Citatepedia^®.com

Mai

'Du skiønne Mai! af Dig jeg veed,
At Poesie er Kiærlighed.'

*
Hver Maaned har sin Characteer,
Sit Hang og sine Pligter,
Mai er ei mindre eller meer,
End Aarets unge Digter!
Mai aander Kjærligheds Magie,
Og Kiærlighed er Poesie!
Fra oven kommer Kraften ned,
Guds Sol til Spiren gløder,
Livs Friskhed, Duft og Kjærlighed
Hvert Blik, hvert Hjerte møder.
Du synger paa din Blomstersti
Om Kjærlighed, om Poesie!

Du synger os om Helene,
Om Romeo og Werther,
Om Hermann og hans Dorothe',
Og vinder alle Hjerter.
Den hele, blomstrende Natur
Er Kjærlighedens Troubadour.

Med samme Grønt stod Bøgens Hang
Og hvælved sig foroven,
Da Freia mødte første Gang
Sin Odur her i Skoven.
De planted' ved den stille Bæk
Den sydlig friske Rosenhæk.

Saaledes løb den klare Aae,
Og Linet laae paa Blegen,
Da Signe Kongeskibet saae
Fra Stranden, under Egen.
Saa dufted Skov og Blomst og Blad,
Da hun og Hagbarth skiltes ad!

See, lig et Speil staaer Sø og Strand
Om Landets Blomsterbede;
Hvad Bølgen saae i fremmed Land,
Det drømmer den dernede,
Hvor paa den Vei saa dyb og bred
Agnete dog fandt Kjærlighed.

Hør, Bølgen nynner Dig sin Drøm:
'Mod Grønlands Kyst jeg vugged';
Kajakken gled paa striden Strøm,
Hvor mangen Sælhund dukked*.
Der lærete jeg, paa nøgne Bred,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.

Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Rime-Djævelen

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Liber Tercius

Incipit Liber Quartus

Dicunt accidiam fore nutricem viciorum,
Torpet et in cunctis tarda que lenta bonis:
Que fieri possent hodie transfert piger in cras,
Furatoque prius ostia claudit equo.
Poscenti tardo negat emolumenta Cupido,
Set Venus in celeri ludit amore viri.

Upon the vices to procede
After the cause of mannes dede,
The ferste point of Slowthe I calle
Lachesce, and is the chief of alle,
And hath this propreliche of kinde,
To leven alle thing behinde.
Of that he mihte do now hier
He tarieth al the longe yer,
And everemore he seith, 'Tomorwe';
And so he wol his time borwe,
And wissheth after 'God me sende,'
That whan he weneth have an ende,
Thanne is he ferthest to beginne.
Thus bringth he many a meschief inne
Unwar, til that he be meschieved,
And may noght thanne be relieved.
And riht so nowther mor ne lesse
It stant of love and of lachesce:
Som time he slowtheth in a day
That he nevere after gete mai.
Now, Sone, as of this ilke thing,
If thou have eny knowleching,
That thou to love hast don er this,
Tell on. Mi goode fader, yis.
As of lachesce I am beknowe
That I mai stonde upon his rowe,
As I that am clad of his suite:
For whanne I thoghte mi poursuite
To make, and therto sette a day
To speke unto the swete May,
Lachesce bad abide yit,
And bar on hond it was no wit
Ne time forto speke as tho.
Thus with his tales to and fro
Mi time in tariinge he drowh:
Whan ther was time good ynowh,
He seide, 'An other time is bettre;
Thou schalt mowe senden hire a lettre,
And per cas wryte more plein
Than thou be Mowthe durstest sein.'

[...] Read more

poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

April

'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).

En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!

(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;

Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !

Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Liber Quintus

Incipit Liber Sextus

Est gula, que nostrum maculavit prima parentem
Ex vetito pomo, quo dolet omnis homo
Hec agit, ut corpus anime contraria spirat,
Quo caro fit crassa, spiritus atque macer.
Intus et exterius si que virtutis habentur,
Potibus ebrietas conviciata ruit.
Mersa sopore labis, que Bachus inebriat hospes,
Indignata Venus oscula raro premit.

---------------------------------- -------------------------------------------------

The grete Senne original,
Which every man in general
Upon his berthe hath envenymed,
In Paradis it was mystymed:
Whan Adam of thilke Appel bot,
His swete morscel was to hot,
Which dedly made the mankinde.
And in the bokes as I finde,
This vice, which so out of rule
Hath sette ous alle, is cleped Gule;
Of which the branches ben so grete,
That of hem alle I wol noght trete,
Bot only as touchende of tuo
I thenke speke and of no mo;
Wherof the ferste is Dronkeschipe,
Which berth the cuppe felaschipe.
Ful many a wonder doth this vice,
He can make of a wisman nyce,
And of a fool, that him schal seme
That he can al the lawe deme,
And yiven every juggement
Which longeth to the firmament
Bothe of the sterre and of the mone;
And thus he makth a gret clerk sone
Of him that is a lewed man.
Ther is nothing which he ne can,
Whil he hath Dronkeschipe on honde,
He knowth the See, he knowth the stronde,
He is a noble man of armes,
And yit no strengthe is in his armes:
Ther he was strong ynouh tofore,
With Dronkeschipe it is forlore,
And al is changed his astat,
And wext anon so fieble and mat,
That he mai nouther go ne come,
Bot al togedre him is benome
The pouer bothe of hond and fot,

[...] Read more

poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Confessio Amantis. Explicit Liber Secundus

Incipit Liber Tercius

Ira suis paribus est par furiis Acherontis,
Quo furor ad tempus nil pietatis habet.
Ira malencolicos animos perturbat, vt equo
Iure sui pondus nulla statera tenet.
Omnibus in causis grauat Ira, set inter amantes,
Illa magis facili sorte grauamen agit:
Est vbi vir discors leuiterque repugnat amori,
Sepe loco ludi fletus ad ora venit.

----------------------------------- ------------------------------------------------

If thou the vices lest to knowe,
Mi Sone, it hath noght ben unknowe,
Fro ferst that men the swerdes grounde,
That ther nis on upon this grounde,
A vice forein fro the lawe,
Wherof that many a good felawe
Hath be distraght be sodein chance;
And yit to kinde no plesance
It doth, bot wher he most achieveth
His pourpos, most to kinde he grieveth,
As he which out of conscience
Is enemy to pacience:
And is be name on of the Sevene,
Which ofte hath set this world unevene,
And cleped is the cruel Ire,
Whos herte is everemore on fyre
To speke amis and to do bothe,
For his servantz ben evere wrothe.
Mi goode fader, tell me this:
What thing is Ire? Sone, it is
That in oure englissh Wrathe is hote,
Which hath hise wordes ay so hote,
That all a mannes pacience
Is fyred of the violence.
For he with him hath evere fyve
Servantz that helpen him to stryve:
The ferst of hem Malencolie
Is cleped, which in compaignie
An hundred times in an houre
Wol as an angri beste loure,
And noman wot the cause why.
Mi Sone, schrif thee now forthi:
Hast thou be Malencolien?
Ye, fader, be seint Julien,
Bot I untrewe wordes use,
I mai me noght therof excuse:
And al makth love, wel I wot,

[...] Read more

poem by John Gower
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Hjertetyven

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juli

'- Alting svulmer, alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, Du stolte Hav'.
'- Armen jeg om Vennen slynger,
Hiertet sig til Hiertet klynger;
Hver en Sorg, som Barmen tynger,
Svinder hen i Blomsterduft!'
*
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.

Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.

Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!

Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!

Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Tiriel

1

And Aged Tiriel. stood before the Gates of his beautiful palace
With Myratana. once the Queen of all the western plains
But now his eyes were darkned. & his wife fading in death
They stood before their once delightful palace. & thus the Voice
Of aged Tiriel. arose. that his sons might hear in their gates
Accursed race of Tiriel. behold your father
Come forth & look on her that bore you. come you accursed sons.
In my weak arms. I here have borne your dying mother
Come forth sons of the Curse come forth. see the death of Myratana
His sons ran from their gates. & saw their aged parents stand
And thus the eldest son of Tiriel raisd his mighty voice
Old man unworthy to be calld. the father of Tiriels race
For evry one of those thy wrinkles. each of those grey hairs
Are cruel as death. & as obdurate as the devouring pit
Why should thy sons care for thy curses thou accursed man
Were we not slaves till we rebeld. Who cares for Tiriels curse
His blessing was a cruel curse. His curse may be a blessing
He ceast the aged man raisd up his right hand to the heavens
His left supported Myratana shrinking in pangs of death
The orbs of his large eyes he opend. & thus his voice went forth
Serpents not sons. wreathing around the bones of Tiriel
Ye worms of death feasting upon your aged parents flesh
Listen & hear your mothers groans. No more accursed Sons
She bears. she groans not at the birth of Heuxos or Yuva
These are the groans of death ye serpents These are the groans of death
Nourishd with milk ye serpents. nourishd with mothers tears & cares
Look at my eyes blind as the orbless scull among the stones
Look at my bald head. Hark listen ye serpents listen
What Myratana. What my wife. O Soul O Spirit O fire
What Myratana. art thou dead. Look here ye serpents look
The serpents sprung from her own bowels have draind her dry as this[.]
Curse on your ruthless heads. for I will bury her even here
So saying he began to dig a grave with his aged hands
But Heuxos calld a son of Zazel. to dig their mother a grave
Old cruelty desist & let us dig a grave for thee
Thou hast refusd our charity thou hast refusd our food
Thou hast refusd our clothes our beds our houses for thy dwelling
Chusing to wander like a Son of Zazel in the rocks
Why dost thou curse. is not the curse now come upon your head
Was it not you enslavd the sons of Zazel. & they have cursd
And now you feel it. Dig a grave & let us bury our mother
There take the body. cursed sons. & may the heavens rain wrath
As thick as northern fogs. around your gates. to choke you up
That you may lie as now your mother lies. like dogs. cast out
The stink. of your dead carcases. annoying man & beast
Till your white bones are bleachd with age for a memorial.
No your remembrance shall perish. for when your carcases
Lie stinking on the earth. the buriers shall arise from the east

[...] Read more

poem by William Blake (1789)
Added by Veronica Serbanoiu
Comment! | Vote! | Copy!

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Konen med Æggene

Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den rædselfulde Time

Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?"
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!"
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Baggrund til Vignetterne

Hvad er det vel vi kalde Poesie?
En skuffet Drøm, nu det Uendelige!
Det Enkelte, det Heles Harmonie,
Vi jo med dette lille Ord udsige.
Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi
Er' Poesie!

Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,
Hvor Fossen larmer over knuste Graner,
Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,
Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;
Hiin herlige Natur saa høi og fri
Er Poesie!

I Gruben ved det blege Lampeskjær,
Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,
Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,
Og gamle Sange tone ham fra Læben.
Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,
Er Poesie!

I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,
Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,
Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,
Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.
Selv dette røgomhylte Malerie,
Er Poesie!

See Slaveskibet! dybt i Rummet her
De lænkebundne, solgte Brødre sukke.
Nu er det Havblik, tyst — hvad pladsker der?
Et Liig, nu eet — og Bølgerne sig lukke.
Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,
Er Poesie!

Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,
Som er din Tanke og din hele Stræben,
Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,
Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,
Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,
Er Poesie!

Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,
Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,
Den glemte Qvindes stille Huuslighed,
Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,
Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,
Er Poesie!

Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!