Latest quotes | Random quotes | Vote! | Latest comments | Submit quote

Hans Christian Andersen

Med en Penge-Griis

Her er en yndig Junker;
Han grynter, men har Grunker.

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Related quotes

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Regiment of Princes

Musynge upon the restlees bysynesse
Which that this troubly world hath ay on honde,
That othir thyng than fruyt of bittirnesse
Ne yildith naght, as I can undirstonde,
At Chestres In, right faste by the Stronde,
As I lay in my bed upon a nyght,
Thoght me byrefte of sleep the force and might. 1

And many a day and nyght that wikkid hyne
Hadde beforn vexed my poore goost
So grevously that of angwissh and pyne
No rycher man was nowhere in no coost.
This dar I seyn, may no wight make his boost
That he with thoght was bet than I aqweynted,
For to the deeth he wel ny hath me feynted.

Bysyly in my mynde I gan revolve
The welthe unseur of every creature,
How lightly that Fortune it can dissolve
Whan that hir list that it no lenger dure;
And of the brotilnesse of hir nature
My tremblynge herte so greet gastnesse hadde
That my spirites were of my lyf sadde.

Me fil to mynde how that nat longe agoo
Fortunes strook doun thraste estat rial
Into mescheef, and I took heede also
Of many anothir lord that hadde a fal.
In mene estat eek sikirnesse at al
Ne saw I noon, but I sy atte laste
Wher seuretee for to abyde hir caste.

In poore estat shee pighte hir pavyloun
To kevere hir fro the storm of descendynge 2
For shee kneew no lower descencion
Sauf oonly deeth, fro which no wight lyvynge
Deffende him may; and thus in my musynge
I destitut was of joie and good hope,
And to myn ese nothyng cowde I grope.

For right as blyve ran it in my thoght,
Thogh poore I be, yit sumwhat leese I may.
Than deemed I that seurtee wolde noght
With me abyde; it is nat to hir pay
Ther to sojourne as shee descende may.
And thus unsikir of my smal lyflode,
Thoght leide on me ful many an hevy lode.

I thoghte eek, if I into povert creepe,
Than am I entred into sikirnesse;

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
William Blake

Tiriel

1

And Aged Tiriel. stood before the Gates of his beautiful palace
With Myratana. once the Queen of all the western plains
But now his eyes were darkned. & his wife fading in death
They stood before their once delightful palace. & thus the Voice
Of aged Tiriel. arose. that his sons might hear in their gates
Accursed race of Tiriel. behold your father
Come forth & look on her that bore you. come you accursed sons.
In my weak arms. I here have borne your dying mother
Come forth sons of the Curse come forth. see the death of Myratana
His sons ran from their gates. & saw their aged parents stand
And thus the eldest son of Tiriel raisd his mighty voice
Old man unworthy to be calld. the father of Tiriels race
For evry one of those thy wrinkles. each of those grey hairs
Are cruel as death. & as obdurate as the devouring pit
Why should thy sons care for thy curses thou accursed man
Were we not slaves till we rebeld. Who cares for Tiriels curse
His blessing was a cruel curse. His curse may be a blessing
He ceast the aged man raisd up his right hand to the heavens
His left supported Myratana shrinking in pangs of death
The orbs of his large eyes he opend. & thus his voice went forth
Serpents not sons. wreathing around the bones of Tiriel
Ye worms of death feasting upon your aged parents flesh
Listen & hear your mothers groans. No more accursed Sons
She bears. she groans not at the birth of Heuxos or Yuva
These are the groans of death ye serpents These are the groans of death
Nourishd with milk ye serpents. nourishd with mothers tears & cares
Look at my eyes blind as the orbless scull among the stones
Look at my bald head. Hark listen ye serpents listen
What Myratana. What my wife. O Soul O Spirit O fire
What Myratana. art thou dead. Look here ye serpents look
The serpents sprung from her own bowels have draind her dry as this[.]
Curse on your ruthless heads. for I will bury her even here
So saying he began to dig a grave with his aged hands
But Heuxos calld a son of Zazel. to dig their mother a grave
Old cruelty desist & let us dig a grave for thee
Thou hast refusd our charity thou hast refusd our food
Thou hast refusd our clothes our beds our houses for thy dwelling
Chusing to wander like a Son of Zazel in the rocks
Why dost thou curse. is not the curse now come upon your head
Was it not you enslavd the sons of Zazel. & they have cursd
And now you feel it. Dig a grave & let us bury our mother
There take the body. cursed sons. & may the heavens rain wrath
As thick as northern fogs. around your gates. to choke you up
That you may lie as now your mother lies. like dogs. cast out
The stink. of your dead carcases. annoying man & beast
Till your white bones are bleachd with age for a memorial.
No your remembrance shall perish. for when your carcases
Lie stinking on the earth. the buriers shall arise from the east

[...] Read more

poem by (1789)Report problemRelated quotes
Added by Veronica Serbanoiu
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Geoffrey Chaucer

The Canterbury Tales; the Wyves tale of Bathe

The Prologe of the Wyves tale of Bathe.

Experience, though noon auctoritee
Were in this world, were right ynogh to me
To speke of wo that is in mariage;
For, lordynges, sith I twelf yeer was of age,
Thonked be God, that is eterne on lyve,

Housbondes at chirche-dore I have had fyve-
For I so ofte have ywedded bee-
And alle were worthy men in hir degree.
But me was toold, certeyn, nat longe agoon is,
That sith that Crist ne wente nevere but onis

To weddyng in the Cane of Galilee,
That by the same ensample, taughte he me,
That I ne sholde wedded be but ones.
Herkne eek, lo, which a sharpe word for the nones,
Biside a welle Jesus, God and Man,

Spak in repreeve of the Samaritan.
'Thou hast yhad fyve housbondes,' quod he,
'And thilke man the which that hath now thee
Is noght thyn housbonde;' thus seyde he, certeyn.
What that he mente ther by, I kan nat seyn;

But that I axe, why that the fifthe man
Was noon housbonde to the Samaritan?
How manye myghte she have in mariage?
Yet herde I nevere tellen in myn age
Upon this nombre diffinicioun.

Men may devyne, and glosen up and doun,
But wel I woot expres withoute lye,
God bad us for to wexe and multiplye;
That gentil text kan I wel understonde.
Eek wel I woot, he seyde, myn housbonde

Sholde lete fader and mooder, and take me;
But of no nombre mencioun made he,
Of bigamye, or of octogamye;
Why sholde men speke of it vileynye?
Lo, heere the wise kyng, daun Salomon;

I trowe he hadde wyves mo than oon-
As, wolde God, it leveful were to me
To be refresshed half so ofte as he-
Which yifte of God hadde he, for alle hise wyvys?
No man hath swich that in this world alyve is.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.


Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Geoffrey Chaucer

The Canterbury Tales; the Seconde Nonnes Tale

The Prologe of the Seconde Nonnes Tale.

The ministre and the norice unto vices,
Which that men clepe in Englissh ydelnesse,
That porter of the gate is of delices,
To eschue, and by hir contrarie hir oppresse,
(That is to seyn by leveful bisynesse),
Wel oghten we to doon al oure entente,
Lest that the feend thurgh ydelnesse us shente.

For he, that with hise thousand cordes slye
Continuelly us waiteth to biclappe,
Whan he may man in ydelnesse espye,
He kan so lightly cacche hym in his trappe,
Til that a man be hent right by the lappe,
He nys nat war the feend hath hym in honde.
Wel oghte us werche, and ydelnesse withstonde.

And though men dradden nevere for to dye,
Yet seen men wel by resoun, doutelees,
That ydelnesse is roten slogardye,
Of which ther nevere comth no good encrees;
And seen that slouthe hir holdeth in a lees,
Oonly to slepe, and for to ete and drynke,
And to devouren al that othere swynke.

And for to putte us fro swich ydelnesse,
That cause is of so greet confusioun,
I have heer doon my feithful bisynesse,
After the legende, in translacioun
Right of thy glorious lyf and passioun,
Thou with thy gerland wroght with rose and lilie,
Thee meene I, mayde and martir, seint Cecilie.

Invocacio ad Mariam.

And thow that flour of virgines art alle,
Of whom that Bernard list so wel to write,
To thee at my bigynnyng first I calle,
Thou confort of us wrecches, do me endite
Thy maydens deeth, that wan thurgh hir merite

The eterneel lyf, and of the feend victorie,
As man may after reden in hir storie.

Thow mayde and mooder, doghter of thy sone,
Thow welle of mercy, synful soules cure,
In whom that God for bountee chees to wone,
Thow humble and heigh, over every creature
Thow nobledest so ferforth oure nature,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Rime-Djævelen

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Vision Of Piers Plowman - Part 15

Ac after my wakynge it was wonder longe
Er I koude kyndely knowe what was Dowel.
And so my wit weex and wanyed til I a fool weere;
And some lakked my lif - allowed it fewe -
And leten me for a lorel and looth to reverencen
Lordes or ladies or any lif ellis -
As persons in pelure with pendaunts of silver;
To sergeaunts ne to swiche seide noght ones,
' God loke yow, lordes!' - ne loutede faire,
That folk helden me a fool; and in that folie I raved,
Til reson hadde ruthe on me and rokked me aslepe,
Til I seigh, as it sorcerie were, a sotil thyng withalle -
Oon withouten tonge and teeth, tolde me whider I sholde
And wherof I cam and of what kynde. I conjured hym at the laste,
If he were Cristes creature for Cristes love me to tellen.
' I am Cristes creature,' quod he, 'and Cristene in many a place,
In Cristes court yknowe wel, and of his kyn a party.
Is neither Peter the Porter, ne Poul with the fauchon,
That wole defende me the dore, dynge I never so late.
At mydnyght, at mydday, my vois is so yknowe
That ech a creature of his court welcometh me faire.'
'What are ye called?' quod I, 'in that court among Cristes peple?'
'The whiles I quykne the cors,' quod he, 'called am I Anima;
And whan I wilne and wolde, Animus ich hatte;
And for that I kan and knowe, called am I Mens;
And whan I make mone to God, Memoria is my name;
And whan I deme domes and do as truthe techeth,
Thanne is Racio my righte name - ''reson'' on Englissh;
And whan I feele that folk telleth, my firste name is Sensus -
And that is wit and wisdom, the welle of alle craftes;
And whan I chalange or chalange noght, chepe or refuse,

Thanne am I Conseience ycalled, Goddes clerk and his notarie;
And whan I love leelly Oure Lord and alle othere,
Thanne is ''lele Love'' my name, and in Latyn Amor;
And whan I flee fro the flessh and forsake the careyne,
Thanne am I spirit spechelees - and Spiritus thanne ich hatte.
Austyn and Ysodorus, either of hem bothe
Nempnede me thus to name - now thow myght chese
How thow coveitest to calle me, now thow knowest alle my names.
Anima pro diversis accionibus diversa nomina sortiturdum
vivificat corpus, anima est; dum vult, animus est; dum scit,
mens est; dum recolit, memoria est; dum iudicat, racio est;
dum sentit, sensus est; dum amat, Amor est ; dum negat vel
consentit, consciencia est; dum spirat, spiritus est.'
'Ye ben as a bisshop,' quod I, al bourdynge that tyme,
' For bisshopes yblessed, thei bereth manye names -
Presul and Pontifex and Metropolitanus,
And othere names an heep, Episcopus and Pastor.'
'That is sooth,' seide he, 'now I se thi wille!

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Battle Of Hastings - I

O CHRYSTE, it is a grief for me to tell;
HOW manie a nobil erle and valrous knyghte
In fyghtynge for Kynge Harrold noblie fell,
Al sleyne in Hastyngs feeld in bloudie fyghte.
O sea! our teeming donore han thy floude,
Han anie fructuous entendement,
Thou wouldst have rose and sank wyth tydes of bloude,
Before Duke Wyllyam's knyghts han hither went;
Whose cowart arrows manie erles sleyne,
And brued the feeld wyth bloude as season rayne.

And of his knyghtes did eke full manie die,
All passyng hie, of mickle myghte echone,
Whose poygnant arrowes, typp'd with destynie,
Caus'd manie wydowes to make myckle mone.
Lordynges, avaunt, that chycken-harted are,
From out of hearynge quicklie now deparle;
Full well I wote, to synge of bloudie warre
Will greeve your tenderlie and mayden harte.
Go, do the weaklie womman inn mann's geare,
And scond your mansion if grymm war come there.

Soone as the erlie maten belle was tolde,
And sonne was come to byd us all good daie,
Bothe armies on the feeld, both brave and bolde,
Prepar'd for fyghte in champyon arraie.
As when two bulles, destynde for Hocktide fyghte,
Are yoked bie the necke within a sparre,
Theie rend the erthe, and travellyrs affryghte,
Lackynge to gage the sportive bloudie warre;
Soe lacked Harroldes menne to come to blowes,
The Normans lacked for to wielde their bowes.

Kynge Harrolde turnynge to hys leegemen spake;
My merrie men, be not caste downe in mynde;
Your onlie lode for aye to mar or make,
Before yon sunne has donde his welke, you'll fynde.
Your lovyng wife, who erst dyd rid the londe
Of Lurdanes, and the treasure that you han,
Wyll falle into the Normanne robber's honde,
Unlesse with honde and harte you plaie the manne.
Cheer up youre hartes, chase sorrowe farre awaie,
Godde and Seyncte Cuthbert be the worde to daie.

And thenne Duke Wyllyam to his knyghtes did saie;
My merrie menne, be bravelie everiche;
Gif I do gayn the honore of the daie,
Ech one of you I will make myckle riche.
Beer you in mynde, we for a kyngdomm fyghte;
Lordshippes and honores echone shall possesse;

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

The Letter of Cupid

Cupido, unto whos commandement
The gentil kinrede of goddes on hy
And peple infernal been obedient,
And the mortel folk seruen bisyly,
Of goddesse Sitheree sone oonly,
To alle tho that to our deitee
Been sogettes greetinges senden we.

In general, we wole that yee knowe
That ladies of honour and reverence
And other gentil wommen han ysowe
Swich seed of complainte in our audience
Of men that doon hem outrage and offense
That it our eres greeveth for to heere,
So pitous is th' effect of hir mateere;
And passing alle londes on this yle
That clept is Albioun they moost complaine;
They sayn that ther is croppe and roote of guile,
So can tho men dissimulen and faine
With standing dropes in hir eyen twaine,
Whan that hir herte feeleth no distresse.
To blinde wommen with hir doublenesse,

Hir wordes spoken been so sighingly
And with so pitous cheere and contenance,
That every wight that meeneth trewely
Deemeth that they in herte han swich greuance.
They sayn so importable is hir penance

That but hir lady list to shewe hem grace
They right anoon moot sterven in the place.

"A, lady min," they sayn, "I yow ensure,
Shewe me grace and I shal evere be,
Whiles my lif may lasten and endure,
To yow as humble in every degree
As possible is, and keepe al thing secree
As that yourselven liketh that I do;
And elles moot min herte breste on two."

Ful hard is it to knowe a mannes herte,
For outward may no man the truthe deeme
Whan word out of his mouth may ther noon sterte,
But it sholde any wight by reson queeme
So is it seid of herte, it wolde seeme.
O faithful womman, ful of Innocence,
Thou art betrayed by fals apparence!

By procees wommen, meved of pitee,
Weening al thing were as that tho men saye,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Hans Christian Andersen

Hjertetyven

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share
Geoffrey Chaucer

The Canterbury Tales; The Clerkes Tale (a)

THE CLERKES TALE - PROLOGUE

Heere folweth the Prologe of the clerkes tale of Oxenford.

'Sire clerk of Oxenford,' oure Hooste sayde,
'Ye ryde as coy and stille as dooth a mayde,
Were newe spoused, sittynge at the bord.
This day ne herde I of youre tonge a word.
I trowe ye studie about som sophyme;

But Salomon seith, `every thyng hath tyme.'
For Goddes sake, as beth of bettre cheere;
It is no tyme for to studien heere,
Telle us som myrie tale, by youre fey.
For what man that is entred in a pley,

He nedes moot unto the pley assente;
But precheth nat as freres doon in Lente,
To make us for oure olde synnes wepe,
Ne that thy tale make us nat to slepe.
Telle us som murie thyng of aventures;

Youre termes, youre colours, and youre figures,
Keep hem in stoor, til so be that ye endite
Heigh style, as whan that men to kynges write.
Speketh so pleyn at this tyme, we yow preye,
That we may understonde what ye seye.'

This worthy clerk benignely answerde,
'Hooste,' quod he, 'I am under youre yerde.
Ye han of us as now the governance;
And therfore wol I do yow obeisance
As fer as resoun axeth, hardily.

I wol yow telle a tale, which that I
Lerned at Padwe of a worthy clerk,
As preved by his wordes and his werk.
He is now deed, and nayled in his cheste;
I prey to God so yeve his soule reste.

Fraunceys Petrark, the lauriat poete,
Highte this clerk, whos rethorike sweete
Enlumyned al Ytaille of poetrie,
As Lynyan dide of philosophie,
Or lawe, or oother art particuler.

But deeth, that wol nat suffre us dwellen heer
But as it were a twynklyng of an eye,
Hem bothe hath slayn, and alle shul we dye.
But forth to tellen of this worthy man,

[...] Read more

poem by Report problemRelated quotes
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Nunca Te Hare Llorar

Nunca te harllorar
Spoken:
Mi vida, yo sque te han herido
Sque en este momento sietes que no podras volver a amar
An asdame una oportunidad
De mostrarte que te amo
Cuando vi
Tu sonrisa supe que
Estara junto a ti,
Juntos por siempre
Ooh cuando me acerqu
A salir yo te invit
Me dijiste que jams
Volveras a amar
l te hizo dao y tambin te enga
Pero deja mostrarte que ese no soy yo
Es difcil volver a confiar
Hazlo y te enseara amar
Coro:
Nunca te harllorar
Nunca te he de engaar
Prefiero morir que vivir sin ti
Te darmi ser
Siempre serfiel
[2x]
Corazn
Todo se ve un poco mejor
Podras quererme
Como yo te quiero a ti [nana, nena]
Se que sientes [sientes] un gran temor [gran temor]
De mostrar tus sentimientos [sentimientos]
El dolor y sufrimiento [sufrimiento]
Marcaron tu corazn
[marcaron tu corazn]
l te hizo dao [dao]
Y tambin te enga [te enga]
Pero deja mostrarte [mostrarte] que ese no soy yo [no soy yo]
Es difcil volver a confiar [a confiar]
Hazlo y te enseara amar
Yo te harfeliz
Coro -repite [x2]
Yo no te harllorar [no te harllorar]
[nunca] no, no
Nena no te harllorar [nunca..]
Jams llorar [..te harllorar]
Oh no, no, no [mi amor] har
[nena yo...] no te harllorar [nunca]
[he de...] nena no te harllorar [nunca]
Jams llorar [ahhh...]
Nunca te harllorar [no te harllorar]

[...] Read more

song performed by Backstreet BoysReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share

Nunca Te Hare Llorar (Spanish Version)

nunca te harllorar"
Spoken:
Mi vida, yo sque te han herido
Sque en este momento sietes que no podras volver a amar
An asdame una oportunidad
De mostrarte que te amo
Cuando vi
Tu sonrisa supe que
Estara junto a ti,
Juntos por siempre
Ooh cuando me acerqu
A salir yo te invit
Me dijiste que jams
Volveras a amar
l te hizo dao y tambin te enga
Pero deja mostrarte que ese no soy yo
Es difcil volver a confiar
Hazlo y te enseara amar
Coro:
Nunca te harllorar
Nunca te he de engaar
Prefiero morir que vivir sin ti
Te darmi ser
Siempre serfiel
[2x]
Corazn
Todo se ve un poco mejor
Podras quererme
Como yo te quiero a ti [nana, nena]
Se que sientes [sientes] un gran temor [gran temor]
De mostrar tus sentimientos [sentimientos]
El dolor y sufrimiento [sufrimiento]
Marcaron tu corazn
[marcaron tu corazn]
l te hizo dao [dao]
Y tambin te enga [te enga]
Pero deja mostrarte [mostrarte] que ese no soy yo [no soy yo]
Es difcil volver a confiar [a confiar]
Hazlo y te enseara amar
Yo te harfeliz
Coro -repite [x2]
Yo no te harllorar [no te harllorar]
[nunca] no, no
Nena no te harllorar [nunca..]
Jams llorar [..te harllorar]
Oh no, no, no [mi amor] har
[nena yo...] no te harllorar [nunca]
[he de...] nena no te harllorar [nunca]
Jams llorar [ahhh...]
Nunca te harllorar [no te harllorar]

[...] Read more

song performed by Backstreet BoysReport problemRelated quotes
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Share
 

Search


Recent searches | Top searches