fire! Ferocious fire!
You restless wall of flame.
Fire! Fire! Roaring higher!
Your fury to never tame.

So many lives to claim.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Cometen 1834

Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.

— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.

„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.

Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.

Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

En Glædes-Fest i Dag vi har

En Glædes-Fest i Dag vi har,
Og jublende vi komme,
Thi Sløret brast for Øiets Glar,
Den mørke Nat er omme,
See Skoven dog hvor deilig grøn,
Og Hjort og Hind derinde;
Du seer din Fest, saa lys og skjøn,
Vor Moder, vor Veninde.

Igjennem Rummet, denne Dag
Gaaer Hjerte-Melodien,
Du hører Sønners Hjerte-Slag
Fra Themsen og fra Slien,
De er Dig nær og Du det veed,
De juble med herinde,
Gud signe Dig, vor Kjærlighed,
Vor Moder, vor Veninde!

Alt hilser Dig med Lysets Glands,
Det Dybe og det Høie,
Den grønne Mark og Stjerners Krands,
Og Glæden i vort Øie;
Snart Kampens Sky fra Danmark gaaer,
I Fred skal Dagen rinde,
Da dobbelt lys Dig Verden staaer,
Vor Moder, vor Veninde!

I Landet Fred, paa Havet Fred,
Fred i hvert sorgfuldt Hjerte!
Hvor ærlig Villie holder ved,
Gaaer Glæde frem af Smerte.
I Taalmod, og det milde Sind,
Du saae din Nat forsvinde!
Guds Solskin i dit Hjerte ind,
Vor Moder, vor Veninde!

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

September

'Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.'

*
Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!

Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.

Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.

I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.

Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Out Of The Frying Pan

out of the frying pan (and into the fire)
It's only two o'clock and the temperture's beginning to soar
And all around the city you see the walking wounded and the living dead
It's never been this hot and i've never been so bored
And breathing is just no fun anymore
And then i saw you like a summer dream
And you're the answer to every prayer that i ever said
I saw you like a summer dream
And you're the answer to every prayer that i ever said
You can feel the pulse of the pavement racing like a runaway horse
The subways are steaming and the skin of the street is gleaming with sweat
I've seen you sitting on the steps outside
And you were looking so restless and reckless and lost
I think it's time for you to come inside
I'll be waiting here with something that you'll never forget
I think it's time for you to come inside
I'll be waiting here with something that you'll never forget
Come on! come on!
And there'll be no turning back
You were only killing time and it'll kill you right back
Come on! come on!
It's time to burn up the fuse
You've got nothing to do and even less to lose
You've got nothing to do and even less to lose
So wander down the ancient hallway
Taking the stairs only one at a time
Follow the sound of my heartbeat now
I'm in the room at the top, you're at the end of the line
Open the door and lay down on the bed
The sun is just a ball of desire
And i wanna take you out of the frying pan (and into the fire)
Out of the frying pan (and into the fire)
Out of the frying pan (and into the fire)
And i wanna take you out of the frying pan (and into the fire)
Out of the frying pan (and into the fire)
Out of the frying pan (and into the fire)
And into the fire! fire! fire!
And into the fire! fire! fire!
And into the fire! fire! fire!
And into the fire!
It's only two o'clock and the tempertures beginning to soar
And all around the city you see the walking wounded and the living dead
It's never been this hot and i've never been so bored
And breathing is just no fun anymore
And then i saw you like a summer dream
And you're the answer to every prayer that i ever said
I saw you like a summer dream
And you're the answer to every prayer that i ever said
Come on! come on!
And there'll be no turning back

[...] Read more

song performed by Meat LoafReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Brudstykke af en Rundsang

Kurvemageren:
Kurvene gjør just vor Lykke,
Kurve gjort med Vid og Aand.
Kurven er et herligt Stykke,
Naar den er i Pigehaand;
Dog, hvordan det ogsaa gaaer,
Kurven først fra os hun faaer!

Snedkeren:
Høvler, hamrer, muntre Svende!
Og husk paa, hvad tidt er sagt:
Naar det Jordiske har Ende,
Fire Fjæle er vor Pragt;
Men for Kisten, som jeg slaaer,
Selv en Brudeseng jeg faaer.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Book VI - Part 02 - Great Meteorological Phenomena, Etc

And so in first place, then
With thunder are shaken the blue deeps of heaven,
Because the ethereal clouds, scudding aloft,
Together clash, what time 'gainst one another
The winds are battling. For never a sound there come
From out the serene regions of the sky;
But wheresoever in a host more dense
The clouds foregather, thence more often comes
A crash with mighty rumbling. And, again,
Clouds cannot be of so condensed a frame
As stones and timbers, nor again so fine
As mists and flying smoke; for then perforce
They'd either fall, borne down by their brute weight,
Like stones, or, like the smoke, they'd powerless be
To keep their mass, or to retain within
Frore snows and storms of hail. And they give forth
O'er skiey levels of the spreading world
A sound on high, as linen-awning, stretched
O'er mighty theatres, gives forth at times
A cracking roar, when much 'tis beaten about
Betwixt the poles and cross-beams. Sometimes, too,
Asunder rent by wanton gusts, it raves
And imitates the tearing sound of sheets
Of paper- even this kind of noise thou mayst
In thunder hear- or sound as when winds whirl
With lashings and do buffet about in air
A hanging cloth and flying paper-sheets.
For sometimes, too, it chances that the clouds
Cannot together crash head-on, but rather
Move side-wise and with motions contrary
Graze each the other's body without speed,
From whence that dry sound grateth on our ears,
So long drawn-out, until the clouds have passed
From out their close positions.
And, again,
In following wise all things seem oft to quake
At shock of heavy thunder, and mightiest walls
Of the wide reaches of the upper world
There on the instant to have sprung apart,
Riven asunder, what time a gathered blast
Of the fierce hurricane hath all at once
Twisted its way into a mass of clouds,
And, there enclosed, ever more and more
Compelleth by its spinning whirl the cloud
To grow all hollow with a thickened crust
Surrounding; for thereafter, when the force
And the keen onset of the wind have weakened
That crust, lo, then the cloud, to-split in twain,
Gives forth a hideous crash with bang and boom.
No marvel this; since oft a bladder small,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Baggrund til Vignetterne

Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!

Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!

I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!

I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!

See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!

Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!

Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!

Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Ballad of the White Horse

DEDICATION

Of great limbs gone to chaos,
A great face turned to night--
Why bend above a shapeless shroud
Seeking in such archaic cloud
Sight of strong lords and light?

Where seven sunken Englands
Lie buried one by one,
Why should one idle spade, I wonder,
Shake up the dust of thanes like thunder
To smoke and choke the sun?

In cloud of clay so cast to heaven
What shape shall man discern?
These lords may light the mystery
Of mastery or victory,
And these ride high in history,
But these shall not return.

Gored on the Norman gonfalon
The Golden Dragon died:
We shall not wake with ballad strings
The good time of the smaller things,
We shall not see the holy kings
Ride down by Severn side.

Stiff, strange, and quaintly coloured
As the broidery of Bayeux
The England of that dawn remains,
And this of Alfred and the Danes
Seems like the tales a whole tribe feigns
Too English to be true.

Of a good king on an island
That ruled once on a time;
And as he walked by an apple tree
There came green devils out of the sea
With sea-plants trailing heavily
And tracks of opal slime.

Yet Alfred is no fairy tale;
His days as our days ran,
He also looked forth for an hour
On peopled plains and skies that lower,
From those few windows in the tower
That is the head of a man.

But who shall look from Alfred's hood

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Book I - Part 06 - Confutation Of Other Philosophers

And on such grounds it is that those who held
The stuff of things is fire, and out of fire
Alone the cosmic sum is formed, are seen
Mightily from true reason to have lapsed.
Of whom, chief leader to do battle, comes
That Heraclitus, famous for dark speech
Among the silly, not the serious Greeks
Who search for truth. For dolts are ever prone
That to bewonder and adore which hides
Beneath distorted words, holding that true
Which sweetly tickles in their stupid ears,
Or which is rouged in finely finished phrase.
For how, I ask, can things so varied be,
If formed of fire, single and pure? No whit
'Twould help for fire to be condensed or thinned,
If all the parts of fire did still preserve
But fire's own nature, seen before in gross.
The heat were keener with the parts compressed,
Milder, again when severed or dispersed-
And more than this thou canst conceive of naught
That from such causes could become; much less
Might earth's variety of things be born
From any fires soever, dense or rare.
This too: if they suppose a void in things,
Then fires can be condensed and still left rare;
But since they see such opposites of thought
Rising against them, and are loath to leave
An unmixed void in things, they fear the steep
And lose the road of truth. Nor do they see,
That, if from things we take away the void,
All things are then condensed, and out of all
One body made, which has no power to dart
Swiftly from out itself not anything-
As throws the fire its light and warmth around,
Giving thee proof its parts are not compact.
But if perhaps they think, in other wise,
Fires through their combinations can be quenched
And change their substance, very well: behold,
If fire shall spare to do so in no part,
Then heat will perish utterly and all,
And out of nothing would the world be formed.
For change in anything from out its bounds
Means instant death of that which was before;
And thus a somewhat must persist unharmed
Amid the world, lest all return to naught,
And, born from naught, abundance thrive anew.
Now since indeed there are those surest bodies
Which keep their nature evermore the same,
Upon whose going out and coming in
And changed order things their nature change,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Give Your Heart To The Hawks

1 he apples hung until a wind at the equinox,

That heaped the beach with black weed, filled the dry grass

Under the old trees with rosy fruit.

In the morning Fayne Fraser gathered the sound ones into a

basket,

The bruised ones into a pan. One place they lay so thickly
She knelt to reach them.

Her husband's brother passing
Along the broken fence of the stubble-field,
His quick brown eyes took in one moving glance
A little gopher-snake at his feet flowing through the stubble
To gain the fence, and Fayne crouched after apples
With her mop of red hair like a glowing coal
Against the shadow in the garden. The small shapely reptile
Flowed into a thicket of dead thistle-stalks
Around a fence-post, but its tail was not hidden.
The young man drew it all out, and as the coil
Whipped over his wrist, smiled at it; he stepped carefully
Across the sag of the wire. When Fayne looked up
His hand was hidden; she looked over her shoulder
And twitched her sunburnt lips from small white teeth
To answer the spark of malice in his eyes, but turned
To the apples, intent again. Michael looked down
At her white neck, rarely touched by the sun,
But now the cinnabar-colored hair fell off from it;
And her shoulders in the light-blue shirt, and long legs like a boy's
Bare-ankled in blue-jean trousers, the country wear;
He stooped quietly and slipped the small cool snake
Up the blue-denim leg. Fayne screamed and writhed,
Clutching her thigh. 'Michael, you beast.' She stood up
And stroked her leg, with little sharp cries, the slender invader
Fell down her ankle.

Fayne snatched for it and missed;


Michael stood by rejoicing, his rather small

Finely cut features in a dance of delight;

Fayne with one sweep flung at his face

All the bruised and half-spoiled apples in the pan,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Fire

I am the god of hellfire, and I bring you... fire
I am the god of hellfire, and I bring you... fire
I am the god of hellfire, and I bring you... fire
Fire, fire, fire, fire!
When I was a youth I used to burn cali weed in a rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a
When I was a youth I used to burn cali weed in a rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a
When I was a youth I used to burn cali weed in a rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a
I am rocking!
When I was a youth I used to burn cali weed in a rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a
Fire - When I was a youth I used to burn cali weed in a - fire -
rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a
Fire - When I was a youth I used to burn cali weed in a - fire -
rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a-rizzler-a
Fire, fire, fire, fire
I am rocking!
Fire!
I am the god of hellfire, and I bring you... fire!
I am the god of hellfire, and I bring you... fire!
I am the god of hellfire, and I bring you... fire!
I am the god of hellfire, and I bring you... fire!
I am the god of hellfire, and I bring you... fire, fire, fire!
I am the god of hellfire, and I bring you... fire, fire, fire, fire, fire!

song performed by ProdigyReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Kannst Du Verzeihen

Ich bin heimlich umgekehrt
Ganz unversehrt ging ich zurck
Ich schlich; verraten?
Ein Teil von Dir war noch zu spren
Du warst schon weg
Nur blauer Nebel und Deine Angst bei mir
Das Ende einer langen Reise, die hier beginnt
Kannst Du verzeihen
Ich treib' die Sehnsucht vor mir her
Kannst Du vergeben
Und der Wind schreit Deinen Namen
Das Rauschen der Bltter
Ganz pltzlich geht die Tr
Du siehst durch mich hindurch
Und stehst ganz nah vor mir
In Deinen Augen seh' ich Furcht
Deine Angst vor Dir
Den Anfang einer langen Reise, die hier zu Ende geht
Kannst Du verzeihen
Ich treib' die Sehnsucht vor mir her
Kannst Du vergeben
Und der Wind schreit Deinen Namen
Und ich drng' Deinen Geist zum Trumen
An diesem Ort
Wo mir das Wissen den Glauben nahm
Kannst Du verzeihen
Ich treib' die Sehnsucht vor mir her
Kannst Du vergeben
Und der Wind schreit Deinen Namen in die
Nacht

song performed by ZeraphineReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Hay-Meaken. Nunchen Time

A.
Back here, but now, the jobber John
Come by, an' cried, 'Well done, zing on,
I thought as I come down the hill,
An' heärd your zongs a-ringèn sh'ill,
Who woudden like to come, an' fling
A peäir o' prongs where you did zing?'
J.
Aye, aye, he woudden vind it plaÿ,
To work all day a-meäkèn hay,
Or pitchèn o't, to eärms a-spread
By lwoaders, yards above his head,
'T'ud meäke en wipe his drippèn brow.
A.
Or else a-reäkèn a'ter plow.
J.
Or workèn, wi' his nimble pick,
A-stiffled wi' the hay, at rick.
A.
Our Company would suit en best,
When we do teäke our bit o' rest,
At nunch, a-gather'd here below
The sheäde theäse wide-bough'd woak do drow,
Where hissèn froth mid rise, an' float
In horns o' eäle, to wet his droat.
J.
Aye, if his swellèn han' could drag
A meat-slice vrom his dinner bag.
'T'ud meäke the busy little chap
Look rather glum, to zee his lap
Wi' all his meal ov woone dry crowst,
An' vinny cheese so dry as dowst.
A.
Well, I dont grumble at my food,
'Tis wholesome, John, an' zoo 'tis good.
J.
Whose reäke is that a-lyèn there?
Do look a bit the woo'se vor wear.
A.
Oh! I mus' get the man to meäke
A tooth or two vor thik wold reäke,
'Tis leäbor lost to strike a stroke
Wi' him, wi' ha'f his teeth a-broke.
J.
I should ha' thought your han' too fine
To break your reäke, if I broke mine.
A.
The ramsclaws thin'd his wooden gum
O' two teeth here, an' here were zome
That broke off when I reäk'd a patch

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Spring

When wintry weather's all a-done,
An' brooks do sparkle in the zun,
An' naisy-builden rooks do vlee
Wi' sticks toward their elem tree;
When birds do zing, an' we can zee
Upon the boughs the buds o' spring, -
Then I'm as happy as a king,
A-vield wi' health an' zunsheen.

Vor then the cowlsip's hangen flower
A-wetted in the zunny shower,
Do grow wi' vi'lets, sweet o' smell,
Bezide the wood-screened graegle's bell;
Where drushes' aggs, wi' sky-blue shell,
Do lie in mossy nest among
The thorns, while they do zing their zong
At evenen in the zunsheen.

An' God do meake his win' to blow
An' rain to vall vor high an' low,
An' bid his mornen zun to rise
Vor all alike, an' groun' an' skies
Ha' colors vor the poor man's eyes:
An' in our trials He is near,
To hear our mwoan an' zee our tear,
An' turn our clouds to zunsheen.

An' many times when I do vind
Things all goo wrong, an' v'ok unkind,
To zee the happy veeden herds,
An' hear the zingen o' the birds,
Do soothe my sorrow mwore than words;
Vor I do zee that 'tis our sin
Do meake woone's soul so dark 'ithin,
When God would gi'e woone zunsheen.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
 

Search


Recent searches | Top searches