Mene, mene tekel upharsin
Ildens Knittren Øret kjender:
See, det rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakel
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.
Kom, vi seile over Søen,
Vort Karthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see,
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.
Føler Du ei, Stor og Liden,
Poesie der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:
Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil det Største,
Hvad de nævne som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: „mene
Mene tekel upharsin!".