Valo Yss (Ville Valo And The Agents)
Taksin katolla vilkkuu
Yn ainoa valopilkku
Tuhto topattu moottorivene odottaa
Min menen
Esiin tunkevat aatokset sameat
Valhetta vatvovat karkeat sanat
Paksu lompakko
Helppo on lempe pyyt
Kerjj
Alla silmien himerrys hyyt
Valoviikatteet taloja niitt
Ksi hamuaa lautturin viittaa
En osaa elm syytt, en kiitt
Se jkn, en piittaa
Kohdusta hautaan
Ui uuttera lautta
Tuhannen kapakan kautta
song performed by H.I.M.
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Related quotes
Confessio Amantis. Explicit Liber Quintus
Incipit Liber Sextus
Est gula, que nostrum maculavit prima parentem
Ex vetito pomo, quo dolet omnis homo
Hec agit, ut corpus anime contraria spirat,
Quo caro fit crassa, spiritus atque macer.
Intus et exterius si que virtutis habentur,
Potibus ebrietas conviciata ruit.
Mersa sopore labis, que Bachus inebriat hospes,
Indignata Venus oscula raro premit.
---------------------------------- -------------------------------------------------
The grete Senne original,
Which every man in general
Upon his berthe hath envenymed,
In Paradis it was mystymed:
Whan Adam of thilke Appel bot,
His swete morscel was to hot,
Which dedly made the mankinde.
And in the bokes as I finde,
This vice, which so out of rule
Hath sette ous alle, is cleped Gule;
Of which the branches ben so grete,
That of hem alle I wol noght trete,
Bot only as touchende of tuo
I thenke speke and of no mo;
Wherof the ferste is Dronkeschipe,
Which berth the cuppe felaschipe.
Ful many a wonder doth this vice,
He can make of a wisman nyce,
And of a fool, that him schal seme
That he can al the lawe deme,
And yiven every juggement
Which longeth to the firmament
Bothe of the sterre and of the mone;
And thus he makth a gret clerk sone
Of him that is a lewed man.
Ther is nothing which he ne can,
Whil he hath Dronkeschipe on honde,
He knowth the See, he knowth the stronde,
He is a noble man of armes,
And yit no strengthe is in his armes:
Ther he was strong ynouh tofore,
With Dronkeschipe it is forlore,
And al is changed his astat,
And wext anon so fieble and mat,
That he mai nouther go ne come,
Bot al togedre him is benome
The pouer bothe of hond and fot,
[...] Read more
poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Rankat Ankat
Ne rankat ankat rakentaa nuo bunkkerinsa betonista,
ja irvisten paloviinaa juo, kun askarrellaan tappolista.
On nynny mm pullasorsa, joka muutosmusiikkia soittaa.
On paperia sen Opel Corsa, kun panssarivaunu tiet tasoittaa.
On vihollinen vieras lapsikin, ja se maa joka j rajan taa.
Jos koputetaan oveen bunkkerin on tunnuslause koskaan et muuttua
saa... Koskaan et muuttua saa...
Ja moni tulee viel kaatumaan, ja katumaan, ett edes sattui syntymn.
Kun rankkojen ankkojen opetusryhm tulee teille tahtia nyttmn!
Niin aseita sormeilee rpylt hikiset.
Kuolet, jollet nkemyksin jaa.
Vaan sinkin rankka ankka viel vikiset, kun bunkkerissa
jokin rasahtaa.
Niin ankkajoukko htkht, vain hyheni ilmaan j leijumaan.
Nin voiman alttarille joutuu joskus uhraamaan!
Kun tulitus viimein taukoaa, kaatuneille tehdn kunniaa.
Ja suurin lyp muita ankkoja muistuttaa:
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
MIES!
Vihdoin viimein odotettu piv koitti.
Johtaja-ankka lhtkskyn konekivrill soitti
soitti. Hyheniin meni mutaa ja rapaa, ja jokainen oli
vastuusta vapaa, tieten tyn oikeutuksen!
Vaan vihan innossa kontrolli petti.
Liian varhain irti psi tulivoima.
Taisi irti pst koko helvetti,
kun oli joka ankka pian toisen likvidoima.
Vain yksi en tantereella raahautui viime voimillaan.
Se rjytti reiin vihollismuuriin,
ja ji nky katsomaan.
Se kyrillen tiiraili kolostaan,
kun kansa rannalla nauroi ja ui.
Ja moni nytti nauttivan olostaan,
rankka ankka rantaleijonille nyrkki pui.
Se silmns loi yls taivaaseen,
ja lausui viimeiseksi lauseekseen:
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
[...] Read more
song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
The Mother's Lesson
Come hither an' sit on my knee, Willie,
Come hither an' sit on my knee,
An' list while I tell how your brave brither fell,
Fechtin' for you an' for me:
Fechtin' for you an' for me, Willie,
Wi' his guid sword in his han'.
Hech, but ye'll be a brave man, Willie,
Hech, but ye'll be a brave man!
Ye min' o' your ain brither dear, Willie,
Ye min' o' your ain brither dear,
How he pettled ye aye wi' his pliskies an' play,
An' was aye sae cantie o' cheer:
Aye sae cantie o' cheer, Willie,
As he steppit sae tall an' sae gran',
Hech, but ye'll be a brave man, Willie,
Hech, but ye'll be a brave man.
D'ye min' when the bull had ye doun, Willie,
D'ye min' when the bull had ye doun?
D'ye min' wha grippit ye fra the big bull,
D'ye min' o' his muckle red woun'?
D'ye min' o' his muckle red woun', Willie,
D'ye min' how the bluid doun ran?
Hech, but ye'll be a brave man, Willie,
Hech, but ye'll be a brave man.
D'ye min' when we a' wanted bread, Willie,
the year when we a' wanted bread?
How he smiled when he saw the het parritch an' a',
An' gaed cauld an' toom to his bed:
Gaed awa' toom to his bed, Willie,
For the love o' wee Willie an' Nan?
Hech, but ye'll be a brave man, Willie,
Hech, but ye'll be a brave man!
Next simmer was bright but an' ben, Willie,
Next simmer was bright but an' ben,
When there cam a gran' cry like a win' strang an' high
By loch, an' mountain, an' glen:
By loch, an' mountain, an' glen, Willie,
The cry o' a far forrin lan',
An' up loupit ilka brave man, Willie,
Up loupit ilka brave man.
[...] Read more
poem by Sydney Thompson Dobell
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Dykker-Klokken
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Confessio Amantis. Explicit Liber Tercius
Incipit Liber Quartus
Dicunt accidiam fore nutricem viciorum,
Torpet et in cunctis tarda que lenta bonis:
Que fieri possent hodie transfert piger in cras,
Furatoque prius ostia claudit equo.
Poscenti tardo negat emolumenta Cupido,
Set Venus in celeri ludit amore viri.
Upon the vices to procede
After the cause of mannes dede,
The ferste point of Slowthe I calle
Lachesce, and is the chief of alle,
And hath this propreliche of kinde,
To leven alle thing behinde.
Of that he mihte do now hier
He tarieth al the longe yer,
And everemore he seith, 'Tomorwe';
And so he wol his time borwe,
And wissheth after 'God me sende,'
That whan he weneth have an ende,
Thanne is he ferthest to beginne.
Thus bringth he many a meschief inne
Unwar, til that he be meschieved,
And may noght thanne be relieved.
And riht so nowther mor ne lesse
It stant of love and of lachesce:
Som time he slowtheth in a day
That he nevere after gete mai.
Now, Sone, as of this ilke thing,
If thou have eny knowleching,
That thou to love hast don er this,
Tell on. Mi goode fader, yis.
As of lachesce I am beknowe
That I mai stonde upon his rowe,
As I that am clad of his suite:
For whanne I thoghte mi poursuite
To make, and therto sette a day
To speke unto the swete May,
Lachesce bad abide yit,
And bar on hond it was no wit
Ne time forto speke as tho.
Thus with his tales to and fro
Mi time in tariinge he drowh:
Whan ther was time good ynowh,
He seide, 'An other time is bettre;
Thou schalt mowe senden hire a lettre,
And per cas wryte more plein
Than thou be Mowthe durstest sein.'
[...] Read more
poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
The Loves of the Angels
'Twas when the world was in its prime,
When the fresh stars had just begun
Their race of glory and young Time
Told his first birth-days by the sun;
When in the light of Nature's dawn
Rejoicing, men and angels met
On the high hill and sunny lawn,-
Ere sorrow came or Sin had drawn
'Twixt man and heaven her curtain yet!
When earth lay nearer to the skies
Than in these days of crime and woe,
And mortals saw without surprise
In the mid-air angelic eyes
Gazing upon this world below.
Alas! that Passion should profane
Even then the morning of the earth!
That, sadder still, the fatal stain
Should fall on hearts of heavenly birth-
And that from Woman's love should fall
So dark a stain, most sad of all!
One evening, in that primal hour,
On a hill's side where hung the ray
Of sunset brightening rill and bower,
Three noble youths conversing lay;
And, as they lookt from time to time
To the far sky where Daylight furled
His radiant wing, their brows sublime
Bespoke them of that distant world-
Spirits who once in brotherhood
Of faith and bliss near ALLA stood,
And o'er whose cheeks full oft had blown
The wind that breathes from ALLA'S throne,
Creatures of light such as still play,
Like motes in sunshine, round the Lord,
And thro' their infinite array
Transmit each moment, night and day,
The echo of His luminous word!
Of Heaven they spoke and, still more oft,
Of the bright eyes that charmed them thence;
Till yielding gradual to the soft
And balmy evening's influence-
The silent breathing of the flowers-
The melting light that beamed above,
As on their first, fond, erring hours,-
Each told the story of his love,
The history of that hour unblest,
When like a bird from its high nest
[...] Read more
poem by Thomas Moore
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Vandring i Skoven
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
Kom, Maanen skinner stor og klar,
En Stilhed Natten har,
En Deilighed, en Eensomhed,
Min søde Brud, kom med!
I Bøgeskoven gaae vi To,
Der, hvor Skovmærker groe.
I denne lyse, tause Nat,
Hos Dig, min Verdens Skat,
Jeg er saa glad, saa salig glad,
Duft friske Bøgeblad!
Syng Nattergal! lys Maane klar!
Jeg her al Rigdom har:
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjerlighed, mit Liv!
Du er saa frisk som Bøgens Hang,
Som Nattergalens Sang,
Saa dyb som Nattens stille Ro,
Her hvor Skovmærker groe,
Hvor maleriske Bøge staae
Og vi ved Maan'skin gaae!
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Rime-Djævelen
Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
June
'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -
*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!
Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Discovered
SEEN you down at chu'ch las' night,
Nevah min', Miss Lucy.
What I mean? oh, dat 's all right,
Nevah min', Miss Lucy.
You was sma't ez sma't could be,
But you could n't hide f'om me.
Ain't I got two eyes to see!
Nevah min', Miss Lucy.
Guess you thought you's awful keen;
Nevah min', Miss Lucy.
Evahthing you done, I seen;
Nevah min', Miss Lucy.
Seen him tek yo' ahm jes' so,
When he got outside de do'-
Oh, I know dat man's yo' beau!
Nevah min', Miss Lucy.
Say now, honey, wha'd he say?-
Nevah min', Miss Lucy!
Keep yo' secrets-dat's yo' way-
Nevah min', Miss Lucy.
Won't tell me an' I'm yo' pal!-
I'm gwine tell his othah gal,-
Know huh, too, huh name is Sal;
Nevah min', Miss Lucy!
poem by Paul Laurence Dunbar
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
December
'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'
*
(Juleaften).
Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.
Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.
Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.
Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,
See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.
Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.
Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?
Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Confessio Amantis. Explicit Prologus
Incipit Liber Primus
Naturatus amor nature legibus orbem
Subdit, et vnanimes concitat esse feras:
Huius enim mundi Princeps amor esse videtur,
Cuius eget diues, pauper et omnis ope.
Sunt in agone pares amor et fortuna, que cecas
Plebis ad insidias vertit vterque rotas.
Est amor egra salus, vexata quies, pius error,
Bellica pax, vulnus dulce, suaue malum.
I may noght strecche up to the hevene
Min hand, ne setten al in evene
This world, which evere is in balance:
It stant noght in my sufficance
So grete thinges to compasse,
Bot I mot lete it overpasse
And treten upon othre thinges.
Forthi the Stile of my writinges
Fro this day forth I thenke change
And speke of thing is noght so strange,
Which every kinde hath upon honde,
And wherupon the world mot stonde,
And hath don sithen it began,
And schal whil ther is any man;
And that is love, of which I mene
To trete, as after schal be sene.
In which ther can noman him reule,
For loves lawe is out of reule,
That of tomoche or of tolite
Welnyh is every man to wyte,
And natheles ther is noman
In al this world so wys, that can
Of love tempre the mesure,
Bot as it falth in aventure:
For wit ne strengthe may noght helpe,
And he which elles wolde him yelpe
Is rathest throwen under fote,
Ther can no wiht therof do bote.
For yet was nevere such covine,
That couthe ordeine a medicine
To thing which god in lawe of kinde
Hath set, for ther may noman finde
The rihte salve of such a Sor.
It hath and schal ben everemor
That love is maister wher he wile,
Ther can no lif make other skile;
For wher as evere him lest to sette,
Ther is no myht which him may lette.
Bot what schal fallen ate laste,
[...] Read more
poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Roswellin Kattilaan!
Rock'n'rollin kuningas on kuollut",
sanotaan
"on paksu mies pantu poveen maan
makaamaan"
"Rock'n'rollin kuningas on kuollut",
niin sanotaan
"on paksu mies paaden alle pantu,
maan poveen makaamaan"
ja muusat ja musiikinrakastajat
on paadelle kukkia tuoneet,
juoneet, kyynelehtineet,
viel hieman kolaa juoneet...
vaan vanha setni,
joka katosi sittemmin
kertoi kuninkaan elvn
kertoi: hn tiet paikankin,
jossa nauravan taivaan alla
(aivan) kuin laivan uivan sen nhd saa...
ja salamoina tunnetaan ne kauhat,
jotka hmment 'Roswellin kattilaa'.
siis kun viimein on hoidossa
tullit ja poliisit,
maltan viel muutaman pivn,
maltan viel muutaman yn...
sitten kassi kahisevaa,
kolajuomaa ja komea auto,
harteille hankin pyyheliinan,
uumalle plykapselivyn...
kas kuten rakas setnikin
hylkn kurjan kotimaan:
"kun Suomen olet pulkkaan saanut,
saavu 'Roswellin kattilaan'!
sill jos tahtoo tavata
hemaisevimpia neitoja
ei harhaile Helsingiss"
-hnkin kaikki nm vuodet
on ollut siell, miss
taivaan nauravan puhurin alla...
siell iti laulellaan, maljoja nostellaan,
paksuja lanteita vispataan!
nyt kun Suomen olet pulkkaan saanut,
lhde kuuluisaan 'Roswellin kattilaan'!
Roswellin kattilaan
song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Kaunis Peto
Voo-ou-vo-o X 6
Kymmenet kynttilt
varjoillamme leikkii
samettiverhon lailla ilta laskeutuu
l riisu kokonaan
meill on y aikaa
tutkia ja kokeilla
milt rakkaus maistuu
ooo-ooo-ooh
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
aa-ha-aa-ha-aa-a-aa-a-aa-a-aa-aa-aa-aah
m olen suklaata
s tiedt sulan kohdan
s hidastat
ja aallon takaisin s otat
kun aamu sarastaa verhojen takaa
kuulen sateen valuvan plle aamukasteen jeeiiijeeee
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
s kehrt hiljaa
pyritt mua niinkuin lankaker
aa-ha-aa-ha-aaha-aaha-aaha-aa-aa-aa-aah
voo-ou-voo-o
aa-ah-aa-ah
voo-ou-voo-o
uuujeijeijeijeijeaa
voo-ou-voo-o
ah-haaha-aa-aa
song performed by XL5
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Kaunis Peto
Voo-ou-vo-o X 6
Kymmenet kynttilt
varjoillamme leikkii
samettiverhon lailla ilta laskeutuu
l riisu kokonaan
meill on y aikaa
tutkia ja kokeilla
milt rakkaus maistuu
ooo-ooo-ooh
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
aa-ha-aa-ha-aa-a-aa-a-aa-a-aa-aa-aa-aah
m olen suklaata
s tiedt sulan kohdan
s hidastat
ja aallon takaisin s otat
kun aamu sarastaa verhojen takaa
kuulen sateen valuvan plle aamukasteen jeeiiijeeee
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
voo-ou-voo-o
alla kauniin kuoren
voo-ou-voo-o
kauniin pedon tunnen
s kehrt hiljaa
pyritt mua niinkuin lankaker
aa-ha-aa-ha-aaha-aaha-aaha-aa-aa-aa-aah
voo-ou-voo-o
aa-ah-aa-ah
voo-ou-voo-o
uuujeijeijeijeijeaa
voo-ou-voo-o
ah-haaha-aa-aa
song performed by XL5
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Livet en Drøm
Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!
Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!
Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.
1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.
2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Maa Alla Horjuu
Kylm y.
On meilt shkt poikki jlleen.
Kiroilet,
ja laulaa laskuhaitarit
kun muut parit
ravintolain iloissa illastaa.
Se hieman vituttaa.
Vaan vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Kylm y
harhailla tyls torin laitaa.
Kaaduttiin,
revitiin turvat asfalttiin,
mut' tajuttiin:
N ruumit, jotka sielu ylle saa,
ne on kytttavaraa.
Ja vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Kylm y,
ja kansa katso meit kieroon.
Vaan tietk,
te voitte tyls elmnne pitkitt
ja hidastaa
ja jd kauas taa!
Me emme aio jarruttaa.
Ei, vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Niin se on
ja niin sen tulee olla.
[...] Read more
song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Paratiisin Sahakielet
Tarkkailkaa jlkikasvuanne:
ehk teidnkin pikku Marjattanne
on aikeissa ohjeenne unohtaa...
Seksuaalinen holtittomuus saa
otteen Marjatasta, ja - katsokaa:
kun pari karvaisia jalkoja
nahkahousuissa hikoaa...
tytt viiksi kasvattaa!
Kurittajanlakki otsaa koristaa:
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Mit sanotte sukulaisille?
Minne hpepilkkunne aiotte piilottaa?!
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Me olemme ne
paratiisin sahakielet
saapuneet
hakemaan
lastenne sielut!
"Se ei voi olla minusta!" , huutaa is.
Se hinttik hnen perheens lis?
- se sama hintti kotiin kuljettaa
laumoittain ystvin uusia,
joukkoa perin arveluttavaa...
ja taustalla pauhaa
-kumma kyll- se sama melu...
se murskaa! jauhaa! ei hetken rauhaa
suo. Huumediileri sy pydstnne,
ylenkatsoo teit, antaa ylen ja naurahtaa
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Mit sanotte sukulaisille?
Minne hpepilkkunne aiotte piilottaa?!
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Me olemme ne
paratiisin sahakielet
saapuneet
hakemaan
lastenne sielut!
Tarkkailkaa jlkikasvuanne:
kyll teidnkin rakas pikku-Jukkanne
saastaa kotiin salakuljettaa...
Tarkkailkaa jlkikasvuanne!
kyll teidnkin rakas pikku-Jukkanne...
niin, ja taustalla pauhaa
se sama melu: se alati pauhaa
Se murskaa! jauhaa! ei hetken rauhaa!
pilkkokaa stereonsa! pilkkokaa radionsa!
[...] Read more
song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!
Den rædselfulde Time
Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?"
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!"
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
Normaalien Maihinnousu
Mist viikatemies kerrostalomme mies sit tuskimpa selville saan.
Sen isn hengen vei ensin sitten kadulle lensin
minkin kiiruhdin ikkunaan.
Samassa satamaan laivat uivat, Is ne normaalit saapuivat
Ja valokiilat autoissaan, kvivt katuja laikaisemaan.
Kun vieras mies tuli taloon jouduin outoon valoon,
sill hn oli normaalien p.
Vierailla voimilla kai kaikki valtaansa sai nyt kukaan muuta ei kuule
ei ymmrr.
Niin nousi itikin niiden paattiin,
min ja arkku mentiin saattiin.
Ei en kotiinsa kaivannut hn,
kun lysi normaaleista ystvn.
Is kunpa voisitkin, el viel, mietin usein kuinkahan,
teille siell, kuolleiden maassa ky, ikuisen unenko sait ?
Vai vallitsevatko, normaalien lait ?
Pahoin paukkuvat uxet kun puhdistukset
riemuu isin kun liikkua ei saa,
se mik viimeviikolla saattoi normaalia olla
nyt on kuolemaakin pahempaa.
Niin uusi valta uudet lait laatii,
ja meidt mukautumaan vaatii.
Ne laittaa normaalien merkit hihaan,
ja tulee melskaamaan meidn pihaan.
Normaalien joukossa normaalina olossa
elo on unelma loputon,
sillonhan tt voin siet muttapa mistp tiet
mik huomenna normaalia on ?
Kun suuri johtaja keksi ett punaiseksi
vrjttv on kansalta pt
ptiin nyt min menen ehk soutuveneen kaukaisella ulavalla nt,
te voitte tuttuun tapaan ne jatkaa,
min niiden taa sateen matkaan.
Minne ei normaalien solvaukset soi,
miss epnormaali olla voi.
Minne ei normaalien solvaukset soi,
miss epnormaali olla voi.
Is kunpa voisitkin, el viel,
mietin usein kuinkahan, teille siell,
kuolleiden maassa ky, ikuisen unenko sait ?
Vai vallitsevatko, normaalien lait ?
song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!